I en hjørnevilla i Mosul ventede en teenager. Han ventede så længe, at han næsten blev skør.

Ahmad barrikaderede sig på sit værelse på førstesalen og pressede høretelefonerne i ørerne. Den amerikanske singer-songwriter Lana Del Rey sang 'Born to die' med en stemme, der førte Ahmad ind i en anden tid, hvor hans liv ikke var besat af terrororganisationen Islamisk Stat.

Dengang skolen ikke var omformet til jihad-propaganda, og hvor familiens parabolantenne ikke var konfiskeret af IS’ moralpoliti.

“Sometimes love is not enough and the road gets tough, I don't know why, keep making me laugh, let’s go get high,” sang hun.

- Musikken fik mig til at glemme, at jeg eksisterede i dette liv, fortæller Ahmad.

Selv kalder han tiden med høretelefonerne presset mod ørerne, alene på værelset for ”tre års intethed.” Han ventede så længe i uvished og terror, at han i dag som 17-årig ikke erindrer sit liv, før det blev indtaget og forandret af Islamisk Stat, da han var blot 14 år.

- De værste ødelæggelser er ikke ruinerne. Det er inde i os, min generation. Tre år uden skole, hvor jeg og de fleste andre bare sad derhjemme. Det er de virkelige skader efter IS og krigen, bemærker han.

Jeg er rejst fra nord til syd i Irak for at møde nogle af de teenagere, der tilhører generationen født i årene omkring 2001; i den tid, hvor terrorangrebet 11. september i USA satte en ny dagsorden i det meste af verden.

I Irak lever befolkningen stadig i konsekvenserne af angrebet, og landets Generation 9/11 er vokset op i de voksnes krige og konflikter, som fulgte i kølvandet på det efterår.

De unge befinder sig nu på grænsen til voksenlivet – mange af dem har allerede levet en barndom i de voksnes konflikt.

Ifølge FN’s Udviklingsprogram er omtrent halvdelen af Iraks befolkning børn og unge under 19 år. Jeg har mødt tre af dem, der udgør Iraks fremtid.

Poeten Ahmad fra den nordlige by Mosul. Balletdanserinden May på 16 år fra Bagdad. Og Sajad på 17 år, der bor på landet i marsken i det sydlige Irak, hvor han passer vandbøfler. Deres liv er vidt forskellige, men de deler samme skæbne.

De sorte jeans smyger sig om Ahmads tynde ben, der er så lange, at bukserne virker en anelse for korte. Huen med små, sorte kranier er trukket ned over det halvlange hår.

Vintermorgenerne i Mosul er kolde. En damp stiger op fra overfladen af Tigris. Floden, der strømmer gennem den by, hvor Ahmad blev født, og videre hele vejen gennem Irak.

Disen indhyller den ene af Mosuls broer, der forbinder byens øst og vest. Broens vejbane stopper brat, skråner og ender i floden, bombet af den internationale koalition under krigen. Håndværkere svejser og er i færd med genopbygningen. Infrastrukturen kan jo genskabes, bemærker Ahmad.

Anderledes ser det måske ud med Mosuls sjæle.

Ahmads familie blev boende i hjørnevillaen, da Islamisk Stat indtog Mosul i juni 2014. Fra sit værelse så han røgen stige til vejrs, da IS satte ild til hans kristne nabos hus. Og da Ahmads ven åbnede en dør, sprængtes en mine, der forbrændte og dræbte ham.

Indeni føler Ahmad sig også forbrændt. Selvom Islamisk Stat snart har været fordrevet fra hans kvarter i Mosul i et år, vakler sindet som den ranglede krop, der ikke kan finde sig tilpas.

- Jeg har mistet afgørende år af mit liv. Og jeg er bange for, hvad det gør ved mig og min fremtid, fortæller han, mens han ryger vandpibe på en nyåbnet cafe.

Et ungt par dater og drikker te i hjørnet. Nogle gutter spiller pool, og Ahmad har travlt med at gøre alt det, der var forbudt i næsten tre år. I en spillebule sidder han foran de ældre computere og råber mod krigsspillet Call of Duty med en gruppe knægte.

- Det er The Marines mod terroristerne, griner han.

Ahmads skole er også genåbnet - nu uden IS-pensum og våbentræning. Men han kommer der sjældent. Det kan ikke betale sig, selvom han er to år bagud. Han har sprunget to klassetrin over, hvilket i Danmark svarer til, at han er hoppet direkte fra niende klasse til 3.G.

- Vi er forsinkede og har derfor droppet to klasser og skyndt os videre, så vi ikke først bliver færdige med skolen, når vi er 20. Det er jo næsten umuligt at følge med. Men det er faktisk det mindste problem lige nu, siger han.

Indtil for nylig delte han klasseværelse med 99 andre elever. De er nu blevet splittet i to klasser med 50 elever i hver.

- Der mangler lærere, der mangler bøger. Efter klassen blev delt, er der sjældent en lærer, for han kan ikke være i to klasser på én gang. I flere fag har jeg end ikke åbnet en bog, for jeg har ingen. Og om lidt skal vi til halvårseksamen. Jeg er begyndt at studere derhjemme. Ingen kan få ørenlyd i skolen.

Og så er der det med Lana Del Rey. Og Beethovens måneskinssonate. Og Metallicas 'The Unforgiven'.

Ahmad ånder med musikken i ørerne - som han stadig forsvinder ind i, mens han skriver digte. Om et deprimeret menneske, der mest sad indendøre i tre års intethed. Han siger det ikke højt til andre. Men poesien handler om ham selv.

Som han skrev, dengang IS kontrollerede hans kvarter, og det eneste sted, han søgte hen - som stadig var åbent og tilladt - var flodbredden ved Tigris:

“Her er jeg,
eller var,
ikke længere eksisterende.
Her er daggry, her er distancen.
Vi er opbrugte, min ven, vi er her ikke længere.
Trætte blev vi, og skyllet væk, og knust,
… alt har sin tid.”

Mens Ahmad, May og Sajad var helt små i 2003, forandrede invasionen Irak og deres livsbane.

Invasionen var, ligesom det militære indtog i Afghanistan i 2001, en direkte konsekvens af 9/11. På hvad der senere viste sig at være falsk grundlag, gik også Danmark med i krigen i Irak med den antagelse, at Iraks diktator Saddam Hussein stod i ledtog med terrornetværket al-Qaeda og var i færd med at producere masseødelæggelsesvåben.

Disse blev aldrig fundet, og invasionen igangsatte en voldsspiral, der stadig ikke er afsluttet.

Saddam Hussein blev sat fra magten, og op gennem nullerne rasede Irak-krigen. Landet befandt sig i perioder på randen af en borgerkrig.

Likvideringer, terrorangreb, kidnapninger, korruption, magtkampe og ukontrollerede militser ødelagde Irak. Fremvæksten af terrorgruppen i dag bedst kendt som Islamisk Stat blev med tiden resultatet.

Databasen Iraqi Body Count har dokumenteret mere end 200.000 civile dræbte siden invasionen. I 2017 er der optalt indtil videre over 13.000 civile tab - de fleste i offensiven mod IS i og omkring millionbyen Mosul.

Det er i den verden, de unge lever deres teenageliv og skal forsøge at finde et holdepunkt i tilværelsen.

Tigris slynger sig fra Mosul gennem ørkenlandskabet mod Bagdad, hvor floden slår syv, bløde buer, inden den flyder videre mod syd.

Unge kajak-roere træner mod og med strømmen i håbet om at kvalificere sig til OL, fiskere sætter garn, og forlystelsesparken med pariserhjulet lyser op hen under aften.

Om morgenen og eftermiddagen krydser May floden over én af broerne i skolebussen. Hun lægger ikke mærke til vandet. Det er midt i myldretiden, og bussen er proppet med hendes kammerater, der bliver samlet op på vejen til skolen og må sidde på lårene af hinanden.

May trækker et lyserødt etui op fra tasken. Hun holder det foran sig og studerer sit knuste spejlbillede gennem revnerne i det medtagede lommespejl.

Den daglige timelange køretur mellem hendes hjem og Skolen for Musik og Ballet er en evig påmindelse om dengang, en kiste ankom i skolegården.

- Vi mistede en elev på vej hjem fra skole. Han blev slået ihjel af en bombe. Der er jo angreb hele tiden, og alt kan ske. Folk kan dø foran dig. Siden jeg blev født, har det været sådan, siger May.

- Jeg var lidt yngre, men jeg husker tydeligt den dag, de kom med kisten, og vi holdt en ceremoni i skolegården. Det gør vi stadig hvert år. For at mindes ham.

Bussen bevæger sig mellem gule taxaer og travle voksne, der skråer over vejen, så bilerne dytter.

May vil helst glemme, at vejen er farlig. Hun går i stå, siger hun, hvis hun begynder at tænke over, at hun kan dø på vej til skole.

På det seneste har der været færre terrorangreb, fordi IS ikke længere bestyrer store territorier. Men konflikten sover aldrig. Fred i Bagdad varer kun til næste angreb. Sådan har det været siden 2003.

For ikke længe siden blev Bagdads bedste isbod al-Faqma angrebet, og over tyve mennesker blev dræbt. I nogle perioder er der terrorangreb hver dag i hovedstaden. Og på 10-års-dagen for invasionen angreb terrorister mere end ti forskellige mål.

Bag May sidder drengen, Mohammad, der går et par klassetrin under May. Han samler sin klarinet og spiller den legendariske arabiske sang - Ahwak - jeg elsker dig.

May lytter til de blide toner, vender ansigtet mod ruden og forsvinder ind i en anden virkelighed. Akkurat som når hun danser ballet.

Skolen for Musik og Ballet har eksisteret siden 1968 og er unik, fordi piger og drenge går sammen fra første klasse til og med gymnasiet.

May føler, at skolen er én stor søskendeflok på 600, men skoleinspektøren er under pres, fordi han blander piger og drenge i samme klasse, og fordi hans skole og livsprojekt inspirerer eleverne i de kunstneriske fag.

Mays første fire lektioner består af arabisk, naturfag og computer. Om eftermiddagen deler klassens elever sig alt efter, om de spiller et instrument eller danser ballet.

May sætter sig på bænken i omklædningsrummet, hvor strutskørter og balletsko hænger på stumtjeneren. Hun skifter til en lyserød dragt og læner sig ind foran det eneste spejl. Så snører hun balletskoene op ad anklerne.

- Følelsen begynder, så snart jeg tager dem på. Jeg føler mig som en sommerfugl, når jeg danser ballet. Og når jeg begynder på de første bevægelser, træder jeg ind i en anden verden, som er totalt anderledes end den realitet, jeg lever i. Ballet er smukt, fortæller May og gør sig klar sammen med fire andre piger i balletsalen.

Efter strækøvelser med benene placeret højt på en barre, skruer underviseren op for Svanesøen, der skratter over en ældre højtaler.

- Pam, pam, pam, pam - smukt. I skal ikke være forhastede, råber underviseren.

May og hendes balletveninder er blevet et særsyn i Irak. Krige, konflikter, korruption og islamisme har flere gange været ved at lukke skolen. Våben - og finkulturens dagsordener harmonerer sjældent.

- Samfundet ser på ballet som noget forbudt og skamfuldt. Jeg har virkelig svært ved at fortælle andre om, at jeg danser ballet, og at jeg drømmer om at være balletdanserinde. Mange mener, at en pige ikke bør danse og udtrykke sin energi, fortæller hun.

Udover at hendes mor altid ringer på mobilen for at høre, om May er kommet sikkert i og hjem fra skole, har hun også sin mors opbakning til balletten.

- Det er min drøm og passion, og jeg vil ikke acceptere en barriere, eller at nogen forbyder mig at nå frem til mit mål. Jeg vil være en kendt balletdanserinde. Jeg vil have et diplom i ballet. Det har været min drøm, siden jeg var helt lille.

Balletten og musikken sætter May fri, giver hende positiv energi, som hun siger, så hun er klar til at sætte sig op i skolebussen og køre hjem gennem Bagdads lange bilkøer, der venter på at blive vinket gennem tjekposterne.

May og veninden synger højt for hinanden, mens May igen tjekker sin fletning i spejlet. Hun lader hånden glide hen over den lidt ujævne teenagepande og synger ordene fra en velkendt folkesang:

“Gud har skabt dig for mig. Jeg vil ikke sove, medmindre du vender tilbage til mit hjerte. Så jeg kan falde i søvn til din stemme, ordet skat. Dit fravær betyder enden på vejrtrækningen… Oh, dit hjerte føler ikke længere. Mit savn er ved at slå mig ihjel.”

Med hånden vender Sajad vandbøflens ene pat mod dens hoved og rammer næsen med et strint af hendes egen mælkeproduktion. Tungen slikker det af.

- Det giver hende ro, bemærker han.

Solen er endnu ikke nået op over Iraks marskland i syd. Om vinteren er marsk-arabernes særlige sivhytter beklædt med hvide presenninger, som lyser op i det begyndende daggry som flytningetelte.

Marsken, hvor Sajad bor, er et omfattende sumpområde bestående og afhængigt af vand fra Tigris - og Eufratfloderne. For at nå Sajads hytte sejler jeg mellem sivene i tre kvarter i en smal træbåd med motor fra den nærmeste landsby.

Selvom Sajad lever langt ude på landet, finder politik og konflikt også vej herud - og i årtier var hans familie og tusindvis af andre flygtninge.

I firserne under Iran-Irak-krigen, længe før Sajad blev født, drænede Saddam Hussein marsklandet. Det tørrede ind til en ubeboelig, sprækket jordbund, og marsk-arabernes oprindelige samfund forsvandt med vandet.

I dag er dele af marsken blevet beboelig, omend sumpområderne stadig lider under politiske stridigheder og beslutninger i Irak og i nabolandene, som påvirker vandstanden og leveforholdene for både vandbøflerne og deres hyrder.

Og det samfund, der engang fandtes her med skoler og klinikker, er aldrig blevet genskabt.

- Det er derfor, jeg stort set aldrig har gået i skole. Jeg har fortrudt, at jeg stoppede. Jeg har fortrudt det så meget. Hvis man lever som mig, får man ingenting ud af livet. Her er jo ingenting herude. Andet end vandbøflerne og os, bemærker Sajad.

Når han er færdig med at malke, sætter vandbøflerne mod vandet og vidderne. Hen under aften vender de tilbage. De ved, hvor de hører til.

Livet på landet i Irak er en anden verden end i byerne. 17-årige Sajad blev gift for et år siden og hans hustru, som han har ladet blive i byen en halv dagsrejse væk, venter deres førstefødte når som helst.

- Min søn skal aldrig bo her. Han skal gå i skole og skaffe sig et diplom, så han kan få en anstændig ansættelse. Han skal ikke leve blandt kvæg og tjene en ussel løn, siger Sajad.

Marsklandet strækker sig ellers storslået og majestætisk.

Modsat Mosul og Bagdad er her frisk luft og fred. Kvinder sætter fiskegarn i vandet mellem sivene. En anden bager brød over åben ild.

Men Sajad kan ikke få øje på skønheden omkring sig - eller beskrive hvad han ser, lugter og hører i sumpen.

- Her er grimt. Jeg ville ønske, jeg kunne spole mit liv tibage. Begynde forfra. Min mor sælger bæ fra kvæg og mælken. Min far er et problem. Han arbejder ikke rigtigt. At blive martyr ville være bedre, siger han.

Det sydlige Irak og marsken ligger længst fra Islamisk Stats forhenværende territorier i den nordlige og vestlige del af landet. Men krigen har alligevel sat sit tydelige aftryk.

Tusindvis af unge shiitiske mænd fra syd - også mænd på Sajads alder og yngre - er blevet rekrutteret til Folkehæren, der ved siden af specialstyrker og politi kæmpede mod IS i årevis.

I hobetal er de vendt hjem i kister, efter at de blev lokket med løn og anseelse og “den rigtige kamp”. Sajads fætter døde som “hellig kriger”, som han kalder det, mens han kæmpede mod IS i det nordlige Irak.

- Alle mine onklers børn drog i krig. Mange døde. Nogle blev sårede. Min familie gav mig ikke lov, fordi jeg er den ældste, og resten af mine søskende er små. Men marsken har mistet flere af sine unge mænd.

Sajad er skuffet. Ikke over at have mistet bekendte. Men fordi han hellere ville forsvare folkets ære, dø som martyr for sit land, gøre en forskel og have noget at være stolt over.

Det er ikke for nationens skyld, at han holder vandbøfler. Det er for simpel overlevelse.

- Jeg drømmer om at have råd til en bil. Bare en lille en, smiler han.

Når mørket falder på i marsken - så er det mørkt. Uden for nogle af sivhytterne er en transportabel generator, der kan få lys i en enkelt pære.

I Sajads hytte står tilmed et gammelt fjernsyn. Det virker ikke. Under sine besøg i byen, elsker han at forsvinde ind i actionfilm. Altså, de film, hvor de slås, påpeger han.

I skæret fra lampen spiller Sajad domino. Og måske har domino samme effekt som musik, poesi og ballet.

Et øjeblik forvandles Sajads sivhytte til en bolig i byen, hvor han helst vil være. Vandbøflerne udenfor er stille. Og der er faktisk hyggeligt om aftenen, bemærker han.

Tidligt næste morgen klokken 5 vågner han igen til det liv, han hader.


Du kan se mere om Ahmad, May og Sajad i ’Horisont: Teenagere i krigens skygge’.

Programmet bliver også sendt mandag 21:55 på DR1.

Du kan også stille spørgsmål til Ahmad mandag klokken 19.00 om livet under IS. Det kan du gøre 'her'.