Det er oktober måned, og Hanne er i færd med at lave te. Chai. Hun står i køkkenet i sin lille husbåd og hælder vand, sort te, mælk og sukker i kasserollen. Tænder gasblusset. Rører rundt.

Hun skal egentlig på arbejde inden længe, men hun tager sig lidt ekstra tid. Hun havde et skænderi med sin mand Kaal i går, og nu vil hun gerne have en hyggelig formiddag.

Det var ikke over noget særligt. Bare noget med, at de havde aftalt at bruge aftenen sammen, men hans planer trak ud, og han gav ikke Hanne besked. Hun havde siddet derhjemme og ventet hele aftenen.

Det ville sgu være meget rart, hvis han gad sige til en anden gang. Bare lige smide en sms, havde hun sagt. Sådan var det startet.

Nu, mens hun laver te, står Kaal op. Han fortsætter diskussionen. Insisterer på, hun stadig er sur. Hun gider ikke tale mere om det, siger Hanne. Beder ham komme videre og bare nyde morgenen med hende.

Så skubber han hende ind i væggen. Hårdt. Og ud af det blå. Hun skubber igen for at få ham væk. Og så er det, at det sker. Det går lynhurtigt, og Hanne når slet ikke at registrere noget.

Kaal griber fat om håndtaget på kasserollen, hvor teen nu bobler og koger. Han løfter den op foran sig og kaster den afsted i en fejende bevægelse. Ud over Hanne.

Hvert år bliver 33.000 kvinder udsat for partnervold i Danmark, mens hver fjerde kvinde ifølge en undersøgelse fra 2014 er eller har været udsat for psykisk vold i et forhold.

Blandt unge mellem 16 og 24 år har hver tredje kvinde oplevet at være i et forhold, hvor deres grænser blev overskredet psykisk, mens hver femte har fået dem overtrådt fysisk. Tallene stammer fra Epinion og er bestilt af ligestillingsminister Karen Ellemann (V) i forbindelse med kampagnen ’Vold kan forekomme’, der er lanceret i december.

En af de mange kvinder er Hanne. Men hvis der var nogen, der for to år siden havde sagt til hende, at hun ville ende som offer for partnervold, ville hun ikke have troet på det.

For Hanne er reflekteret, kvik og selvstændig. Hun er uddannet klassisk sanger fra konservatoriet, hun er godt kørende, sund og velfungerende, hvis hun selv skal sige det.

- Det er ligesom noget, der sker for andre. Jeg så det vitterligt ikke som en mulighed. Jeg følte, at rigtig mange ting talte imod, at jeg ville havne i et voldeligt forhold, siger hun.

For Hanne var angrebet med den kogende te kulminationen på et forhold, der på lidt over halvandet år var gået fra hovedkulds forelskelse til vold og andengradsforbrændinger.

I dag er Hanne ude af forholdet og fortæller åbent sin historie. Ofte får hun spørgsmål.

Mange af dem er det samme:

- Hvorfor gik du ikke bare?

Som om, det bare handlede om at tage sine ting at gå, som om det var så nemt. Sådan er det ikke.

For Hanne mente jo, at hun gjorde det rigtige ved at blive. Hun kæmpede for et forhold, som også var smukt og fyldt med kærlighed. Det var jo ikke kun vold. Og for Hanne, ligesom for så mange andre kvinder, der sidder fast i et voldeligt forhold, er det det, der gør det så vanskeligt at gå.

- I dag er han død for mig, og jeg har gået igennem en sorgproces. Men da det var sket, elskede jeg ham jo stadigvæk, og jeg følte mig forladt, fordi jeg følte, han ikke gav mig noget valg. Han havde svigtet vores kærlighed ved at forpeste den med vold. Og for mig handlede det i sidste ende om overlevelsen.

I virkeligheden ville hun dengang ønske, at de stadig var sammen.

- Hvis det stod til mig, var volden aldrig foregået, og så var vi potentielt stadig sammen. Så havde der kun været alt det gode: vores kærlighed og vores drømme, siger hun.

Første gang, Hanne møder Kaal, er i den indiske landsby Auroville. Det er hendes første dag som frivillig på en farm fyldt med backpackere. Kaal tager imod hende. Hun lægger mærke til ham med det samme. Han er den eneste frivillige, der er inder.

”Sikke et sprudlende liv!” kan hun huske, at hun tænker. Han har et helt vildt dejligt smil, store, smukke mørke øjne og krøllet, halvlangt hår.

Kaal og Hanne finder hurtigt sammen. Når flokken af frivillige går i seng, bliver de oppe.

- Det var som om, vi slet ikke kunne vente på at falde ind i hinanden og fordybe os og lære hinanden at kende, husker hun.

Hun skriver også i sin dagbog om Kaal. Om muligheden for, at de måske kan finde sammen.

Og så en aften ligger de sammen under stjernerne. Det er nat, de andre sover. De ligger og snakker om store, eksistentielle, filosofiske spørgsmål. Om hvor vildt det er at eksistere i dette solsystem, hvor solen er lige præcis tilpas langt væk, hvor der hverken er for koldt eller varmt, og hvor månen sørger for, at det alt sammen hænger sammen. Hvor enormt tilfældigt det altsammen er.

Så kysser Kaal hende.

- Jeg var bare sådan: ”waaaaaah,” det var for vildt. Alt sitrede, mine ben rystede, jeg kunne slet ikke trække vejret ordentligt. Og så udviklede det sig derfra i dagene efter. Jeg havde bare lyst til mere af ham og mere af os, siger Hanne.

Selvom Hanne er blevet forelsket i Kaal, rejser hun alligevel hjem til Danmark. Hun skal arbejde. Optræde med sit ensemble og de kor, hun synger i som professionel sanger. Men de ved begge to godt, at de skal ses igen. Det kan ikke være anderledes.

Efter tre måneder, ankommer han. Det føles vildt. De har brugt halvanden måned sammen i Indien, været adskilt i tre - og nu kommer han her og skal bo hos Hanne i to og en halv måned. Men det føles rigtigt. Helt enormt rigtigt.

- Han var enormt kærlig og opmærksom på mine behov, og han viste mig så meget omsorg. Og han var også bare sjov og initiativrig. Jeg tror ikke på den eneste ene – jeg tror, vi har mange eneste ener - men sådan en troede jeg, han var. Det var utrolig helhjertet, husker Hanne.

Og sommeren er god. Den er mere end det, den er fantastisk. De tager på Roskilde Festival og på roadtrip i Hannes mors bil. Ned gennem Tyskland og til Amsterdam. Med et telt, en flaske rom og hinanden.

- Det var vildt. Vi havde det enormt sjovt. Og der var sådan en ’os og verden-fornemmelse’. Hvor vildt var det ikke, at vi havde mødt hinanden tilfældigt på den anden side af jorden og nu var her sammen? siger Hanne.

Så det ender, som det gør. De bliver gift. For de bliver nødt til at være sammen. Hannes mandlige venner, som også er blevet venner med Kaal, holder polterabend fra ham, og alle støtter op om brylluppet.

- Alle mine venner og familie var så støttende omkring det her projekt. Folk kunne ligesom se, at det var smukt, at vi gik efter kærligheden, og at vi virkelig havde lyst til at være sammen. De bakkede op og anerkendte det store brød, vi havde slået op, siger Hanne.

Så den 29. august tropper de op på rådhuset, Hanne i en blå nederdel og hvid top, Kaal i hvid skjorte og sorte bukser.

Fire dage efter vielsen skal Kaal tilbage til Indien. Hans visum er udløbet. Men det nygifte par har forberedt alle papirer om familiesammenføring, og i november flytter han sit liv til København.

Hans ophold er processuelt, hedder det. Det betyder, at mens Hanne og Kaal venter på at blive familiesammenført, må Kaal ikke modtage danskundervisning, ligesom han heller ikke må arbejde eller modtage understøttelse. Hanne er eneforsørger.

De næste måneder er pressede. For det nygifte par ved ikke, hvor længe de skal vente på svar om familiesammenføring, og hvor længe der dermed går, før Kaal kan søge jobs og bidrage økonomisk. Det er frustrerende for dem begge. Og Kaal er mærket af det.

- Han begynder ret hurtigt at blive mere jaloux. Hvis vi er sammen med nogle af mine mandlige venner, kan han for eksempel finde på at spørge, om jeg har været sammen med dem seksuelt, og det er så ydmygende.

”Back off!” siger Hanne så. ”Det kommer ikke dig ved.”

Snart bliver diskussionerne også mere heftige. De bliver til skænderier, som bliver til råberier. I januar begynder Kaal at kaste rundt med ting. Han smadrer lamper, ødelægger Hannes computer, den slags ting.

Så truer han hende.

Det er i februar. Det sker ad to omgange. Den ene gang holder han en knytnæve op foran Hanne, den anden gang en stol.

- Jeg kan huske, at ja, jeg bliver bange. Men samtidig er jeg også sådan: ”det gør du fucking ikke! siger Hanne.

- Og samtidig med at jeg ved, at det er uretfærdigt, så tænker jeg: ”Okay, det må være midlertidigt det her, det bliver bedre. Så snart, der kommer mere luft i økonomien, så snart han kan få lov at studere, får skabt sig et socialt liv, får et arbejde og sådan nogle ting.”

Kaal lover jo også Hanne, at det ikke sker igen. Han ved godt, at det er helt uacceptabelt, siger han.

Og det bliver også bedre. Lidt tid. De tager på skøjtebanen, for eksempel. Har det sjovt.

Men det holder kun kort. Snart kommer næste skænderi, som bliver til skub, som bliver til meget hårde skub, som bliver til at kaste med ting efter Hanne, som bliver til at slå hende i ansigtet.

Sådan bliver det ved. Hanne ved ikke, hvad hun skal gøre. Hun vil ikke give op. Det kan ikke passe. Hun VIL ikke give op. For hun elsker ham jo.

- Jeg er så presset og så stresset, og det handler kun om at overleve. Men samtidig tænker jeg: ”fuck, vi havde det så godt, når vi havde det godt, og vi var så forelskede.”

- Det ene øjeblik var hans hænder så rolige, og jeg kunne ligge ned, og han kunne tage under mit hoved, omkring min hals, og få alt til at løsne sig. Og det næste øjeblik var han jo den, der satte spændingerne der, ved at tage så hårdt fat om min hals, at jeg ikke kunne tale.

I takt med at skænderierne og volden bliver hyppigere, begynder Hanne også at ryge mere og mere hash. Hver dag. Forholdet er svært at være til stede i, og hashen gør det nemmere. Det er en flugt.

Samtidig kommer Hanne mere og mere i tvivl. Er det Kaal, der er forkert på den, eller er det hende selv?

Hanne begynder derfor at optage på sin iPhone, når der er noget undervejs. Så kan det være, hun kan se det hele mere udefra og finde ud af, hvad der egentlig sker. Finde ud af, hvordan hun kan fikse det.

Optagelserne ender dog med bare at ligge der på telefonen, uhørte. Hun glemmer bevidst alt om dem, så snart hende og Kaal har aftalt at starte forfra. Det føles ligesom illoyalt at gøre, synes hun. Som at gå imod den beslutning om at tilgive eller at komme videre, hun har truffet.

Så får de familiesammenføring.

Endelig.

Og det er så fedt. Endelig kan de to begynde at leve det liv, de gerne vil leve. Der kan komme noget ligeværd ind. Kaals magtesløshed over ikke at kunne bidrage og forsørge kan stoppe.


Det gør den bare ikke.

- Nu handler skænderierne bare om noget andet. Om at han skal søge jobs, og at han er kræsen i forhold til hvilke jobs, han vil tage, og det synes jeg ikke, han kan tillade sig at være.

Hanne har kørt en kassekredit på 25.000 kroner i bund. Men Kaal vil være kunstner ligesom Hanne. Han er stolt. Han vil ikke arbejde med hvad som helst.

- Jeg begyndte at miste håbet, fordi det ikke stoppede med familiesammenføringen. Og jeg blev rigtig bange. Fordi det betød, at volden ikke kom fra nogle urimelige omstændigheder. Det kom faktisk fra ham, siger hun.

Hanne har levet i et voldeligt forhold i otte måneder nu. Og så bliver det oktober. Den 26. om formiddagen. Med den kogende te i kasserollen.

Hanne bliver ramt.

Af refleks holder hun armene op foran sig, den kogende te løber ned over brysterne, underarmene og højre overarm bliver også forbrændt. Hanne skriger af smerte, skubber Kaal til side og løber ud til håndvasken på husbåden. Men hun kan ikke køle sit bryst, for der er ingen håndbruser.

I stedet får hun en jakke på, går ud på broen og møder naboen Anders. Han spørger, hvad der er sket, Hanne forklarer, at hun er blevet forbrændt og Anders spørger, om hun og Kaal har været oppe at skændes – altså underforstået, om det er Kaal, der har gjort det.

Hanne svarer ikke, men tavsheden taler, ved hun. Oppe i klubhuset, hvor Hanne har fået koldt vand på sig, kommer Anders hen til hende: ”For fanden Hanne, det går jo ikke,” siger han. Og Hanne ved det godt.

- Jeg siger: ”nej, det går fandeme ikke. Jeg skal ud, og jeg skal ud hurtigt.” Og jeg kan huske, at jeg har sådan en fornemmelse af, at jeg har brug for hjælp. Jeg ser, at jeg ikke kan bunde mere. Jeg må have hjælp til at komme fri.

Så Hanne tager tilbage til båden. Beder Kaal, der nu angrer og vil hjælpe, om at gå sin vej. Først vil han ikke. Han vil hjælpe hende, siger han. Hun bliver ved med at afvise ham og bede ham forsvinde. Til sidst gør han det. Han går.

Så tager Hanne på arbejde. Hun har en firetimers korprøve, som kun bliver afbrudt af hendes besøg under handicaptoilettets kolde bruser. Hun er i chok.

Redningen bliver en kollega, der senere på dagen kontakter Hanne og spørger hende direkte, om forbrændingen var et uheld eller ej. Hun fortæller det hele.

- Det var som om, der endelig kom hul på alt det, jeg havde gået rundt med i hemmelighed så længe. Jeg var lettet og udmattet, siger hun.

Dagen efter, den 27. oktober, tager Hanne på krisecenter. Her får hun at vide, at hun har været udsat for vold, og at der ingen undskyldning er for vold. Nogensinde.

To dage efter angrebet anmelder Hanne Kaal for vold.

De næste par uger går med at komme sig over chokket og pleje de fysiske skader. Hanne bor hos sin kollega, der rakte ud. Senere tager præsten i den kirke, hun arbejder i, hende ind. Her bor hun i et halvt år, inden hun vender tilbage til sin båd.

I dag er det ni måneder siden, Hanne har set Kaal. Hun så ham sidst i byretten, hvor han blev idømt tre måneders ubetinget fængsel og seks års udvisning af Danmark.

Kaal ankede sagen til landsretten, men rejste ud af Danmark inden sagen og udeblev fra ankesagen. Byrettens dom blev derved stadfæstet i landsretten.

Hun har det op og ned, siger Hanne. Hun er blevet diagnosticeret med posttraumatisk stress, og hun døjer med angst. Hendes krop og hjerne tror stadig, den er i fare.

Det er små ting, der trigger det. Lyde, hurtige bevægelser og dufte. Karaktertræk. Hvis nogen lover hende en ting og gør noget andet. Eller hvis hun ikke føler sig set og hørt og taget alvorligt.

- Det er meget svært for mig at acceptere, at min krop har nogle efterreaktioner. Men min krisepsykolog sagde helt i begyndelsen også, at det ville gå støt fremad, og så ville der komme nogle dyk. Lige nu er jeg i en situation, hvor jeg forsøger at omfavne det, siger hun.

Samtidig har Hanne svært ved at genkende sig selv, som hun var i sit forhold med Kaal.

- Det er meget vigtigt at forstå, at når jeg sidder i dag og kigger tilbage, så kigger jeg tilbage på et menneske – mig selv – som jeg ikke kan genkende. Jeg følte mig så manipuleret. Min virkelighed var så forskruet. Rigtigt og forkert bliver udvisket, og ens moral forsvinder.

Det er også derfor, det er vigtigt, hvilke spørgsmål, man stiller et offer for partnervold, mener Hanne.

- Os, der bærer de her ar, er skrøbelige, og vi har brug for at blive anerkendt for, at vi gjorde de bedste, vi kunne, siger hun.

Og et bebrejdende spørgsmål gør mere skade end gavn. Til gengæld kan spørgsmålet om, hvorfor Hanne og så mange andre bliver i et voldeligt forhold være godt at stille – så længe, man forsøger at se de nuancer, som tit forsvinder i det sort/hvide billede, der tegnes af partnervold, mener Hanne.

- Man ser jo også det, man gerne vil se. Og jeg ville jo ikke se det. Hvem fanden har lyst til at se i øjnene, at det menneske, de elsker, udsætter dem for vold?

Kaal er ikke Hannes eksmands rigtige navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt. Hanne har valgt kun at stå frem med fornavn, men redaktionen kender hendes fulde navn.

Du kan høre Hannes historie i 'P1Feature: Min mand var voldelig'.