Har du hørt om Nirvana?

I dag er det 25 år siden, Nevermind blev udgivet. Her er Nirvanas danske historie.

Har du hørt om Nirvana?

I dag er det 25 år siden, Nevermind blev udgivet. Her er Nirvanas danske historie.

  • Af Michael Ørtz Christiansen
  • 24. sep. 2016
Scroll for at læse

Der er kaldt til møde i den danske afdeling af pladeselskabet BMG. Ikke noget ekstraordinært.

På bordet ligger en bunke kassettebånd. De fem mødedeltagere skal tage stilling til salgspotentialet. Båndet med titlen ’Nevermind’ bliver sat i anlægget.

Kurt Cobains vrede vokal og den aggressive lydmur splitter selskabet. For hvad skal man stille op med den vildskab og nerve, når det er Bryan Adams og Mariah Carey, der storsælger i øjeblikket?

Bølgerne går højt på kontoret, men salgschef Michael Wermuth skærer igennem. Nirvana stikker ud og bliver stemplet som nicherock med et salgspotentiale på 1.500 album.

I dag, 25 år senere, vurderer pladeselskabet Universal, at der er solgt 175.000 eksemplarer i Danmark og over 20 millioner på verdensplan.

- Jeg tror ikke, der var nogen af mine salgskollegaer verden over, der var i nærheden af at gætte, hvor meget Nevermind ville sælge, og hvor store Nirvana ville blive, siger Michael Wermuth.

Potentialet er formentlig også til at overse i 1985, hvor 20-årige Krist Novoselic og 18-årige Kurt Cobain møder hinanden. De spiller sammen i flere bands, blandt andre Stiff Woodies.

I 1987 kommer Aaron Burckhard til, og det originale Nirvana bliver dannet i Seattle-forstaden Aberdeen.

Burckhard holder ikke mere end et år og er ikke med på debutalbummet ’Bleach’, der udkommer i 1989 og i første omgang ikke bliver en kommerciel succes.

Men det varsler nye toner og rammer en målgruppe, der deler bandmedlemmernes lyst til at lade håret gro og gå i skovmandsskjorter og Dr. Martens-støvler. Og til unge, der i det hele taget gerne vil holde sig langt væk fra alt, hvad der nærmer sig mainstream.

Undergrunden er vækket. Det samme bliver Dave Grohl.

Kurt Cobain og Krist Novoselic har forsøgt sig med flere nye trommeslagere, heriblandt Chad Channing som den mest vedholdende, men er ikke tilfredse.

Dave Grohl fra bandet ’Scream’ har fanget deres opmærksomhed, og Krist Novoselic ringer til Hollywood, hvor ’Scream’ spiller.

Han får fat i Grohl, som hører fem ord, der kommer til at ændre hans liv:

- Har du hørt om Nirvana?

Nirvana er interessant, synes Dave Grohl, som genfortalte historien om opkaldet i en tale ved musikfestivalen South by Southwest i 2013.

- Det virkede til, at vi havde samme idealer og intentioner. Men de havde mere. De havde sange. De havde Kurt. Men de havde ingen trommeslager.

Dave Grohl flyver til Seattle for at erstatte Aaron Burckhard. Det nye Nirvana øver ifølge Grohl døgnet rundt i en lade. Hver øver starter med fri jam. En slags ’hvordan-går-det?’ mellem tre unge mænd med begrænsede evner til at konversere.

- Verbal kommunikation var aldrig rigtig Nirvanas force, så vi talte sammen med vores instrumenter. Kombinationen af vores tre stemmer resulterede i en lyd, der fangede opmærksomheden fra et stort pladeselskab, fortæller Dave Grohl.

Pladeselskabet er DGC Records (David Geffen Company), der inviterer Nirvana til forhandlinger og en snak om, hvad de egentlig vil.

- Vi vil være det største band i verden, lyder Kurt

Cobains svar ifølge Dave Grohl:

- Jeg troede, han lavede pis, men det gjorde han ikke.

’Nevermind’ kommer på gaden med det ikoniske cover af en svømmende baby, og kort efter viser musikkanalen MTV for første gang den ligeså ikoniske musikvideo med førstesinglen ’Smells Like Teen Spirit’.

Og så går det amok.

Nirvana går fra at være nicherock til at blive verdens mest hypede, sælgende og eftertragtede band.

Det er frontmanden for det band, som Susanne Kier deler bil med den 26. juni 1992. Som BMG’s internationale marketingchef i Danmark har hun fået ansvaret for at eskortere Kurt Cobain til backstageområdet ved Orange Scene på Roskilde Festival, hvor Nirvana er hovednavn.

Danmark er på den anden ende, for fodboldlandsholdet skal spille EM-finale i Sverige mod Tyskland samme aften.
Men fodboldkampen er ikke et emne i bilen mod Roskilde.

Susannes kollega Christina Utzon er også med. Og forsangeren i grungebandet Hole, Courtney Love. Sidstnævnte er gift med Kurt Cobain, og rygtet siger, at det reelt er hende, der bestemmer i Nirvana. Rygtet siger også, at Cobain og Love tager heroin.

Stofmisbruget forarger Christina og Susanne.

- Hun var gravid, så det var jo ikke så godt. Vi fornemmede også, at de var på et eller andet.

Der var sådan en mærkelig distance, siger Susanne Kier.

På det tidspunkt har både Christina og Susanne små børn, og det interesserer naturligt nok højgravide Courtney Love.

- Der var en lille åbning til hende, så der var en god stemning, selv om Kurt Cobain ikke var så nem. Det var hende, vi kom til at snakke med, siger Susanne Kier.

Heroinforbruget er ikke bare et rygte.

Courtney Love taler åbent om det, og Kurt Cobain bliver angiveligt introduceret til det stærkt vanedannende stof, da han møder Love i 1990. Indtil da havde Cobain holdt sig til flasken.

- Han forsøgte i lang tid at blive alkoholiker, men det passede ham ikke rigtig, har Courtney Love sagt til Vanity Fair.

Stofmisbruget sætter sit præg på det barn, Courtney Love bærer rundt på. Frances Bean Cobain bliver født med abstinenser den 18. august 1992, og barnet bliver i en kort periode taget fra Cobain og Love.

Sex, drugs og de sociale myndigheder i uskøn forening.

Stofferne bliver en fast del af historien om Nirvana-frontmanden.

Kurt Cobain begrunder heroinforbruget med, at det dulmer smerterne fra et mavesår og siger også med slet skjult sarkasme, at det er en del af rockstjernepakken.

Han bliver den nye slemme dreng i klassen og udfylder noget af det vakuum, som rockmastodonterne Metallica og Guns N’ Roses skaber i 1991.

De hårde drenge på den tunge rockscene går i en langt mere kommerciel retning med udgivelserne 'The Black Album' og 'Use Your Illussion I og II'. Med numre som ’Nothing Else Matters’ og ’Dont Cry’ appellerer Metallica og Guns N’ Roses til et bredere publikum end tidligere.

Mastodonterne bliver endnu større, men mister også fans, der ikke kan lide de nye og mere kommercielle toner.

De bliver i stedet draget af Nirvana.

Kurt Cobain forsøger efter bedste evne at tage afstand fra alt, der lugter kommercielt eller kan stemples som normalt, bredt eller mainstream.

Han brokker sig over at blive overeksponeret hos blandt andet MTV og han forsøger at gemme sit ansigt for fotografernes nysgerrige linser.

Men Cobains afstandtagen til det kommercielle står i skærende kontrast til det faktum, at hans band er et af verdens bedst sælgende og forsangerens erklærede ønske om, at Nirvana skal være verdens største band.

På de indre linjer arbejder han også på – umiddelbart mod sit eget ønske – at blive eksponeret så meget som muligt ved blandt andet at klage til MTV over ikke at blive spillet nok. Det kommer frem i Seattle-journalisten Charles R. Cross’ Cobain-biografi ’Heavier Than Heaven’.

Eller som forfatteren udtrykker det i et interview med musikmagasinet GAFFA i 2014, så havde Kurt Cobain tusindvis af chancer for ikke at blive berømt, men han valgte den vej, som gav ham mere berømmelse og succes.

- Men han var dygtig til at få det til at se ud, som om succesen var kommet ved et ubelejligt tilfælde – det gjorde den ikke, siger Charles R. Cross.

På scenen smadrer Nirvana instrumenter. Kurt Cobains første guitar bliver ifølge Nivana.com smadret den 30. oktober 1988.

Nirvana insisterer også på at bryde aftaler med tv-selskaber eller i hvert fald lade blandt andre MTV vide, at Nirvana selv bestemmer.

Således også til MTV Video Music Awards i 1992 hvor tv-stationen vil have Nirvana til at spille ’Smells Like Teen Spirit’, mens bandet hellere vil spille ’Rape Me’.

Det er for stærke sager til MTV, og de bliver enige om et kompromis, der hedder ’Lithium’. Da Nirvana går på, starter de med at spille ’Rape Me’, men går over i ’Lithium’, da produceren gør klar til at afbryde showet.

Den 26. juni 1992 holder Nirvana bandets aftale. Og mere til.

På bagkanten af Orange Scene sidder Dave Grohl, Krist Novoselic og DR-journalist Kenan Seeberg og venter.

Susanne Kier følger Kurt Cobain op til trappen, og forsangeren hilser de ventende med et malplaceret ’godmorgen’.

Kort tid forinden har Flemming Toft jublet "huttelihut", og dommeren har lige fløjtet af på Nya Ullevi i Göteborg.

Danmark har slået Tyskland 2-0 i EM-finalen. Det har 60.000 mennesker set på en storskærm på den anden side af Orange Scene.

Interviewet er sat op med kort varsel efter godt benarbejde af BMG’s Christina Utzon og Susanne Kier. I bilen til Roskilde har de varmet Courtney Love så meget op, at Nirvana stiller op til ting, som bandet ellers er kendt for kategorisk at nægte.

For det første går Nirvana med til at få overrakt den guldplade, som bandet har gjort sig fortjent til med mere end 40.000 solgte eksemplarer af Nevermind i Danmark. Og Nirvana-medlemmerne siger, formentlig presset af grungens svar på Yoko Ono, ja til et sjældent interview under meget specielle omstændigheder.

Kenan Seeberg er med sit tv-hold ilet til interviewet.

- Vi har drukket et par øl, og vi kommer med et ordentligt skud adrenalin i kroppen efter fodboldkampen. Vi er sgu næsten lige så påvirkede som Kurt Cobain, siger Kenan Seeberg godt 24 år efter interviewet.

For Kurt Cobain er tydeligt påvirket, husker journalisten, der senere hører, at forsinkelserne reelt skyldes, at Cobain og Love skulle have noget i kroppen.

- Han virkede faktisk ret åben, afslappet og nede på jorden. Det var måske, fordi han havde fået det skud heroin, siger Kenan Seeberg.

Den danske EM-triumf giver anledning til at tale om sport, selv om de tre Nirvana-medlemmer ikke rigtig forstår, hvorfor alle er så glade. Interviewet bliver blandt andet en snak om at være dem, som de andre ikke vil lege med, og som ikke vil lege med de andre.

Kenan Seebergs cirka 20 minutter lange interview viser sig at blive det eneste Nirvana-interview med et dansk medie.

Bagefter går Kurt Cobain ud til et ekstatisk publikum pumpet op af adrenalin efter fodboldsejren og indleder koncerten med:

- Congratulations on the sports, som Ekstra Bladet gengiver Kurt Cobains første ord på Orange Scene.

Koncerten i Roskilde den fredag i juni 1992 bliver den eneste Nirvana-koncert i Danmark, men går ikke hen i historien som en stor musikoplevelse. Med overskriften ’Nirvana krympede’ skriver Politikens anmelder, at Nirvana ”havde besvær med at kravle ud over scenekanten”, og at bandet ”ganske langsomt krympede ind til noget, der lignede et stærkt og attraktivt undergrundsnavn på et alt for stort og krævende sted”.

De var også kun tre mennesker til at følge op på den største sportstriumf i danmarkshistorien.

Bandet fortsætter touren i Finland og går i studiet i foråret 1993 for at indspille det tredje og sidste studiealbum med arbejdstitlen ’I Hate Myself and Want to Die’. Albummet bliver solgt med titlen ’In Utero’.

I starten af marts 1994 er Kurt Cobain tæt på at få sit ønske fra arbejdstitlen opfyldt. Han tager en overdosis i Rom. Forsangeren bliver indlagt, og alle planlagte koncerter bliver aflyst, heriblandt koncerten i Falkoner Teatret, der bliver rykket til den 25. april. Den bliver heller ikke til noget.

I slutningen af marts stikker Kurt Cobain af fra en afvænningsklinik. Den 8. april bliver han fundet død i sit hjem i Seattle. Retsmedicinerne konstaterer, at han har skudt sig selv i hovedet med et haglgevær.

Kurt Cobains død bliver enden på Nirvana, der på få år når at ændre musikverdenen med startskuddet den 24. september 1991.

Credit


Tekst: Michael Ørtz Christiansen

Animation: Morten Fogde Christensen

Webdokredaktør: Hans Christian Kromann

Topbillede: Coveret fra 'Nevermind' gengivet med tilladelse fra Universal.

Kilder:
Nirvana.com, nirvanaguide.com, MTV, Musikprogrammet - Nirvana, Universal, Wikipedia.

Baggrund:
Michael Wermuth, tidligere salgschef i pladeselskabet BMG
Susanne Kier, tidligere labelansvarlig og marketingchef i BMG
Anders Bøtter, journalist og vært på musikprogrammet ’Sort Søndag’
Kenan Seeberg, kulturjournalist, BT