Efter en imponerende lang 20 sekunders kunstpause blev den 36-årige Steve Brooksteins navn endelig råbt op.

Efterfulgt af en lidt akavet omfavnelse af sin mentor, som med held havde hjulpet landsmanden fra det sydlige London til at sikre stemmerne fra seks millioner britiske tv-seere.

16 uger tidligere var den håbefulde sanger ellers blevet bedt om at gå hjem igen, droppe sin ‘slået hjem på forhånd’-attitude og komme igen dagen efter.

Og nu stod han på scenen, stilfuldt klædt helt i sort, som den første vinder nogensinde af 'X Factor' og med en pladekontrakt til en værdi af en million pund i hånden.

Manden, der havde gjort det hele muligt, var naturligvis Simon Cowell.

Fra første audition i efteråret 2004 havde han troet på Brookstein. Det var ham, der insisterede på at hive sangeren ind igen for at give ham en chance mere, og nu stod han ved Steve Brooksteins side i det underholdningsprogram, der var udviklet med tanke på netop at finde én som den talentfulde sanger fra Camberwell.

TV-succesen finder fredag aften sin tiende vinder i den danske udgave.

I Danmark var jagten på den næste store popstjerne også i gang, da 'X Factor' havde premiere i England.

Den britiske tv-sangkonkurrence 'Pop Idol' var blevet til programmet 'Idols', hvor mere eller mindre talentfulde talenter trådte ind foran et dommerpanel – blandt andet bestående af jazzmusiker og producer Thomas Blachman.

Efter bare to sæsoner i 2003 og 2004 besluttede TV3 dog at indstille talentjagten.

Det danske produktionsselskab Blu, som stod bag 'Idols', forblev dog stålsat i troen på, at historien om en uopdaget tømrer fra Horsens med en vokal som Michael Jackson kunne tryllebinde hele nationen.

'X Factor' fra idekataloget hos den internationale tv-koncern Fremantle, som Blu var en del af, blev derfor tilbudt i den danske tv-branche, blandt andet til TV 2, der trods programmets succes ikke bare i Storbritannien, men også i Holland, Australien og Rusland, takkede pænt nej.

Udover at programmet ikke nødvendigvis harmonerede med tv-stationens værdier var bekymringen, om man kunne finde en dansk udgave af dommeren, der nu allerede var kendt for sin knivskarpe hudfletning af deltagerne:

Simon Cowell.

I slutningen af 90’erne var Cowell godt rodfæstet i den britiske musikbranche og var blandt andet med til at skabe boybandet Westlife, inden han i 2001 blev en del af dommerpanelet i 'Pop Idol'.

Et talentprogram skabt af Simon Fuller, manden bag popgrupper som Spice Girls og S Club 7.

- Jeg følte, at jeg formentlig bedre var i stand til at bedømme deltagerne end nogen andre, fordi jeg ved mere om popmusik end nogen anden, sagde den Cowell, der hurtigt fik tilnavnet ‘Mr. Nasty’, til Financial Times.

'Pop Idol' rejste efter kort tid vest over Atlanten og blev til seermagneten ‘American Idol’, hvor Simon Cowell fortsatte sin brutalt ærlige stil som dommer i forsøget på at støvsuge USA for potentielt indbringende sangtalenter.

Men efter et par år havde den bramfri dommer fået nok:

– Jeg er træt af kun at se 22-23-årige, der dukker op til et talentshow og siger ‘gør mig berømt’, lød det i et interview med den britiske tv-station BBC i 2004.

I foråret 2004 meddelte han derfor, at han fremover skulle medvirke i et andet talentprogram, hvor dommerne konkurrerede indbyrdes, og hvor der ingen øvre aldersgrænse var - for at kunne fortælle flere historier.

Det viste sig dog, at ikke bare skulle Cowell konkurrere i det nye tv-program, han var også arkitekten og rettighedshaveren bag.

Med sit nystartede plade- og produktionsselskab Syco lancerede han ’X Factor’, som i dag er udbredt til mere end 50 lande.

Efter et par år kom turen til Danmark.

I 2007 da DR sendte et underholdningsprogram i udbudsrunde, fik Blu nemlig igen chancen for at præsentere ‘X Factor’. Timingen var perfekt.

På DR var man på jagt efter noget ekstraordinært, for efter en succesfuld periode med blandt andet programmer som ‘Stjerne for en aften’, så det nu anderledes ud.

En større spareplan, som skulle koste 481 stillinger, blev varslet, og besparelserne ramte også underholdningsprogrammerne.

Samtidig havde den konkurrerende kanal med held overtaget markedsandele og ført an i seer- og talentjagten, når Bubber fredag efter fredag præsenterede ‘Scenen er din’, og kendte danskere dansede sig gennem rumba og tango i det evigt populære ‘Vild med dans’.

På DR sad daværende underholdningsredaktør Søren Therkelsen og DR1's chefredaktør Ulla Pors Nielsen og spekulerede over, om 'X Factor' var løsningen.

Programmet var et velkendt koncept, og nu var det igen i betragtning sammen med et andet talentprogram og et musicalprojekt.

- Lad mig sige det sådan her. Der var et andet bud. Et man ikke ville undre sig meget over, at DR sendte, og det var super interessant - men ingen ville hæve et øjenbryn over det. Jeg kunne godt lide begge to, men 'X Factor' var det, jeg var mest pirret af, men også mest nervøs ved, for det skulle have et gevaldigt vrid for at blive DR-egnet, siger Ulla Pors Nielsen.

‘X Factor’s succes var ubestridelig.

Men med den barske og umiddelbare bedømmelse af håbefulde deltagere i alle aldre, og kontante, konkurrerende dommere, der mundhuggedes for åben skærm, var det også et program, der skilte sig ud fra de sædvanlige underholdningsprogrammer på DR.

Det stærkt kommercielle koncept gav derfor anledning til dybe panderynker på public service-stationen, hvor den allerede velfunderede britiske kolos af en idolfabrik blev beskrevet som ‘meget udansk’.

Tvivlen hos de to DR-chefer fik dem til at inddrage mediedirektør Lars Grarup, og efter et par ugers diskussion blev beslutningen truffet: 'X Factor' blev DRs nye fredagssatsning.

- Da vi gik i X Factor-retningen, insisterede jeg på at ville forhandle med Fremantle i London for at sikre, at DR fik fjernet og redigeret alle de kommercielle og etiske dele af ud formatsaftalen. Alt det, der ikke var foreneligt med DRs public service-værdier, regler og retningslinjer, siger Søren Therkelsen, daværende underholdningsredaktør i DR.

Det blev afgørende at vride de stærkt kommercielle elementer ud af den britiske penge – og pr-maskine samtidig med, man stadig producerede et program tro mod formatet med det velkendte røde X.

Så justeringer som for eksempel at sikre en empatisk opsamling af alle deltagerne blev foretaget for at indkapsle den såkaldt helt særlige DR-tone.

Opgaven med at producere den danske udgave af 'X Factor' lå hos produktionsholdet på Blu, og engelske Fremantle sendte derfor et hold til Danmark for at lære dem, hvordan man laver 'X Factor'.

Fra begyndelsen blev der aftalt punkter, hvor den danske udgave adskilte sig fra originalen.

Hvor man i England havde fire kategorier: 'Grupper’ ‘25+’ og ‘Drenge’ og ‘Piger’ blev der i Danmark kun plads til tre kategorier: '15-24', '25+' og 'Grupper'.

Man forsøgte forgæves at få fjernet gruppe-kategorien, fordi man ikke var sikker på, at talentmassen i Danmark var stor nok.

Der var også ønske om at afvige fra kravet om, at hver dommer er bundet til en kategori, så de i stedet kunne få en deltager fra hver kategori.

Men også det blev afvist af Fremantle, der betragtede kravet som en af de nøgle-karakteristika, der adskiller ‘X Factor’ fra andre shows som for eksempel ‘Idols’ eller ‘Voice’.

Tidsrammen blev i den danske udgave skåret ned til en skarp en times-udsendelse i 13 uger frem for de 16 uger i originaludgaven, og som det helt centrale og måske årsagen til størst diskussion var sammensætningen af dommerpanelet.

Hos Blu vidste man, hvordan panelet skulle se ud. Man gik efter devisen ’en man elsker, en man hader, og en man kan identificere sig med’.

Det elskelige og identifikationen blev fundet i Lina Rafn og Remee.

Lina Rafn nød stor succes med Infernal og var den udøvende kunstner, der vidste, hvad det krævede at stå fremme på scenen, mens Remee var salgsmanden og sangskriveren.

Og så var der ham, man skulle hade.

Blu pegede på Thomas Blachman. Den provokerende avantgarde jazzmusiker, der ved flere lejligheder havde bevist, at han stod ved sine meningers mod og turde gå lidt længere end de fleste, når han åbnede munden.

Men på DR var man knap så overbevist om potentialet i Thomas Blachman, der allerede havde haft rollen som den hudløst ærlige dommer, der gang på gang slukkede stjernedrømme i 'Idols'.

- Jeg kæmpede en hel del mod Blachman, for jeg havde det sådan, at jeg havde set det før. Diskussionen for mig handlede egentlig mest om, at det ikke var nyt, ikke så meget, at han var skrap, det havde vi set på en anden kanal, siger Ulla Pors Nielsen.

Blandt alternativerne til den åbenmundede tidligere ’Idols’-dommer var musiker og tv-producent Nikolaj Steen, som var blevet bedt om at komme til casting af produktionsselskabet.

Selvom han havde svært ved at se sig selv i den sammenhæng, havde han med DR som afsender en fornemmelse af, at det kunne blive velproduceret, stort og spændende og lod sig overtale til casting.

På Blu nægtede Per Zachariassen dog at give sig, og efter en længere forhandlingsproces var tonen til sidst skærpet.

- DR blev ved at med at sige nej (til Blachman, red.), og så aftalte vi et allersidste møde. Henrik og jeg aftalte, at jeg ikke tog med, men jeg sagde til ham, at ‘Hvis du kommer hjem uden Blachman, gider jeg ikke at lave det her program’, husker Per Zachariassen.

Resten er historie.

- Hvis der findes en vinder af 'X Factor', er det Thomas Blachman. Programmet var jo ikke blevet det samme uden ham. Han fik - helt rigtigt set af producerne - rollen som den “onde”, siger Nikolaj Steen, der senere endte som hjælpedommer i en senere sæson af 'X Factor'.

I efteråret 2007 stimlede tusinder af håbefulde amatørsangere sammen til auditions i Aarhus og København, og alt imens på DR begyndte programmet at give ‘rumlen i maven’.

Der herskede ingen tvivl om, at man nu havde fuld gang i produktionen af program, der var markant anderledes end noget, man havde lavet før.

Der blev kæmpet for at finde den ‘rette tone’, og på Blu blev der klippet og gennemset adskillige programmer, helt bevidst og målrettet mod at gå lige til grænsen. Måske endda danse levende og elegant på den for at trække stregen ved mobning, når det gjaldt præsentationen af de mange større eller måske især mindre sangtalenter. Der skulle grines med og ikke af.

Inden første program overhovedet blev sendt var de politiske meldinger og efterfølgende kritik så småt begyndt at dukke op.

Det var oppe at vende at drøfte programmet med DRs bestyrelse, men det var blevet ved snakken. Valget var taget, og beslutninger om konkrete programmer var ikke noget, man skulle spørge en bestyrelse om lov til.

I stedet stod man i DR fast på, at man i samarbejde med Blu var lykkes med at gøre ’X Factor’ velegnet til en public service-kanal.

- Det var en meget politisk diskussion, og der var også et stort politisk pres, endda fra folk i vores egen bestyrelse, siger Lars Grarup, daværende mediedirektør, DR.

Som efteråret 2007 skred frem, gjorde de to landsdækkende tv-kanaler sig klar til den forestående kamp om seernes gunst fredag aften klokken 20.

Modstanderen til ’X Factor’ hed ’Varm på is’. På TV 2 satsede man nemlig på programmet, hvor kendte danskere skulle træne og konkurrere i kunstskøjteløb.

Variationen af ’Vild med dans’ gav 'X Factor'-producenterne sved på panden.

- Vi var bekymrede for, at de ville nappe alle seerne. Da vi så havde klippet første ’X Factor’-program var det hos medieforskning. De fortalte, at i løbet af programmet havde deltagerne i fokusgruppen været omkring hele følelsesspektret og både følt sig glade, sure, forargede og så videre.

- Det er åbenbart meget sjældent, at man kommer så vidt omkring i samme program, siger Suki Hanggard, producent på Blu.

Det første afsnit af ‘X Factor’ blev vist 4. januar 2008. Lidt over en million seere så med.

Straks efter fulgte den efterhånden velbeskrevede storm om både programmet og i særdeleshed Thomas Blachmans måde at forvalte sin dommerrolle på samt den tilbagevendende debat om public service.

Alligevel 2,2 millioner så med, da finalen blev sendt tre måneder senere.

Udover Italien og Storbritannien er Danmark det land, der har sendt flest sæsoner af det populære underholdningsprogram.

Ingen af de 27 deltagere, som har nået finalen herhjemme har dog nået samme succes som engelske Leona Lewis, der har solgt over 30 millioner kopier af sine plader, eller Cowells uangribeligt største kommercielle succes boybandet One Direction, der blev sat sammen tilbage i 2010.

Netop manglen på stjerner har også været en del af kritikken gennem årene. Og det tog da også otte år, før den første vinder af programmet, Martin Hedegaard, slog igennem som kunstneren 'Saveus'.

I programmet 'Martin uden X', fortæller han blandt andet, at han trods en pladeudgivelse og efterfølgende turné stadig mest var kendt som "ham fra TV".

- Jeg var jo sanger nu og musiker. Troede jeg. For det må jeg være ærlig at indrømme, at det troede jeg, jeg var. Men du finder jo ud af, at du ikke bliver en artist af at komme ud af 'X Factor'. Overhovedet ikke, lyder det i programmet.

Ifølge DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, har det dog aldrig været meningen at skabe store popstjerner.

- Det, der var missionen, var at skildre livet som popstjerne. Skildre de mennesker, der drømmer om livet som popstjerne. Vi har igennem alle ti år fortalt alle deltagerne, hvor svært det at slå igennem, og at 'X Factor' ikke er en badebillet. Der er ingen, der har troet, at de bare blive stjerner af at deltage.

I Danmark diskuteres det på tiende år, hvorvidt 'X Factor' egentlig hører hjemme på en public service-kanal. Senest har de kommende medieforligsforhandlinger fået flere politikere til åbent at efterlyse fornyelse hos DR.

I England lader man også til at have fået nok. Seertallene har været stødt faldende de seneste sæsoner, men alligevel er det lykkes Syco at indgå en ny kontrakt med tv-stationen ITV, som sikrer showet sendetid frem til 2019.

Og selvom DR skulle beslutte at droppe 'X Factor', kan man næsten være sikker på, at det ikke forsvinder fra Danmark, mener Lars Grarup, tidligere mediedirektør i DR:

- Det med at kunne samle alle danskere fredag, at finde de faste fixpunkter og nå en form for fælles tv-oplevelse, det er det, som er vigtigt for enhver tv-station. Og tro mig, hvis DR nogensinde ville smide 'X Factor', så ville TV 2 samle det op med det samme.