Nikolai hiver billedet ned. Det er det eneste, der hænger på væggen, en foræring fra en ekskæreste. Et kvindeansigt med rød læbestift på underlæben i sort-hvid silhuet.

Han har pakket alt andet ned, møblerne, skolebøgerne, tøjet - alt hvad man samler sammen, når man er 22 år og bor alene i en 100 kvadratmeter stor lejlighed i Randers.

Nu mangler han bare at male og gøre rent, så er han færdig. Lejligheden er allerede sagt op. Studiet på universitetet i Aalborg er han også droppet ud af. Sådan har han valgt det.

Det kan godt være, at de fleste er ellevilde med at bo alene og leve det vilde ungdomsliv, men sådan er det ikke for Nikolai. Han vil hjem til sin mor. Han har faktisk ikke noget valg, synes han.

Han skal redde sine forældres livsværk. Hele parkens fremtid afhænger af Nikolai.

Da Nikolai Ankergren var 22 år, døde hans far. Pludseligt. Han havde været syg af kræft i fem år, men Nikolai anede ikke, det stod så slemt til. Han vidste ikke, at det overhovedet var en mulighed, at han kunne dø.

Nikolaj skyndte sig at flytte hjem til sin mor bagefter. Til maj er det tre år siden. Og Nikolai er her stadig. Han flyttede aldrig tilbage til Randers eller færdiggjorde datamatikeruddannelsen på Aalborg Universitet. I stedet blev han i sit barndomshjem og hjælper fortsat med at drive forældrenes livsværk, Odsherred Zoo Rescue - en zoologisk have og et redningscenter for truede og eksotiske dyr.

Nikolaj står typisk op klokken fem hver morgen, trækker i den sandfarvede dyrepasseruniform og tager en runde hos alle dyrene. Han kender dem så godt efterhånden, at han kan gå forbi et anlæg med 200 dyr og ud af øjenkrogen få øje på den, der lider, siger han.

I løbet af dagen hjælper han med alt fra fodring til rengøring. Og så står han for at markedsføre parken, så folk får lyst til at komme på besøg.

Men det er ikke nok, ikke i længden. For det går ikke godt med Odsherred Zoo Rescue, det har det ikke gjort længe. Og ændrer det sig ikke, kan det ende med en konkursbegæring.

Det er derfor, Nikolai har en plan og en drøm – og i øjeblikket bruger han al den tid, som arbejdet i parken ikke kræver, på at realisere den.

Planen kan virke vild, måske endda urealistisk. Nikolai ved det godt, han er bare ligeglad. Han er nemlig overbevist om, at det kan lade sig gøre. For Nikolai har opfundet et mobilspil, og hvis alt går, som det skal, bliver det verdenskendt og millionindbringende.

Alle pengene skal gå til velgørenhed rundt omkring på kloden. Men først og fremmest vil han redde Odsherred Zoo Rescue og skabe Europas største redningscenter for truede dyr lige her i Asnæs.

Hvis nogen havde sagt til Nikolais forældre 25 år tidligere, at de ville gøre en zoologisk have til deres levevej, ville de have grint. Højt. De boede på Frederiksberg, og det var hele deres liv.

Det var her, Nikolai blev født og her, de havde deres eget reklamebureau. Bakkehuset Reklame. Jørgen Ankergren var reklamefotograf og lavede pladeomslag til kendte musikere, blandt andre Tommy Seebach, Brødrene Olsen og Gustav Vinkler.

Men allerede da Nikolai var en lille baby, skete der noget. Han blev syg. Forureningen fra storbyen satte sig på hans lunger, så han hostede og fik lungebetændelse. Men når den lille familie tog op i deres sommerhus i bakkerne i Ordrup, forsvandt symptomerne.

Det var al den friske luft, der gjorde, at de endte med at flytte permanent på landet – dengang var Nikolai seks år. Faren pendlede i begyndelsen frem og tilbage mellem landet og storbyen, men så åbenbarede en oase på 15 tønder land sig for dem, og det ændrede familiens liv.

En dyrepark blev sat til salg, og det prikkede til Jørgen og Joans fælles passion for dyr, så de sparede op og solgte, hvad de ejede i København. Inden længe havde de til en udbetaling, og i 1999 fik dyreparken nye ejere.

Empatien er den værdi, der har omsluttet den zoologiske have fra begyndelsen. Joan Thygesen og Jørgen Ankergren kiggede på individet i dyret og havde ingen ambition om at udstille pragteksemplarer som i en traditionel zoo. Der var - og er stadig - plads til både skavanker, sårede vinger og dyr, der kommer fra forsøgslaboratorier.

Derfor har parken gennem årene modtaget dyr fra Falck, Dyrenes Beskyttelse, privatpersoner og fra forskellige redningscentre i Europa.

Typisk har Odsherred Zoo Rescue selv måtte betale for transporten af dyrene, for nye anlæg og for medicin, og det har tæret på økonomien – samtidig med at dyrebestanden er steget.

Sjældne og eksotiske dyrearter fylder meget, og parken tæller i dag 600 dyr fordelt på mere end 120 arter. Alt fra krybdyr til kattalemurer og heste. Aber er der flest af, hele 15 forskellige arter – cirka 80 i alt. Gibbonaben Carlos er én af dem. Familien flaskede ham op, fordi moren ikke ville tage sig af den. Nu har de haft ham i otte år, og for Joan er det hendes andet barn. Og Nikolais lillebror.

I 2013 valgte Jørgen og Joan officielt at lave parken om til et redningscenter, det første og eneste i Danmark, for bedre at kunne søge økonomisk støtte.

For familien udgjorde en ’two-man-army’. Når der skulle tages billeder, graves et hul eller bygges et anlæg, så var det Jørgen eller Joan, der gik i krig.

Til sidst druknede de i det, de døjede med dårlige lån og svingende besøgstal. Private sponsorer reddede parken gang på gang – og selv da de i 2014 lavede den konkurstruede park om til en fond og skaffede en million kroner på en uge, gjorde det dem ikke økonomisk trygge.

Det er de ikke nu, i hvert fald. Det står skidt til igen, for Jørgen mangler på snart tredje år. Hvis parken skal overleve, skal der findes en løsning. Nikolajs spil skal blive færdigt. Og en succes. Gerne hurtigt.

Idéen til spillet fik Nikolai et par uger efter farens død. Den kom til ham lidt ad omveje.

Det startede med, at han overtog farens kontor. Og satte sig til at se alle hans videoptagelser fra parken igennem. Der var fra 17 år, så det tog noget tid. To uger for at være præcis. Det føltes terapeutisk, syntes Nikolai, det fik ham til at slappe af sådan at lukke sig inde foran skærmen, han følte sig fri for stress og angst.

Så gik han igang med at redigere i nogle af videoklippene. Han ville lave korte fortællinger om livet i Rescue zoo’en, promovere parken. Måske kunne det skabe noget kærkommen omsætning, tænkte han.

Nikolai fik gejst til at lave flere videoer. Han ville fortælle om parken på sin egen måde, fortælle om dyr, computerspil og om Odsherred zoo. Der skulle være mange seere til det, og på sigt skulle annoncer generere indtjening.

Så Nikolai hængte et kæmpestort stykke fotopapir op i kontoret, tre gange tre meter. Så kunne han lave fiktive baggrunde, så det lignede, at han sad ude i parken, når han optog sine videoer.

Det startede egentlig også ok. Nikolai sad og snakkede om computerspil og dyr med papegøjen Aijo som selskab, mens han filmede til livestreamingtjenesten Twitch. Der var mange, der så på, og fordi interessen var stor, lavede han også videoer til sin YouTube-kanal og oprettede en Instagramprofil.

Men så var det, at han fik en - synes han - endnu bedre idé. Idéen til sit mobilspil. Det var en aften, efter han havde filmet til YouTube.

Han havde læst en artikel, der handlede om, at spilkonceptet ’Endless Runner’ - hvor en figur løber på en bane og skal flytte sig fra forhindringer og samle point undervejs - er den mest downloadede spiltype i verden.

Den information plantede et frø. Nikolai var målløs over, at det mest downloadede spilkoncept var et, hvor der ikke var udviklet en multiplayer-funktion. Altså hvor man kan spille to og to og eksempelvis duellere mod sine venner.

“Det laver jeg! Det er det, vi gør, tænkte Nikolai.

På den måde kunne Nikolais talent for at programmere og spiludvikle for alvor komme til sin ret, mente han - samtidig med at han kunne redde parken.

Nikolai begyndte straks at designe en tegneserieverden, som skulle forestille parken, han er vokset op i. Han brugte al sin ledige tid på det, så snart, han var færdig med at hjælpe til med dyrene, satte han sig foran sin computer og programmerede.

Ofte arbejdede han også om natten, fordi han kom i kontakt med en programmør fra Australien, der gerne ville hjælpe ham med at udvikle multiplayerfunktionen.

Det blev faktisk hele hans liv, spillet. Han tænkte ikke på andet end det og så dyrene i parken. Det var heller ikke fordi, han havde så meget andet at bruge sine timer på.

Vennerne forsvandt lige så stille - de orkede ikke rigtig at lytte på ham, når han hele tiden snakkede om spillet og om alt, hvad det skulle kunne. Så nogle gange følte han sig ensom. Men så kastede han sig bare over programmeringen med endnu større iver. For pyt med alt det andet. Det var spillet og kun spillet, der var det vigtige lige nu.

Spillet kaldte - og kalder - Nikolai ’Rescue Wars Online’. I det er man en teddybjørn, der løber rundt i parken blandt alle dyrene. Som spiller skal man gennemføre forskellige baner, mens man konkurrerer mod en anden bjørn, der bliver styret af en anden spiller. Undervejs samler man bomuld og honning for at reparere bjørnen, der går i stykker, mens man løber.

Til at begynde med var spillet kun tiltænkt at skulle hjælpe den zoologiske have med at få en god økonomi. Det ændrede sig, da et serverfirma, som den australske programmør fandt frem til, fik øjnene op for idéen. GameSparks hedder det.

De elskede Nikolais idé. Og særligt planen om at lade 100 procent af spillets profit gå til velgørenhed.

Langsomt begyndte andre i udlandet også at lægge mærke til Nikolai og ’Rescue Wars Online’. Han blev invitereret med til spilmesser rundt omkring, i Sverige, England og Finland, alle mulige steder, hvor han kunne promovere sit spil.

I klippet herunder fortæller Kevin Robertson, der er chef for forretningsudviklingen hos GameSparks i Nordamerika, hvorfor, han mener, Nikolais spil har stort potentiale.

Indtil videre har Nikolai brugt omkring 350.000 kroner på at udvikle spillet og lønne sine samarbejdspartnere. Interessen fra udlandet gør, at Nikolai har fået større ambitioner. Han vil lave noget, der vedkommer hele verden.

Derfor planlægger han - når spillet har tjent nok penge til redningscentret i Odsherred - at hjælpe andre projekter rundt om i verden. Samtidig vil han lave temaet om i spillet, så det afspejler det projekt, det støtter.

Hvis spillet skal støtte en fond, der bygger en skole i Nepal, kunne figuren i spillet for eksempel løbe rundt i Nepal. Globussen på billedet herunder kommer ifølge Nikolai til at være fyldt med knappenåle de steder, hvor spillet har været med til at redde en lille flig af verden.

Der er dog bare et problem. Eller måske nærmere et spørgsmål. For hvad hvis det ikke lykkes? Hvad hvis der hverken bliver reddet skoler i Nepal eller redningscentre for dyr i Danmark? For hvorfor skulle det egentlig lige være Nikolai, der formåede at lave det næste store spil-hit på størrelse med Candy Crush?

At Nikolai drømmer stort, det ved han godt. Han spejler sig i de helt store spillere som Bill Gates og Apple. Og man kan sagtens sige til ham, at det er et longshot. At han, en 24-årig, hjemmeboende, dansk fyr uden en gymnasieeksamen, højst sandsynligt ikke bliver den næste Bill Gates. Eller bare noget, der ligner.

Det er der faktisk mange, der har gjort.

Men Nikolai er ligeglad. Han ved, han kan nå sin drøm, siger han. Hans forældre opdagede hurtigt, at han har hovedet godt skruet på. Derfor sendte de ham på en skole for særligt begavede børn. Mentiqa. I den periode havde han 100 kilometer hver vej, når han skulle i skole.

Som 17-årig vandt han en iværksætterpris på 20.000 kroner. For de penge skulle han starte en aftenskole, hvor han underviste unge i at lave spil.

I starten var der 12 unge, som mødtes to gange om ugen i et lokale over Vig Bio. De drømte om at udvikle deres eget online rollespil a la ’World of Warcraft’. Nikolais store ønske med undervisningen var at møde nogen, der var lige så dedikerede, som han selv var.

Nikolai fik godt nok aldrig færdiggjort en gymnasial uddannelse, da iværksætterprojekter stod i vejen. B Web Star, et online talentshow lidt ligesom The Voice, var et af hans store projekter, der spændte ben.

Han brugte al sin tid på det og troede, at det ville være dét, der skulle starte hans karriere sådan rigtigt. Han fik endda masser af hjælp af et investeringsfirma, og 2,5 millioner kroner var på spil.

Men desværre endte det med afslag. Senere fik han job som spiludvikler hos et spilfirma i Aarhus, og han kom ind på datamatikeruddannelsen på baggrund af sin erfaring. Indtil det med faren skete, og han flyttede hjem igen.

Men det er lige meget, alt det med uddannelserne eller manglen på dem. Det er slet ikke det, det handler om.

For Nikolais problem er lige nu, at han har svært ved at finde investorer, der vil støtte hans projekt, uden de skal have procenter af indtjeningen, når spillet udkommer som en app, man kan downloade.

Og imens han venter på, at de rigtige henvender sig, løber tiden, og situationen i parken er ved at spidse til. Besøgstallene er meget svingende, og det er ikke godt for en i forvejen stram økonomi. Det er ved at være kritisk.

Nikolai har ellers været i dialog med firmaer som AppStart, som er en service til nye spiludviklere, om et muligt samarbejde. Men Nikolai kunne ikke sælge ud, gå imod sine egne værdier. For spillet skal være non-profit. 100 procent skal gå til velgørenhed, sådan er det bare.

Så derfor må han gøre det alene og i samarbejde med de mennesker, der hjælper ham uden at forvente payoff, når spillet endelig engang bliver den økonomiske succes, som Nikolai regner med.

Desværre går det hele langsommere på den måde, uden investorerne. Nikolai mangler for eksempel stadig at lave parken i 3D, og det kræver, at han har råd til at ansætte dygtige folk, der kan finde ud af det.

Han er derfor begyndt at gå nye veje. For eksempel er han begyndt at samarbejde med Twitch og skal blandt andet lave et show, en slags velgørenhedsaften, der skal vare 12 timer. Her håber han på at få samlet en masse penge ind til mobilspillet og parken.

Han har også lavet et andet spil, et der er lettere at lave og som ikke er et endless runner-spil. Det er snart klar til at komme i App Store. Det er også nonprofit – selvfølgelig – og han håber, at det kan generere så mange penge, at han kan få gjort Rescue Wars Online færdig.

Der er bare det med tiden. Det hele må gerne gå lidt hurtigere, så hans spil kan blive det nye verdenshit. For Nikolai står stadig op klokken fem hver morgen - når han da ikke har programmeret hele natten - trækker i den sandfarvede dyrepasseruniform og tager sin runde. Han sparrer med sin mor om dyrene, han bruger så meget tid her i parken.

Men han tænker nogle gange, hvor længe det kan blive ved. Om det kan blive ved. Om spillet når at blive klart, før det er for sent. Det skal det blive. Så det ikke bliver for sent for Odsherred Zoo Rescue. Og så han kan lave Europas største redningscenter for truede og eksotiske dyr.