Vi ser efterhånden tv på hver vores måde: Alligevel er der et fællesskab om programmerne 

Skiftet fra at se tv på traditionel vis til at streame er for alvor i gang. Alligevel lever fællesskabet om programmerne videre, oplever to medieanalytikere fra DR Analyse, der her tegner et billede af, hvordan vi så TV i 2023. 

’Den store bagedyst’ i 2023 var et rigtigt godt eksempel på en programserie, der både har fat i seerne på traditionelt tv og streamerne. Der var præcis 50 procent af hver. (Foto: © Carsten Mol)

Det er kun få år siden, at det var ret ligetil med seertal. Sendte DR1 for eksempel ’Kender Du Typen?’ tirsdag klokken 20.00, havde DR’s medieanalytikere et tal for, hvor mange der så det, næste dag inden middag. 

I dag er det mere kompliceret, og der er mange mellemregninger, før man kan sætte to streger under facit. Nogle streamer forskudt, nogle streamer live, nogle ser programmet på traditionelt tv, lige når det bliver sendt, og ja, så kan seertallet også vokse, hvis noget bliver genudsendt. 

Tanken med denne artikel var egentlig at skrive, hvordan danskerne så fjernsyn anno 2023 – men det er umiddelbart lettere sagt end gjort. Og selv DR’s medieanalytikere i DR Analyse tøver med at give det korte svar på netop dét spørgsmål. 

  - Vi kigger ind i en ikke fjern fremtid, hvor snart sagt alt forbrug af tv-programmer foregår som streaming. Der er ingen tvivl om, at det vil ske, og lige nu er skiftet i fuld gang. Som stort tv-hus skal DR nogle år endnu kunne gå på begge ben, men der er ingen tvivl om, at streaming-benet kommer til at bære langt det meste af vægten, forklarer teamleder Niels Marslev fra DR Analyse. 

 Da DR Analyse udgav den årlige rapport om danskernes medieforbrug, ’Medieudviklingen 2023’, i januar i år, var der da næsten også dødt løb mellem traditionelt tv, som ses live, og streaming, hvor man selv vælger, hvornår man vil se noget - hvad enten det foregår på DRTV, TV 2 Play, YouTube, Netflix eller en af de mange andre tjenester.

I gennemsnit så hver dansker sidste år levende billeder i fire timer om dagen – og cirka halvdelen (en time og 55 minutter i alt) var enten traditionelt tv-kiggeri eller live-streaming. 

Skal man sætte det hele på spidsen, kan man altså sige, at der i 2023 blev streamet en smule mere på tværs af udbydere, end der blev set på traditionelt TV. Det personlige programmix fylder nu lidt mere end dét, som for eksempel DR og TV 2 sender på faste tider.

’Huset’ er den første store søndagsdramaserie fra DR, som har været mere streamet end set på traditionelt tv. (Foto: © Danni Riddertoft og Thomas Howalt Andersen)

’Huset’ blev streamet mest 

 Et af de steder, hvor 2023 markerede et vendepunkt, var på en af DR’s store dramaserier, fængselsdramaet ’Huset’. Da der var gået en måned efter, at sidste afsnit havde været vist på DR1 og DRTV, havde der i gennemsnit været 1.091.000 seere pr. afsnit. ’Kun’ 325.000 satte sig til rette i sofaen, lige når afsnittene blev sendt søndag klokken 20.00, mens 629.000 selv valgte, hvornår blandt andre Sofie Gråbøl og David Dencik skulle have foretræde på skærmen. Resten så en af genudsendelserne på traditionelt tv. 

- Det er første gang, at en af de store søndagsdramaserier er blevet set mere på streaming on demand end live. Vi har tidligere oplevet det samme med julekalendere, som typisk appellerer til et yngre publikum. En dramaserie som anden sæson af ’Carmen Curlers’, som DR også sendte i 2023, havde omvendt flest seere, der så serien live - oftest på traditionelt tv. Serien fangede en lidt ældre målgruppe end ’Huset’, forklarer medieanalytiker Katrine Green fra DR Analyse. 

DR er i kontakt med 35 procent af danskerne hver uge på DRTV, og i 2023 tilbragte hver dansker i gennemsnit tilbragte 10 procent længere tid på streamingplatformen om dagen end året før. Altså endnu et praj om, at der bliver streamet mere i flere hjem. 

- Tommelfingerreglen siger, at jo yngre, du er, jo mere fylder streaming i din tv-sening, og jo mere er du sat fri af sendeplaner. Men som tallene viser, er også det mønster i opbrud, siger Niels Marslev. 

Mens direkte programmer som ’Alle mod 1’, ’Dansk Melodi Grand Prix’, store events og afgørende sportskampe fortsat har det største publikum, når det hele sker og kun i meget begrænset omfang bliver set i uger og måneder efter, er det helt anderledes med for eksempel livsstilsprogrammer, madprogrammer og udsendelser med en form for konkurrence-element.

De har også mange streamingseere 

  Tal-eksempler, som DR Analyse har trukket til denne artikel, viser, at 2023-sæsonerne af ’Gift med første blik’, ’Den store bagedyst’ og ’Alene i vildmarken’ enten blev set af flest på streaming eller meget tæt på halvdelen af seerne. Her satte henholdsvis 54, 50 og 49 procent afsnittene på on demand, og streamede lige når det passede dem – og sådan var det ikke for bare få år siden.  Omvendt havde en programserie som ’Kender Du Typen’ 58 procent af seerne ved førstegangsudsendelserne på traditionelt TV eller på livestreaming. 

- Helt generelt er det en svær størrelse at lave sammenligninger, fordi det kan være forskelligt, hvor længe programmer ligger på DRTV, efter de har været sendt, forklarer Katrine Green.    Selv om det efterhånden er 46 år siden, at ’Matador’ havde premiere på DR1, og Lise Nørgaards elskede serie har været genudsendt over en håndfuld gange i årenes løb, trak seriens 24 afsnit næsten 4-5 procent af seningen på DRTV i 2023. 

Børneprogrammer får nye i målgruppen 

 - Dramaserier har generelt en lang hale og bliver set længe efter, de har været sendt i traditionelt tv. Det samme har programmer som ’Nak & Æd’, ’Spise med Price’ og flere andre. Når der for eksempel kommer en ny sæson af programmer, aktiverer det ofte også de tidligere udsendelser, forklarer Katrine Green, der tilføjer, at børneprogrammer måske er dem, der har det allerlængste liv. Igen lige ud over ’Matador’. 

- Børneudsendelser har ekstra lang levetid, fordi der kommer nye ind i målgruppen, som de så bliver aktuelle for, siger Katrine Green.    Når det er sagt, vælger rigtig mange fortsat at streame programmer tæt på, at de har været sendt på traditionelt TV. Det konkluderede DR Analyse i rapporten ’Medieudviklingen 2023’, hvor de har analyseret danskernes tidsforbrug på de danske streamingtjenester opdelt i live, on demand og det, de kalder ’nær live’. Det er for eksempel, hvis folk ser ’Nak & Æd’ en halv time efter, at det blev sendt på DR1. 

  - I programmer som ’Den store bagedyst’, ’Gift ved første blik’, ’Alene i vildmarken’ er der en konkurrencemotor, som får folk til at se dem relativt hurtigt, efter de har været sendt på flow. På samme måde ser mange også de store dramaserier relativt hurtigt efter udsendelsestidspunktet, så de kan tale med i kantinen eller i hvert fald undgå spoilere, fordi andre afslører handlingen for dem.  Så selv om forbruget af traditionelt tv falder, lever fællesskabet om programmerne videre i mange tilfælde, oplever Niels Marslev. 

Sådan blev der set fjernsyn i stuerne engang. Det gør der ikke mere. (Foto: © Dr arkiv)

En million seere over tid 

  Som avislæser eller læser på nogle af avisernes hjemmesider er du måske af og til stødt på overskrifter om, at et program flopper, og at seertallene er lavere, end da samme programserie blev sendt for to, tre eller fire år siden. 

  - Isoleret set er det sådan set også rigtigt. For det sker sjældnere og sjældnere, at et program samler over en million seere på traditionelt TV, når det bliver sendt på en dansk tv-kanal, forklarer medieanalytiker Katrine Green. 

Det fænomen kiggede hun og en kollega allerede på i rapporten ’Medieudviklingen 2022’. Her indgik blandt andet en analyse, som viste, at der i 1993 var 1115 førstegangsudsendelser i Danmark, som kunne samle over en million seere på en dansk tv-kanal. I 2023 var der beskedne 37. 

- I streamingtjenesternes opbrud af danske seermønstre aner vi nu også konturerne af en ny tendens. For selvom det er blevet sværere at samle danskerne på samme tidspunkt om samme indhold, så giver streamingens natur også mulighed for, at vi kan samles om det samme indhold – blot forskudt i tid. Derfor er der stadig en del programmer, der får over en million seere. Nu sker det bare over en periode og ikke for eksempel fredag eller søndag klokken 20.00, siger Katrine Green.