Efterlysning: Hjælp DR med gamle billeder

Skulle du have lyst til at fordybe dig i 138.400 historiske DR-billeder, kan du gøre det i sommer og ovenikøbet også hjælpe DR’s arkiv.

  • TV-spillet 'Farvel Thomas' fra 1969 var en stor succes for Buster Larsen. I DR's gamle billedarkiv kan du for eksempel finde mange flere billeder af ham.
  • Dorthe Kollo har efterhånden sunget i 64 år, og i 1960 var hun med i Otto Leisners ’Pladeparade’ som 13-årig. Hende kan du for eksempel finde adskillige billeder af i basen med historiske DR-billeder. (Foto: © Dr arkiv)
1 / 2

Coronaen har betydet, at mange holder sommeren og ferien hjemme i år eller på en anden måde, end de først havde planlagt.

Hvis du har lyst til at hjælpe DR, er der en særlig ting, du kan kaste dig over i sommerferien – nemlig at kigge i DR’s album med historiske billeder fra omkring 1950 og cirka 50 år frem. Her kan du også selv være med til at tagge billeder, hvis du pludselig genkender en gammel tv- eller radio-vært, en skuespiller, en gammel kollega eller nabo eller en ting på billederne.

Henover de seneste fire år har DR lagt næsten 138.400 historiske DR-billeder på nettet, og dem kan du både se og søge i HER

DR har faktisk et fotoarkiv med omkring 1,8 millioner fotografier, men ikke alle er lige velforsynede med data på billederne, og det er derfor DR siden 2016 drypvis har lagt titusindvis af billeder på nettet uden såkaldte metadata. Billederne er fra DR’s store samling af historiske billeder, pressebilleder til DR-produktioner og billeder af værter og programmedarbejdere fra perioden 1950 til 1997.

Folk har været entusiastiske

- Folk er gået meget entusiastisk til opgaven, og efterhånden er vi oppe på, at befolkningen har skrevet over 303.000 tags på billederne, når de har været forbi sitet. Det er vi rigtig taknemmelige for, siger arkivar og researcher Louise Broch fra DR Arkiv.

Hun forklarer, at de mange tags på billederne har været en kæmpe hjælp for DR, som i sidste ende også kommer DR’s seere og brugere til gode. Udover at der er kommet flere søgedata på billederne, er de også blevet lettere at finde og dermed bruge i DR’s produktioner.

Nogle af billederne bliver blandt andet bragt i spil på arkivsitet dr.dk/alletiders, som DR oprettede i efteråret. Fortællingerne på sitet tager udgangspunkt i aktuelle sager og mærkedage og sætter dem ind i en DR-historisk sammenhæng ved hjælp af materialer fra DR’s arkiver, ligesom sitet byder på gyldne gensyn og mere om DR’s historie generelt.

Gunnar ’Nu’ Hansen var ude at lave reportage, da DR i 1968 dækkede, at provinsen mødte København i billard. Skulle du for eksempel vide, hvem de to andre er, kan du skrive det på billedet i databasen. (Foto: © Dr arkiv)

Viser 12 billeder forrest

- Det er nemt at komme i gang med at tagge. Forrest på sitet med de historiske fotos ligger der altid 12 billeder, som endnu ikke er tagget. De bliver skiftet ud, hver gang man går tilbage til forsiden, forklarer Louise Broch.

Hun fortæller også, at man kan tagge videre på billeder, der allerede har tags, hvis man selv har flere at tilføje.

Hvis man ’bare’ er i det nostalgiske hjørne og helst vil en tur ned ad Memory Lane, er der også mulighed for det.

Vil man eksempelvis se gamle billeder af Otto Leisner, Susse Wold, kameraer fra DR’s barndom eller fra Radiohuset på Frederiksberg, kan man søge på det. Og i takt med at flere og flere billeder i basen nu er blevet tagget, er der også mere at se på.

Bare lige et par tip til sommerferien her – du kan dybest set søge på lige, hvad du vil:

  • Hvis du vil se billeder af Bamse – eventuelt sammen med børnene, er der masser af billeder her

  • Hvis du – i anledning af DR’s naturtema i 2020 – vil søge på naturprogrammer, er der noget at hente her

  • Hvis du vil se på noget af DR’s gamle tekniske udstyr, kan du se her

  • Hvis du vil se gamle radioteater-billeder, kan du se her

  • Hvis du vil se gamle billeder af Radiohuset på Frederiksberg her