En usynlig sygdom har sneget sig ind i familien Grønborg Hansens liv i den gule murermestervilla midt i Odense.
Til at begynde med gjorde sygdommen ikke noget særligt væsen af sig, men med årene blev det mere og mere tydeligt, at den var flyttet ind i husets eneste mandlige beboer, Jens.
En gang imellem stak den sit hoved frem og fik Jens til at glemme sine nøgler, aftaler og at have omtanke for sin hustru, Anne, og deres døtre, Rebecca og Sarah Olivia.
Jens’ kolleger på Odense Universitetshospital så også glimt af sygdommen, der gjorde den ellers garvede anæstesilæge mere og mere forvirret.
Til sidst viste sygdommen sig så ofte og så tydeligt, at den kunne få et navn: Alzheimers.
En uhelbredelig diagnose, der dækker over den mest udbredte demenssygdom i Danmark, og som omkring 50.000 danskere lever med.
Dette er Jens’ historie om langsomt og ensomt at glide ind i en verden af glemsel. Men det er også Annes historie om at se sin livsledsager visne bort, mens hendes eget liv fortsætter. Og Rebeccas og Sarah Olivias historie om gradvist at blive glemt af deres far.