September 1979, Georgia, USA

Salen i den røde murstensbygning i den spirende musikby Athens er pakket tæt.

En tårnhøj mand med tykt, sort hår iført en åbenstående, azurblå satinskjorte, matchende bukser og et skinnende bredt gyldent bælte går på scenen og griber mikrofonen.

Til tonerne af rockabilly-nummeret 'Let’s Go Jukin' henrykker han det hvinende publikum fra første strofe.

Men den forførende varme, fyldige baryton - som kom stemmen fra bunden af en tønde - er ikke det eneste bemærkelsesværdige ved hans optræden.

Den øverste del af mandens ansigt er skjult bag en blå satinmaske med pailletter. Og stemmen bærer en uhyggelig lighed med selveste Elvis Presley.

Kun to år var gået, siden verden blev ramt af den chokerende nyhed om, at Elvis Aaron Presley var fundet død på gulvet på sit badeværelse i hjemmet Graceland.

Mens millioner af fans stadig sørgede over tabet af Tupelos berømte søn, satte den maskerede sanger ild til myten om, at Kongen af rock’n’roll stadig var i live.

For hvem skulle ellers gemme sig bag masken, hvis ikke Elvis?

Koncerten i 1979 er dog kun begyndelsen på en 'kun virkeligheden overgår fantasien'-historie om den maskerede Orion, der var, og stadig er, inkarnationen af det storslåede og tragiske ved berømmelse.

En historie om opportunisme, fortvivlede fans og en mand, der bare gerne ville anerkendes for sit eget talent.

Og historien om det første af mange forsøg på at genoplive Elvis.

Lørdag aften sker det igen, når Elvis-showet 'The Wonder of You' kommer til Herning med livemusik akkompagneret af videooptagelser af kongen selv.

I månederne op til koncerten i Athens var radiostationer i de amerikanske sydstater blevet præsenteret for Orions single 'Ebony Eyes' - en coverversion af The Everly Brothers' bedrøvelige ballade.

I et følgebrev til singlen stod:

- Denne her vil generere omtale, diskussioner, løgne, rygter, spekulationer, væddemål, vindere, tabere, gråd, latter, had og kærlighed.

Afsenderen var Shelby Singleton. Chef for Sun Records. Det legendariske pladeselskab, hvor selveste Elvis Presley begyndte sin karriere.

I en tid, hvor musik fortrinsvis blev hørt første gang i radioen, var der svært høre forskel på Orion og Elvis.

Samtidig optrådte Orion i store dele af Midtvesten og det sydøstlige USA iført kitschede hvide dragter og jumpsuits med broderier, glitrende rhinsten og nitter.

Utrætteligt svarede manden bag masken med charmerende sydstatsaccent og let sløret stemme på det tilbagevendende spørgsmål:

Hvem er du?

Svaret lød altid:

- Orion Eckley Darnell, født i december 1931, opvokset op i den lille by Ribbonsville, Tennessee.

Hurtigt fik kameraerne stillet skarpt på den mystiske Orion. Alverdens magasiner, aviser og tv-stationer spekulerede i sangerens sande identitet, og debutalbummet, der fik titlen 'Reborn', formindskede på ingen måde opmærksomheden.


Coveret var en tegning af en kappe- og maskeklædt Orion, stående med en mikrofon i hånden, for enden af en kiste, hvori der lå en kopi af ham selv.

Da pladen blev sendt ud til adskillige radiostationer var der vedlagt et utal af avisudklip med overskrifter som "Har Elvis iscenesat sin egen død" samt en annonce for en bog, der bar titlen 'Orion'.

En bog, der skulle vise sig at have stor betydning.

Pladen mødte dog stor modstand og blev kritiseret af både fans og radioværter, som fandt det smagløst at udnytte Elvis Presleys død.

'Reborn' blev derefter genudgivet med et billede af den maskeklædte Orion i stedet.

Turnéerne, der satte ham på plakaten med store countrynavne som Lorette Lynn, Tammy Wynette og Oakridge Boys, blev længere og strakte sig ud over Midtvesten og det sydøstlige USA til Europa.

Her fortsatte spekulationerne, alt imens Orion undgik at svare direkte på spørgsmålet om, hvorvidt han var reinkarnationen af rock’n’roll-legenden.

Få spørgsmål forbliver dog ubesvaret. Og ligesom hjembyen Ribbonsville ikke var til at finde på et kort, fandtes der naturligvis heller ikke en Orion Eckley Darnell.

I hvert fald ikke i virkeligheden.

Orion Eckley Darnell var til gengæld navnet på hovedpersonen i den føromtalte bog med den fulde titel 'Orion - The Living Super Star of Song', skrevet af en husmor fra Georgia.

I romanen bliver en flot og fattig ung mand fra sydstaterne forvandlet til en karismatisk rock’n’roller. For at undslippe berømmelsens kvælende tag ender han dog med at iscenesætte sin egen død og rejser væk.

Og den maskerede mand - denne countrymusikkens Lone Ranger - der nu var godt på vej til at opnå samme stjernestatus, var inkarnationen af bogens hovedperson.

Adspurgt direkte gengav sangeren Orion alt, hvad der stod i bogen.

Ikke alene var han en ung, flot mand med kulsort hår fra Tennessee, han havde et hjem kaldet Dixieland, og et motto bestående af bogstaver STC: 'Succes Takes Courage'.

Lyder noget af det bekendt?

Elvis Aaron Presleys motto lød: 'Taking Care of Business' (TCB), og hans hjem blev kaldt Graceland.

Bag Orion stod en mand, der i musikbranchen og i og omkring Tennessee var mindre kendt for sit musikalske talent end for sine mildest talt uortodokse forretningsmetoder.

Produceren Shelby Singleton havde i 1969 overtaget pladeselskabet Sun Records, der var arnestedet for Elvis’ glorværdige karriere.

Da Elvis døde, blev alt, der tilnærmelsesvis havde berøring med den amerikanske legende, til en potentiel guldgrube.

I Orion øjnede Shelby Singleton derfor en mulighed for Sun Records, som han i mellemtiden havde rykket fra Memphis til countryhovedstaden Nashville.

Stedet, hvor det hele begyndte, ligger der stadig. I en lidt uanselig hvid bygning uden for centrum.

Væk er ethvert strejf af musikalsk magi fra studiet, hvor ”1980’ernes superstjerne” blev til.

De sølvgrå mikrofonstandere, guitaren og trommerne er væk. Fra gulv til loft er træhylder fyldt med alt fra kopper og kuglepenne til klistermærker og t-shirts.

Alt sammen med Sun Records karakteristiske gule logo, for salg af merchandise er en vigtig del af forretningen, forklarer John Singleton, Shelbys bror og forretningspartner gennem 41 år.

Efter broderens død i 2009 styrer han det, der i dag hedder Sun Entertainment Corp.

Den lave, gråhårede mand med de sorte briller og den røde skjorte forsøger at huske, hvordan hans bror fik ideen til at markedsføre det ukendte talent som Orion.

Ikke i sin vildeste fantasi havde John Singleton forestillet sig, at Orion Eckley Darnell kunne markedsføres så succesfuldt igennem adskillige år.

Kontroversielt? Måske. I virkeligheden var der ifølge John Singelton bare tale om god timing.

Men hvem var han så?

Manden, der lod sig affyre til stjernehimlen, og som samtidig frivilligt fravalgte den personlige anerkendelse for i stedet at træde frem som den gådefulde persona Orion Eckley Darnell?

Svaret skal blandt andet findes i den lille by Orrville i det sydlige Alabama.

Som søn af en hesteopdrætter voksede Jimmy Ellis op på en gård og sad i en tidlig alder sikkert i sadlen med udsigt til en dag at overtage familieforetagendet.

I skolen viste det sig, at den unge, nydelige mand ovenikøbet havde et særligt talent for at håndtere en bold, og han blev hurtigt en succesfuld fodbold- og baseballspiller.

Så god, at han blev tilbudt en plads på det professionelle baseballhold Milwaukee Braves.

Ungdomsvenner beskriver dog, hvordan den aspirerende stjerne benyttede enhver lejlighed til at synge, samtidig med at han fandt tid til sport og heste.

I sidste ende var det musikken, der vandt.

Efter flere forsøg på at finde et pladeselskab og få skabt en karriere, der bragte ham fra Florida til Californien, satte han kurs mod musikmekkaet Nashville.

Hvor hovedgaden er indhyldet i lyden af countrymusikkens karakteristiske hawaiiguitar, og hvor gribende omkvæd om hjertesorger, pickup-trucks og beskidte landeveje vælter ud fra samtlige barer.

Her går enhver med en guitar og en spids støvlesnude ivrigt og venter på det store gennembrud.

Måske ligger forklaringen bag Orion i denne ensartethed. For hvordan skiller man sig ud fra mængden i Music City?

Man siger ja til at bære en obskur maske og håber på, at det kun er en midlertidig løsning, indtil man har fanget publikum i sin hule hånd.

Sådan lyder i hvert fald forklaringen fra en mand, der hævder at have været Orions bedste ven gennem 19 år.

Steve Kelley mødte Jimmy Ellis i 1979, da Ellis optrådte som Orion. De endte med at blive venner, og Kelley blev efterfølgende Orions tourmanager.

I dag tager han imod i countrybandet Oak Ridge Boys’ tourbus, som er parkeret ved en afkørsel til en landevej 30 minutter uden for Nashville.

Han lægger stadig tusindvis af kilometer bag sig på de støvede landeveje, men det halvlange, viltre grå hår vidner om, at der er løbet en del vand i åen siden Orion.

Desuagtet fortæller han detaljeret om Jimmy Ellis.

Hesteopdrætteren, som i mere end ti år jagtede en karriere som romantisk sydstatscrooner med hang til rockabilly og storladne tårepersere.

Mødet med Shelby Singleton blev muligheden, Jimmy Ellis så længe og desperat havde søgt - også selv om masken bestemt ikke var tiltalende.

Valget stod til sidst mellem at tage chancen som den mystiske Orion eller at spendere yderligere år i musikbranchens blindgyde.

- Han troede ikke på, at det ville komme så vidt. Jeg tror, han tænkte, at det kun skulle være et par enkelte shows, så kunne han igen trække i sine jeans, og publikum ville elske ham, fortæller Steve Kelley.

Men mysteriet solgte koncertbilletter og plader, og Jimmy Ellis’ identitet forblev en hemmelighed.

Alene frem til 1981 udgav Sun Records udover debutpladen seks andre albums, alle med covernumre i forskellige genrer: country, rockabilly, gospel og kærlighedssange.

Retrospektivt er det svært at begribe, at nogen overhovedet har troet på myten om, at Orion kunne være Elvis i forklædning, for man skal have været mere end almindeligt excentrisk for at se bort fra det åbenlyse:

Selv med masken på lignede Jimmy Ellis slet ikke Elvis. Med sine 1,93 meter var han for eksempel markant højere.

Men stemmen kunne de ikke tage fra ham.

Ingen var mere træt af den musikalske maskerade end Ellis, der blev hjemsøgt af den Faustlignende aftale, han havde indgået.

I frustration over den konstante sammenligning med den afdøde konge sendte Ellis blandt andet sit scenetøj til skrædderen, fordi kraverne var for store og "alt for Elvis-agtige”.

Steve Kelley husker en samtale mellem sig selv og vennen, hvor Jimmy spurgte, hvor meget han egentlig mindede om Elvis, når han ikke var på scenen.

Kelley, der adskillige gange havde mødt Kongen, forsikrede vennen om, at der ikke var mange ligheder.

Til gengæld var Jimmy Ellis ifølge vennen som snydt ud af næsen på Elvis’ far, Vernon Presley.

- Jeg har ikke mødt to personer, der minder mere om hinanden, siger Kelley i dag og fortsætter:

- Det var selvfølgelig før, jeg anede, at der faktisk kunne være en forbindelse.

Som tiden skred frem, styrede den fire-årige aftale med Sun Records mod sit uundgåeligt udløb.

Den genstridige sanger tog ofte sagen i egen hånd og viste sig offentligt uden maske, selvom det ødelagde illusionen.

Ud røg også de flamboyante, kitschede dragter til fordel for jeans, skjorter og jakker, samtidig med at han anlagde sig fuldskæg og stoppede med at farve sit hår sort.

Der er lidt uenighed om præcis hvor og hvornår Ellis gik linen ud. Flere husker det dog som slutningen af 1981. Midt under en koncert flåede han masken af.

Hemmeligheden var afsløret en gang for alle.

Kontrakten med Sun Records udløb i 1982 og betød et endegyldigt brud mellem Singleton og Jimmy Ellis.

Det blev dog på ingen måde et endegyldigt farvel til Orion - heller ikke til den forkætrede maske.

Som Ellis selv, let smilende, senere forklarede det til tv-værten Ralph Emery i programmet Nashville Now i 1985:

- I al den tid, jeg havde den på, bad folk mig om at afsløre, hvem der var bag masken. Da jeg så endelig tog den af, ville folk have mig til at tage den på igen.

De følgende år bar Jimmy Ellis’ karriere præg af eksperimenter med forskellige genrer.

Stadig under navnet Orion forsøgte han at bryde ud af rollen som Elvis-imitator med skiftende held, skiftende pladeselskaber og skiftende identiteter: Ellis, Cadillac Man, Steven Silver og Ellis James.

Selvom Jimmy Ellis ikke længere bar maske, havde han svært ved for alvor at træde ud af skyggen af legenden, han i første omgang blev sammenlignet med.

Tanken gjorde ham syg, fortæller Ellis’ søn, Jim Ellis Jr.

En 46-årig plumb, lidt mut mand, der stadig bor i byen, hvor han selv og hans far voksede op. For enden af en lang, støvet grusvej nær hovedvej 22 i den lille by Orrville i Alabama.

Det var her, Ellis-familiens gård i sin tid lå, hvor Jimmy Ellis lærte alt om hesteopdræt, hvor forældrene Mary Kaye og Furniss boede, og hvor sønnen Jim Ellis Jr’. voksede op.

Efter familiegården brændte ned, har sønnen bygget et stort hus af træ. Det bor han i dag. Alene.

Hans irritation over, hvad han kalder den korrupte underholdningsbranche lader sig ikke let undertrykke, mens han fortæller om den far, der hele sit liv kæmpede for ikke at blive kaldt imitator.

- Hvordan kan han være en imitator, hvis det er hans naturlige stemme, spørger Jim Ellis Jr. flere gange. Hver gang med hævet stemme.

Rundt omkring i det store træhus, der mest af alt minder om en luksuriøs skihytte, hænger billeder af familien Ellis og deres tjenestefolk, og både fra køkkenøen og den massive læderstol midt i rummet er der udsigt til seks store dyrehoveder, der hænger på væggen, og til det gigantiske fladskærms-tv over pejsen.

Jim Ellis Jr. sidder ikke ned, mens han taler. Han går rundt, ordner opvask, åbner køleskabet og vrider kapslen af endnu en øl, mens han med stigende brug af bandeord gør klart, at han anser de aftaler, hans far indgik, som en pagt med djævelen selv.

Hen mod slutningen af 1980’erne endte Jimmy Ellis alligevel med at indtræde i den rolle, han havde brugt årevis på at bekæmpe. Han optrådte med Elvis-sange til diverse hyldestshows og gik endda på scenen med Elvis’ tidligere backinggruppe The Jordanaires.

For sønnen Jim Ellis Jr. har opmærksomheden omkring faderens ophav sat tanker i gang.

Selv han vil ikke længere udelukke forbindelsen til Elvis Presley.

Han vil ved selvsyn nu undersøge sin fars fødselsattest.

En simpel ansøgning afleveret hos de rette myndigheder i staten Mississippi, hvor faderen er født, kan afklare det. Men han vil gerne gå gennem sin advokat, så han kan holde det privat.

Nok har været forbi og banke på hans dør i håb om at opnå et eller andet, forklarer han.

Opmærksomheden lever han fint uden. Med sin lidt bryske fremtoning og de tunge skridt, når han går rundt på verandaen foran sit hus, er det svært ikke at tro på.

Hvert interview, hvert billede, hvert telefonopkald om sangeren Orion er en smertefuld påmindelse om det, som ifølge Jimmy Ellis Jr. stod i vejen for at opfylde faderens drøm.

I hans øjne var det Jimmy Ellis, der havde stemmen til at blive berømt.

Og han har historier nok. Om opkald fra excentriske personer, der fortæller ham, at hans far er Elvis - eller at Elvis faktisk ligger begravet et sted på hans grund.

Vanvittige og utrolige teorier, der i sig selv kan tolkes som et udtryk for det hysteri, som Presley-myten fremkalder.

Jimmy Ellis, hvor talentfuld han end var, vil formentlig aldrig inspirere samme religiøse gudedyrkelse som kongen af rock’n’roll.

En hurtig søgning på internettet afslører dog en ganske omfangsrig og uhyggelig dedikeret fanbase, der bruger exceptionelle mængder af tid på at udveksle anekdoter og uforbeholden beundring for manden, hvis karriere eksisterede i skyggen af Elvis.

Hvis stemme på en og samme tid var en fortryllelse og forbandelse.

Med årene blev der færre og færre koncerter i Jimmy Ellis’ kalender.

Selvom han aldrig helt opgav musikken, tilbragte han mere og mere tid i hjembyen Orrville, hvor han drev adskillige forretninger og plejede sit familieliv.

En december morgen i 1998 havde Jimmy Ellis som vanligt åbnet sin pantelånerforretning, da han blev udsat for væbnet røveri og skudt ned på tæt hold.

Han blev 53 år.

11. oktober 2000 blev den dengang 23-årige Jeffrey Lee dømt for mordene på Jimmy Ellis og Ellis' ekskone Elaine Thompson, der også var til stede i butikken.

Jeffrey Lee er i dag blandt de cirka 155 fanger på dødsgangen i Holman fængslet i det sydligste Alabama.

Han har flere gange anmodet om at få omstødt eller ændret sin dom.

Tidligere i år modtog han det seneste afslag.