Det lignede ikke starten på noget som helst mysterium.

Faktisk lignede det mest af alt bare en ganske almindelig dag i bydelen Sædding fem kilometer nordvest for Esbjergs centrum. Skyet, koldt og en smule blæsende.

Inden for i Strandvejens Kiosk var der godt fyldt med handlende. Der var kø. Bagerst i køen stod en mand. Det var ham, som lige om lidt ville starte det hele. Gøre dagen til en, som indbyggerne i Sædding sent ville glemme. Som ville få de landsdækkende aviser til at skrive om ham, sætte det lokale politi på overarbejde og få hundredvis af danskere til at ringe til politiet og lade som om, de var ham.

Alt det anede han intet om. Det eneste, han vidste, var, at han skulle have sin Lotto-kupon tjekket. Men så var det, at der skete noget. Og manden havde pludselig ikke tid. Eller også gad han ikke vente. Eller han blev pludselig afbrudt.

Uanset hvad. Han lagde Lottokuponen på disken, bad kvinden bag den tjekke kuponen ved lejlighed, vendte sig om og gik sin vej. Han ville komme tilbage senere, sagde han.

Det gjorde han bare aldrig.

I stedet satte han gang i det mysterium, som i dag 16 år senere endnu ikke er blevet løst.

For dér på kuponen var nemlig de jokertal, som gav den helt store gevinst. 9,3 millioner kroner for at være helt præcis.

At vinde i Lotto er manges drøm. Hver uge køber omkring 800.000 danskere en lottokupon i håbet om den store gevinst. For tænk hvis du vandt, som sloganet lyder.

Men så igen. Tænk hvis du virkelig vandt. Og tænk hvis du havde lagt din kupon på en disk i en kiosk i Sædding for at komme tilbage senere og så glemme alt om det. Og - værst af alt - tænk hvis ingen troede på dig, når du så endelig kom i tanke om det og forklarede, at pengene var dine.

Det er sagen for Johannes Nielsen fra Sædding. Han mener selv, at han er den glemsomme Lotto-millionær, der indleverede kuponen med de 9,3 millioner kroner i gevinst på. Problemet er bare, at der ikke er mange andre end ham selv, der tror det. Og hvad gør man så?

For Johannes Nielsen er svaret simpelt. Man kæmper. Indtil man segner.

Johannes Nielsen sidder i sin sofa. Foran ham, på sofabordet, ligger papirerne. Der er mange af dem, de dækker næsten hele den lyse bordplade. Advokatskrivelser, korrespondancer med spilmyndigheder, klager til Danske Spil, opfordringer til folketingets ombudsmand om at gå ind i sagen. Al den slags.

Papirerne, der ikke er plads til på bordet, ligger i ringbindene, der står i reolen, eller i plastikkasser på gulvet. Johannes Nielsen har 10 af den slags ringbind. Det er sådan noget, man samler sig gennem årene, når man sådan kæmper for sine millioner, mener han.

De sidste 16 år har den 83-årige tidligere mejerist brugt knap 300.000 kroner på advokatsalærer i kampen for de 9,3 millioner. Det er mange penge, og det er ærgerligt, at det skal komme til det, siger han. Men det er endnu mere ærgerligt, mener han, at gå glip af de 9,3 millioner, som han betragter som retmæssigt sine .

- 16 år, det er sgu meget af ens liv. Men jeg er 100 procent sikker på, at det er min kupon. Og så kan det godt være, jeg er stædig, at jeg bliver ved med at kæmpe - det kan du snakke med min kone om - men retfærdigheden bør ske fyldest. Og jeg har retten på min side, det ved jeg, siger han.

Efterhånden er det blevet sådan, at det ikke engang er pengene, det handler om længere. Eller det er også pengene, selvfølgelig. Men det vigtigste er uretfærdigheden, sådan som Johannes oplever det. At han ikke får, hvad der tilkommer ham. At Danske Spil ifølge Johannes forsøger at snyde ham.

- De er fulde af løgn, dem, der har haft med det her at gøre. Tænk, at de kan køre sådan rundt med en sag, fordi det drejer sig om næsten 10 millioner kroner. De er ikke interesserede i at få sandheden frem, siger han.

Det kan godt være, det er 16 år siden, at Lottokuponen blev efterladt på disken i kiosken i Sædding, men Johannes Nielsen husker dagen, som var det i går. Han har fortalt historien om den så mange gange.

Det var aften, og Johannes havde hentet sit fireårige barnebarn, der skulle overnatte hos bedsteforældrene. På vejen tilbage til huset overtalte drengen sin bedstefar til, at de skulle købe lidt snoller. Så Johannes parkerede bilen og lod drengen blive tilbage i bilen, mens han selv løb ind i butikken og stillede sig i køen.

Da han nåede frem til kassen, lagde han sine tre gamle Lottokuponer på disken og købte en ny sammen med slikket, nu han alligevel var der. Men pludselig begyndte barnebarnet at skrige ude fra bilen, og inden Johannes fik tjekket kuponerne på disken, måtte han løbe væk, ud til drengen.

Det var, mens Johannes stod ude ved sin bil, at en mand fra køen kom løbende ud til ham. Der var gevinst på Johannes’ efterladte Lottokupon, sagde han. Men Johannes var forvirret nu, barnet skreg, og han kunne mærke, at han jo havde sin kupon i lommen. Han gik ud fra, det ikke kunne være hans, der var tale om.

Først da han kom hjem, kom Johannes i tanke om, at det jo var den nye kupon, han havde i sin lomme. Det var hans kupon, den, som manden snakkede om. Alligevel slog Johannes det hen. Det var nok bare en ubetydelig gevinst. Ikke værd at køre tilbage til kiosken efter.

Efter Lottokuponen i januar 2002 bliver efterladt på disken af den ukendte mand, tjekker den kvindelige ansatte i kiosken den. På sin skærm kan hun se, at der er mere end 9.999 kroner i gevinst på kuponen. Hun kontakter derfor Danske Spil for at få hentet kuponen, når ingen nu selv har henvendt sig om den.

Distriktschefen fra Danske Spil kører til kiosken, henter kuponen, sætter sig ind i bilen med den - og ringer til Danske Spils kundecenter. Han læser cifrene, der står i bunden af kuponen højt og får at vide, at der er 9,3 millioner i gevinst på den. Så bliver han stille.

Danske Spil har aldrig prøvet noget lignende. Aldrig ligget inde med en så stor, uafhentet præmie. Normalt, når der er uafhentede gevinster, ryger præmierne tilbage i en fond og bliver brugt til ekstrapræmier. Men efter at have overvejet det, vælger Danske Spil at give vinderen lidt tid til at melde sig. Det kan jo være, han dukker op af sig selv.

Der går et par måneder. Ingen henvender sig, hverken til Danske Spil eller til kiosken for at spørge efter en savnet Lottokupon. Så Danske Spil overvejer sagen igen.

De ved, at det vil være problematisk at gå ud i pressen med nyheden om den savnede millionær. På den anden side ligger Danske Spil inde med så mange detaljer om kuponen - hvor den er spillet, hvornår den er spillet og så videre - som kun vinderen vil kunne vide.

Så Danske Spil vælger at gøre det, at gå i medierne med historien den 17. marts 2002. Først allierer de sig dog med de lokale politimænd i Sædding - nærbetjentene John Holten Jørgensen og Leif Friedrichsen. Det kommer de to betjente hurtigt til at fortryde.

Johannes Nielsen havde egentlig glemt alt om Lottokuponen, han efterlod på disken, dengang, da hans barnebarn skreg fra bilen.

Men nu, da han hører om den ukendte Lottomillionær fra Sædding, bliver han pludselig overbevist om, at han er manden, alle leder efter. Tænk engang. Han er millionæren!

Johannes tager derfor til politistationen og forklarer, hvordan det hele hænger sammen. Men til hans skuffelse tror de to nærbetjente ikke på ham. De er ikke overbeviste om, at han er manden, de leder efter.

Sagen er, at der er mange, der har lignende historier. Om hvordan de pludselig fik travlt der foran disken og skyndte sig ud uden liiiige at få tjekket kuponen. Pokkers ærgerligt, synes de, nu de sådan tænker tilbage på det.

Flere hundrede mennesker har ringet til både Danske Spil og de to nærbetjente - og ikke bare fra Esbjerg-området, men fra København, fra Sorø, fra hele landet. Alle har de en forbindelse til kuponen fra Sædding, mener de.

Opmærksomheden bliver ikke mindre massiv af, at alle de landsdækkende dagblade, nyhedsudsendelserne og formiddagsaviserne kaster sig over historien. Den er for god til ikke at dække tæt. Et eller andet sted går der en mangemillionær rundt uden at være klar over det. Wow.

TV 2 er alligevel det medie, der gør mest ud af sagen. De lader en clairvoyant beskrive vinderen. Ifølge ham har vinderen høje tindinger, store øjenbryn og “godt nok lidt af en øreflip.”

TV 2 får endda tegnet en fantomtegning af den ukendte vinder ud fra clairovyantens beskrivelse, men lige lidt hjælper det. Den rigtige vinder melder ikke sig selv.

At Johannes Nielsen bliver afvist af nærpolitiet i Sædding, tager han dog ikke alvorligt. Han er skuffet, ja. Men give op? Aldrig. I stedet tager han sagen i egen hånd og hyrer en advokat.

Advokaten gør sit bedste for at hjælpe Johannes nærmere millionerne, men vælger efter et par år at opgive sagen. Han tror ikke på, det kan lykkes længere. Johannes hyrer derfor en ny advokat. Og da den advokat også opgiver sagen, hyrer han en tredje. Og så er det, at der sker noget, ifølge Johannes.

De to kommer nemlig i tanke om noget vigtigt. Et skudsikkert bevis, kan man faktisk godt kalde det, hvis man spørger Johannes.

Dengang, da medierne første gang gik ud med historien om Lottomillionæren, fortalte de nemlig noget afgørende. De fortalte, at der på Lottokuponen var et kendetegn, som kun den rette vinder kunne kende til.

- Efter den udtalelse der, så kunne jeg altså ikke slippe det, fortæller Johannes.

- Jeg har altid mærket mine kuponer med mine initialer. For når jeg kommer ind og og får en kupon tjekket, så kan jeg da ikke se, om hun (den kvindelige ansatte, red.) lægger den til side og giver mig en anden kupon. Derfor mærkede jeg dem altid.

Men Spillemyndigheden - en styrelse under Skatteministeriet, der skal sikre et ordentligt spilmarked i Danmark - er ikke overbeviste på trods af Johannes’ og advokatens beskrivelse af det særlige kendetegn.

“De oplysninger, som du er fremkommet med i klagen, er ikke tilstrækkelige til, at det er dig, der er den rette gevinstmodtager,” står der i det svar, som Johannes modtager.

Alligevel stopper det ikke Johannes. Han vil i retten og tvinge Danske Spil til at lægge kuponen frem for at se, om den virkelig ikke skulle være mærket med initialerne JN.

Da sagen kommer for byretten i 2009, får Johannes imidlertid ikke tilladelse til at se kuponen - og heller ikke, da han anker dommen til landsretten. Får han kuponen at se, vil kendetegnet ikke længere være hemmeligt, og alle og enhver vil kunne finde frem til det og proklamere, at netop det kendetegn er deres, vurderer retten.

Den afgørelse frustrerer Johannes.

- Jeg ved, det er min. Og at den er mærket på den måde. De (Danske Spil, red.) er jo ikke interesserede i at få sandheden frem, for hvis sandheden skal frem, så læg dog den kupon frem. Så kan de se, at de initialer er der.

For udenforstående kan det måske virke mærkeligt, at Johannes ikke bare kan give slip på drømmen om Lottomillionerne. Indtil videre har han betalt omkring 290.000 kroner i advokatsalærer - bare for at blive afvist.

Endnu mere mærkeligt kan det virke, når man kigger nærmere på Johannes Nielsens historie. For der er noget, der virker mærkeligt. Som ikke helt giver mening.

For det første er der det med datoen. Danske Spil ved, at Lottokuponen blev indleveret til Strandkiosken i Sædding den 10. januar 2002. Men det er ikke den dato, som Johannes Nielsen angiver.

Han fortæller, at han indleverede Lottokuponen med de mange millioner på den 3. marts - altså længe efter, den rigtige kupon ifølge Danske Spil blev efterladt ved disken. Samtidig afleverede Johannes den slet ikke i Strandvejens Kiosk, hvor vinderkuponen ellers blev indleveret - men i Søstjernen Supermarked i Sædding, to kilometer fra Strandvejens kiosk.

Johannes kalder selv uoverensstemmelserne for “en gåde.” Men han har alligevel en mulig forklaring. Det drejer sig om manden, der kom løbende ud fra Søstjernen Supermarked for at fortælle Johannes, at han havde vundet.

Det må være ham, der har nuppet den. Og bagefter må han have kørt til Strandvejens Kiosk - for så at efterlade Lottokuponen på disken, ligesom Johannes selv var kommet til.

- Det kunne jeg tænke mig, han har gjort, siger Johannes.

Inden for psykologien findes der et begreb, der hedder bekræftelsesbias. Kort fortalt handler det om, at vi mennesker nogle gange vælger at overhøre eller ignorere information, der modsiger den historie, vi ønsker at tro på. At vi i stedet godtager information, der understøtter historien. Og det er ikke unormalt.

Forskning viser, at rigtig mange af os er tilbøjelige til at tilpasse erindringer, så de passer bedre til den historie, vi gerne vil fortælle.

Det kan være nærliggende at tro, at det er det, som Johannes Nielsen er ramt af.

Det er ikke til at vide. Måske er der også sket det usandsynlige, han beretter om.

Selv kan Johannes godt forstå skeptikerne. Lidt. For Johannes har godt hørt om det, som psykologerne snakker om. Og det giver god mening, det er ikke det, siger han.

Det er bare ikke noget, han kender til, endsige lider af. Han er vinderen, længere er den ikke. Og han ved godt, det lyder usandsynligt, men hvad kan man gøre ved det, når det nu er sandt?

- Jeg har ikke prøvet at lave noget fup. Jeg har fortalt sandheden, siger Johannes.

Men én ting er i hvert fald sikkert. Alle kan ikke have ret i deres historier.

For det er ikke kun Johannes, der her 16 år efter Lottosedlen blev efterladt, stadig kæmper for den. Der er flere, der mener, at netop de er ejeren af millionerne, og som har brugt årevis på at forsøge at bevise det - indtil videre forgæves. Og de kan jo af gode grunde ikke alle have afleveret vinderkuponen.

Udover Johannes Nielsen er der især fire andre mænd, der har kæmpet hårdt for at blive anerkendt som Lottokuponens rette ejermand.

De ønsker alle pånær en enkelt at være anonyme, for det er ikke sjovt at være en ikke-anerkendt Lottomillionær, der kæmper for sin gevinst. Folk dømmer dem. Og griner. Og tænker, om de helt ærligt ikke har noget bedre at tage sig til end at bruge så mange år på sådan noget fantasteri.

Danske Spil tror heller ikke på en eneste af dem - de har afvist dem alle, ligesom de har gjort med Johannes. Men ligesom Johannes stopper det dem ikke, for hvordan kan man bare komme videre og glemme sådan noget, når man nu ved, at man har vundet den store gevinst? Svaret er simpelt. Det kan man ikke.

Når Johannes Nielsen hører om de andre mænd, som også er overbeviste om, at de er de retmæssige ejere af de 9,3 millioner kroner, er der kun én ting at gøre.

At ryste på hovedet.

“Bevar mig vel,” tænker han så.

Om noget får de andre kuponjægere ham kun til at kæmpe hårdere. For Johannes har ikke tænkt sig at give op. Det var derfor, han henvendte sig til en journalist fra JydskeVestkysten sidste sensommer for at fortælle sin historie endnu engang. Og så skete der noget. Igen.

I forbindelse med artiklen om Johannes sagde en talsmand fra Danske Spil til JydskeVestkysten, at de var villige til at udbetale de 9,3 millioner kroner, hvis den rette vinder dukkede op. De var altså villige til at se bort fra den forældelsesfrist, som ellers har gjort Lottokuponen ugyldig siden 2003 - også selvom man skulle kunne bevise, at man var dens ejer.

Artiklen førte til en voldsom fornyet interesse. I dagene efter henvendte mere end 200 mennesker sig til Danske Spils kundeservice i håbet om at kunne overbevise om, at netop de var den retmæssige ejer. Godt nok har Danske Spil sidenhen trukket i land og forklaret, at udtalelsen var en fejl. Der er ikke noget at komme efter - sagen er lukket, og kuponen er for længst forældet.

Men det er helt lige meget, hvad Danske Spil siger, mener Johannes. Udtalelsen gælder, de må punge ud. Ordet må stå ved magt. Og Johannes har absolut ingen intentioner om at give op.

For igen - den har ændret sig, den her sag. Det handler ikke bare om pengene, det handler om at blive anerkendt, om at få ret. Og om at få Danske Spil til at lægge Lottokuponen frem, så det kan blive afgjort, hvem der har ret.

Så Johannes kan se, at det er hans kupon med hans initialer, sagen har drejet sig om i alle de år. Eller han kan se, det ikke er og komme videre.

- Min kone er da træt af det. Hun siger, jeg skal give op. Ikke tale om! Jeg vil aldrig opgive, jeg kunne aldrig drømme om at droppe den sag. Det er ikke en mulighed. De kan bare vise mig den kupon, og så er jeg færdig med det. Det er min, ingen tvivl om det. Men læg den frem, så alle kan se, at de initialer er der, siger han

Indtil det sker, bliver Johannes ved. Han fortsætter med at fortælle sin historie til journalister, og han fortsætter med at prøve at få Danske Spil til at vise ham den kupon.

Sker der ikke noget ad den vej, er han klar til at fortsætte ad rettens. Endnu engang. Så gælder det Højesteret. Johannes Nielsen giver aldrig op.