Varmen fra badeværelsesgulvet stråler op gennem fødderne på 47-årige Søren Hedegaard Kristensen.

Det eneste, han kan tænke på, mens han sidder der på toilettet med albuerne på lårene, er at sove. Lige nu, med det samme, på det varme, hvide klinkegulv.

Søren tager det øverste håndklæde fra stablen på håndvasken og folder det sammen som en hovedpude. Da han lægger sig, slår han hovedet ned i klinkegulvet i stedet for at ramme håndklædet.

Det er sidst på formiddagen en tirsdag i maj måned 2017, og Søren skulle egentlig til Silkeborg for at se sine tvillingepiger, Liv og Mille, spille fodbold.

I stedet ligger han nu på sin vens badeværelsesgulv i Åbyhøj, mens en blodprop i hjernen truer ham på livet.

Hvert år bliver omkring 12.500 danskere ramt af en blødning eller blodprop i hjernen, som med en samlet betegnelse kaldes apopleksi.

Ved en hjerneblødning brister et blodkar, så der strømmer blod ud i det omgivende hjernevæv, hvor hjerneceller bliver skadet eller ødelagt.

Ved blodpropper i hjernen blokeres et blodkar, så den livsvigtige gennemstrømning af frisk blod med ilt og næringsstoffer til hjernecellerne standser.

Derfra går det stærkt.

I løbet af bare ét minut uden frisk blod sygner 1,9 millioner hjerneceller hen og dør, og tabet af hjerneceller fortsætter med høj hastighed, til blodproppen er væk.

Mere end hver tiende, der rammes af apopleksi, dør straks eller i løbet af den første måned, og efter et år er op mod en tredjedel ikke længere i live.

Sidste år lå apopleksi på en fjerdeplads på listen over de sygdomme, der koster flest mennesker livet i Danmark.

De personer, der overlever, må ofte leve videre med alvorlige handicap.

Døde hjerneceller bliver nemlig i ringe grad erstattet, og de overlevende celler kan kun i begrænset omfang trænes til at påtage sig nye opgaver.

Derfor ændrer nogle apopleksipatienter karakter og kan ikke kontrollere deres impulser, så de bliver vrede uden grund, overmandes af pludselige grådanfald eller mister deres hæmninger. Andre skal leve videre med lammelser, kronisk træthed, inkontinens, talebesvær, depression, epilepsi eller hukommelsessvigt.

Mange af de overlevende bliver helt afhængige af praktisk hjælp i dagligdagen – og knap hver tredje kommer aldrig tilbage til deres eget hjem.

Det er de odds, som Søren er oppe imod, mens han ligger på badeværelsesgulvet og sover, og mens hans piger trækker i fodboldtøjet før kampen i Silkeborg.

Højre halspulsåre, som normalt sender en strøm af blod til Sørens hjerne, er helt lukket til, og en stor blodprop har revet sig løs fra det syge område og sat sig fast i hjernen.

Blodforsyningen til hele højre hjernehalvdel er truet.

Jo længere tid, Søren sover, desto mere skade tager hans hjerne.

Hvis han ikke bliver fundet i tide, kan han dø.

Spørger man Søren, hvad der er det vigtigste i hans liv, er svaret hans tvillingepiger.

Han havde ellers vænnet sig til tanken om, at han måske ikke skulle være far, men i 2008 bliver hans kæreste Vibeke gravid, og Liv og Mille kommer til verden sommeren efter.

- Det var først, da jeg stod med vores børn på hospitalet, at jeg forstod, at jeg slet ikke kunne være dem foruden, siger Søren.

Jobbet som montageleder i en entreprenørvirksomhed fylder også meget i hans liv, og han lægger rask væk 50 til 60 timer om ugen på sin arbejdsplads. Tvillingernes ankomst får ham dog til at skrue ned for rejserne med arbejdet.

Når han har fri, trækker han mountainbiken frem fra skuret bag carporten og cykler lange ture for at holde vægten nede og formen oppe.

Søren og Vibeke bruger også meget tid bare på at være forældre til den mørkhårede og udadvendte Mille med det store talent for gymnastik, og den lysere, tænksomme Liv, der skyder i vejret, så hun til sidst er fem centimeter højere end sin søster.

På et eller andet tidspunkt glemmer Vibeke og måske især Søren at bygge videre på deres forhold. Bruddet er uundgåeligt, og Søren flytter ind hos sin ven Hans Jørgen i Åbyhøj i Aarhus.

Havde Søren stadig boet sammen med Vibeke, er det ikke sikkert, at det var gået så galt for ham, som det gjorde.

Måske havde Vibeke overtalt Søren til at gå til lægen, da han en søndag er styrtet på sin mountainbike i Moesgaard og er hamret ind i et træ, så det synger og værker i hele højre side af kroppen.

Og måske havde hun været hurtigere til at bemærke, at Søren en uge efter styrtet er begyndt at tale snøvlende og har ændret adfærd.

I stedet er det Hans Jørgen, som finder Søren på badeværelsesgulvet ud på eftermiddagen den 23. maj, da han kommer hjem fra arbejde.

Søren vågner ved, at vennen står og rusker i ham.

- Skal jeg ikke ringe efter nogen? Du kan da ikke ligge der, siger Hans Jørgen.

Mens Søren har ligget på det varme gulv, har tiden arbejdet imod ham.

Det er kun muligt at opløse blodproppen i hans hjerne med medicin, hvis den har siddet der i mindre end fire en halv time, men Søren har sovet tungt og i timevis.

Imens har skaden i højre del af hans hjerne spredt sig til et betydeligt område, og en endnu større del af hjernen er truet.

På grund af skadens placering kan Søren ikke selv mærke, hvor skidt han har det.

Selvom Søren ikke kan komme op fra gulvet, da Hans Jørgen beder ham om at rejse sig, lykkes det ham stædigt at bortforklare de ellers åbenlyse og livstruende realiteter.

- Jeg syntes egentlig, at jeg havde det fint og var nogenlunde mig selv, så jeg sagde til min ven, at jeg var på vej til fodbold, og at han ikke skulle ringe efter hjælp, fordi jeg altså ville køre om lidt. Jeg kunne ikke mærke, at der var noget galt, fortæller Søren.

Kort tid efter dukker Sørens kollega og navnefælle også op i huset i Åbyhøj.

Kollegaen har besluttet sig for at se til Søren på vej hjem fra arbejde, fordi han har lydt mærkelig i telefonen i løbet af formiddagen. Søren er heller ikke mødt op på den byggeplads, han skulle køre forbi før sine døtres fodboldkamp.

Stadig liggende på badeværelsesgulvet giver Søren sin kollega samme besked, som vennen fik: Han har det helt fint og skal til Silkeborg for at se sine piger spille fodbold. Hverken vennen eller kollegaen skal under nogen omstændigheder ringe efter hjælp, og der er ingen grund til, at Søren skal ud at køre med ambulance.

Kollegaen lader protester være protester, og på vej ud fra badeværelset ringer han til alarmcentralen.


Hør kollegaens alarmopkald i klippet.

Sent på eftermiddagen når ambulancen med Søren frem til en neurologisk specialafdeling på Aarhus Universitetshospital.

Overlæge Thomas Harbo, der tager imod Søren på hospitalet, går straks i gang med at teste hans tale, syn, muskelkraft og reflekser for at finde ud af, hvor slemt det står til.

Søren kan uden problemer knibe øjnene sammen, knytte højre hånd, følge lægens finger med blikket og puste luft i kinderne. Han kan også holde højre arm strakt op i luften i 10 sekunder og røre ved sin næsetip med højre pegefinger.

Men under hospitalslagenet gemmer problemerne sig.

- Vi skal lige se den anden arm. Hvis jeg nu løfter den op i luften, kan du så holde den heroppe? spørger overlægen og tager fat om Sørens albue og hånd.

- Ja, det tror jeg, svarer Søren.

- Løft alt, hvad du kan. Er du klar? Nu slipper jeg den.

Sørens venstre arm glider med det samme slapt ned mod lagenet, til albuen rammer madrassen.

- Okay, konstaterer lægen.

- Kan du trække armen op mod dig selv? spørger lægen derefter og besvarer selv spørgsmålet:

- Nej.

I hospitalssengen ligger Søren og tror, at han vil være klar til at gå på arbejde igen dagen efter.

Men da lægerne står foran skærmen med scanningsbilleder, er de i tvivl, om de overhovedet kan redde hans førlighed.

Billederne af Sørens hoved viser et af de store blodkar slynge sig som en motorvej op gennem hjernen for pludselig at forsvinde.

Højre hjernehalvdel er helt tom for blod.

Hvis Søren skal overleve – og hvis han skal overleve med færrest mulige mén – så skal han behandles med det samme.

Lægerne er usikre på, hvor længe Søren har ligget på badeværelsesgulvet, men de afskriver hurtigt muligheden for at opløse blodproppen med medicin.

Deres næste skridt er at overveje, om det vil være muligt at redde noget af Sørens hjerne ved at operere - og så må der på papiret højst være gået seks timer - eller om de blot risikerer at gøre skaden større.

Søren ligger formentlig lige på grænsen eller på den forkerte side.

Lægerne diskuterer også, om der er en risiko for, at Sørens hjerne vil hæve op som følge af blødningen, så der ikke er plads til den.

Hvis det sker, kan det blive nødvendigt at fjerne et stykke af kraniet for at redde Sørens liv, da hjernen i yderste konsekvens kan blive trykket ned igennem rygmarvskanalen, så han dør.

- Så vi står en smule med ryggen mod muren, siger overlæge Thomas Harbo.

Afvejningen af fordele og ulemper ender med, at lægerne beslutter at forsøge at fiske blodproppen ud med en operation for at redde de dele af Sørens hjerne, der endnu ikke har taget skade.

Ude i venteværelset er hele Sørens familie stimlet sammen. Vibeke er der også, hun har fået en nabo til at køre pigerne hjem efter fodboldkampen.

Inde på operationsstuen går en røntgenlæge i gang med at føre et kateter gennem arterien i Sørens lyske og op mod hans hjerne for at trække blodproppen ud, men på vejen støder hun på en uventet og tidskrævende komplikation.

Tæt på Sørens højre øre er der en spaltning på halspulsåren, som formentlig er forårsaget af hans cykelstyrt og sammenstødet med træet i Moesgaard en uge tidligere.

Det er her, årsagen til blodproppen gemmer sig.

Røntgenlægen må være yderst påpasselig, så hun ikke får ført kateteret ud i spaltningen, da det kan gøre skaden endnu værre.

Mens røntgenlægens arbejde trækker ud, fortsætter hjernecellerne i Sørens hoved med at visne væk.

Inde på operationsstuen falder en bemærkning om, at Søren nok ikke vil komme ud i meget bedre tilstand, end han var i før operationen.

- Jo mere kompliceret, en operation er, og jo længere tid, den tager, desto mere bekymret bliver man for, om han nu også vil have det godt efter operationen, siger overlæge Thomas Harbo.

Da det lykkes røntgenlægen at få kateteret forbi spaltningen, bliver opmærksomheden vendt mod den slange, som blodproppen skal trækkes ud gennem.

Pludselig er der en, der udbryder:

- Så!

- Var det noget nu? spørger røntgenlægen.

- Ja, den ligger der. En stor, fed prop.

Efter operationen prøver lægerne at få et indtryk af, hvor meget hjernevæv det er lykkedes dem at redde.

Overlæge Thomas Harbo kan ikke lade være med at håbe, at Søren allerede på det tidspunkt har fået det bedre. Men Søren har det på samme måde som før operationen.

Røntgenlægen ryster langsomt på hovedet, da hun klemmer Sørens venstre hånd, og han ikke klemmer tilbage.

Hans familie får at vide, at der venter ham nogle kritiske dage.

Selv er Søren stadig ikke klar over situationens alvor.

Det første, han spørger om, da Vibeke kommer ind til ham på opvågningsstuen, er, hvordan det er gået med pigernes fodboldkamp.

- Jeg vidste ikke, at manden med leen stod lige bag ved mig. Der gik flere uger, før det gik op for mig, at der havde været bud efter mig, siger Søren.

Da Mille og Liv dagen efter operationen besøger Søren på hospitalet, spørger Vibeke dem, om de ikke har lyst til at kravle op til deres far, der ligger sovende i den smalle hospitalsseng.

Både så pigerne kan mærke, at han ikke går i stykker, og så Søren kan mærke, at de er der.

Ligesom alle de mange gange, hvor Søren har puttet pigerne for selv at ende sovende i midten, kravler mørkhårede Mille op i højre side af sengen og lægger hovedet på Sørens bryst, mens Liv ligger i venstre side af sengen med sin fars raske arm omkring sig.

I et efterfølgende opslag på Facebook om pigernes besøg forsikrer Søren sine venner og bekendte om, at han har det fint. Samme opslag viser dog, at det ikke er hele sandheden.

’Besøg fadet bedstejegved. Såerdetikkeslemt. Jeg hardetfinte. Eridebedstehænder,’ står der.

- Det er ikke rart at tænke på, hvor tæt jeg har været på at forlade pigerne. Det kunne jeg godt have været foruden, for vi har udsat dem for lidt af hvert. Først skulle vi skilles, så fik de at vide, at de skulle begynde i en ny skole, og så blev jeg syg. De har fået sig nogle rysteture de seneste år, siger Søren.

Søren har også selv fået en rystetur.

På hospitalet spekulerer han på, om blodproppen bare er en forløber.

Derfor ånder han lettet op, da lægerne har scannet og undersøgt ham på kryds og tværs og konkluderet, at Sørens tal ser fine ud, og at han hverken har forkalkede blodårer, forhøjet blodtryk eller ildevarslende kolesteroltal.

- Jeg er glad for, at det har vist sig, at det nok var fordi, jeg væltede på min cykel. At jeg ikke er disponeret for at få blodpropper. Jeg var bange for, at der ville gå et halvt år, og så ville der komme en til, og at der til sidst ville komme en, som var så stor, at den ville koste mig livet. Det var min frygt, siger Søren.

Hjerneskaden har sat sine aftryk på Søren.

Hans venstre arm hænger slapt ned langs siden af kroppen, og han kan ikke gå. Når den lamme arm glider ned i hjulet på kørestolen, lægger han ikke mærke til det og forsøger at køre videre.

Den før raske og robuste vestjyde må pludselig have hjælp til at komme i tøjet og på toilettet.

Efter en uge på hospitalet venter der ham et længere genoptræningsforløb på Hammel Neurocenter, hvor han skal lære at kompensere for de funktioner, der er ødelagt, og forsøge at få liv i de lamme lemmer.

Søren spekulerer på, om han kan blive den samme far for Liv og Mille, som han var før blodproppen og hjerneblødningen.

- I bund og grund er det jo for dem, jeg gerne vil tilbage. Cykle en tur i skoven og tumle med dem. De er det vigtigste, siger han.

Nede i kælderen under neurocenteret kan Søren en fredag midt i juni sætte et stort flueben.

Fysioterapeuten tager først hans kørestol og giver ham derefter besked på at slippe barrerne og gå uden støtte. Tre dage senere kan han selv gå rundt på afdelingen uden følgeskab.

Han begynder også at kunne løfte armen i vejret, når han ligger i sengen, og at kunne bevæge den en lille smule fra side til side.

Det kniber dog stadig med at få armen til at reagere på hjernens signaler, så Søren må tvinge hånden til at knappe sine bukser, vippe med en gaffel eller binde snørebånd.

Når han læner sig frem for at ryste sten ud af skoene, skal han have besked på at samle venstre arm op, så den ikke dasker ned mod jorden.

Mens genoptræningen af Sørens arm og ben skrider frem, bemærker ergoterapeuterne på Hammel, at Søren begår fejl i de opgaver, der skal teste hans opfattelse og evne til at løse problemer.

En dag i juni glipper Sørens koncentration, da han laver mad i køkkenet. Maden er netop blevet klar, men i stedet for at stille tallerkenen på bordet, tømmer Søren den i skraldespanden.

Søren står stejlt på, at det bare er sådan, han er, og at fejlene ikke skyldes blodproppen eller hjerneblødningen.

Han bliver irriteret på personalet, når de siger, at skaden i hans hoved er så stor, at den kan komme til at påvirke hans evner til at passe eller overskue sit arbejde.

- Jeg har hele tiden ment, at jeg fungerer på samme måde oven i hovedet, som jeg altid har gjort. Jeg ved godt, at blodpropper og hjerneblødninger ikke er noget, man bliver klogere eller stærkere af, men jeg mener heller ikke, at jeg er blevet ringere. De udfordringer, jeg havde før, dem har jeg stadig.

Søren arbejder sig langsomt, men stædigt, tilbage mod det liv, som han engang havde.

I starten af oktober 2017 deler han igen et opslag med sine venner på Facebook, hvor han skriver, at han er “helt klar igen”.

Det er til dels rigtigt.

Søren har gjort så store fremskridt under genoptræningen, at han ganske rigtigt kan vende tilbage til sit eget hjem og være far for Liv og Mille, tumle med dem, stege hakkebøffer til deres aftensmad, køre dem i skole og til fodbold, eller tage dem med på en cykeltur i skoven.

Han kan også genoptage jobbet som montageleder og køre bil igen, hvilket for Søren er med til at understrege, at personalet på Hammel har taget fejl i deres vurdering af, at hjerneskaden må have sat sine spor på hans opfattelsesevne.

I dag mener han selv, at han fungerer fuldstændig som før, han lagde sig til at sove på badeværelsesgulvet i Åbyhøj.

Sporene efter blodproppen sidder dog stadig i venstre arm og hånd, hvor kraften og finmotorikken endnu ikke er vendt tilbage for fuld styrke.

I nogle år endnu kan han fortsat indhente noget af det tabte.