Sommeren var rekordvarm i år. September og oktober ligeså.
Og 2023 som helhed bliver med al sandsynlighed det varmeste år på kloden, siden man begyndte at måle.
Tallene taler deres tydelige sprog: Det går stærkt med klimaforandringerne nu.
Det er på det bagtæppe, at politikere, aktivister, lobbyister og andre mødes til årets klimatopmøde, COP28, der går i gang i dag i Dubai.
En begivenhed med en forventning om rekordhøje 70.000 deltagere.
Og et topmøde, der af mange kaldes for "det vigtigste i mange år".
Hvorfor det er så vigtigt, og hvad de politiske slagsmål på topmødet skal handle om, kan du læse mere om i overblikket her.
Halvvejs mod målet - tid til at gøre status
Årets klimatopmøde fungerer som en slags temperaturmåling på klimaforandringerne - og kampen imod dem.
Forklaringen på det skal vi tilbage til 2015 for at finde. Her blev der nemlig indgået den vigtigste klimaaftale i topmødernes historie.
I den såkaldte Paris-aftale blev verdens lande enige om at begrænse temperaturstigningen i dette århundrede. Den skal holdes til "godt under" 2 grader - og allerhelst til 1,5 grader - målt i forhold til før industrialiseringen i 1800-tallet.
For at overholde det, skulle lande hver især sætte klimamål for 2030 om at skære i deres udledning af klimaskadelige drivhusgasser.
Nu er halvdelen af tiden mellem Paris-aftalen og 2030 gået.
Derfor er det tid til for første gang at gøre op, om det går hurtigt nok med at nå målene.
- Altså hvor langt er vi overhovedet? Får vi reduceret det, vi skal? Får vi leveret de penge, der skal til for at lave omstillingen? Får vi tilpasset os klimaforandringerne, fortæller Jens Mattias Clausen, der følger COP'erne tæt som EU-chef i klima-tænketanken Concito.
Men den evaluering bør munde ud i en dumpekarakter, mener han.
- Desværre ved vi jo godt, hvad svaret er. Svaret er jo, at vi slet ikke er langt nok. Så det interessante i år er i virkeligheden mere: Hvad gør man så ved det, siger Jens Mattias Clausen.
Forureningen skal ned - i en fart
Der er ingen tvivl fra videnskabens side: Det haster med handling.
For der er lige nu målt rekordmange drivhusgasser i atmosfæren.
Gasserne varmer kloden op i et tempo, så en opvarmning på kun 1,5 grader i år 2100 er nærmest utopisk.
Ifølge de seneste prognoser har vi kurs mod en opvarming på mellem 2,5 og 2,9 grader.
En temperaturstigning, der vil føre til en verden, hvor klimakatastrofer rammer meget hyppigere.
Derfor er der brug for, at verdens lande sætter mere ambitiøse mål om at skære i deres forurening med drivhusgasser.
- Vi sætter fremtidige generationers velfærd på spil. Det er vores børn og børnebørn og alle fremtidige generationer, det her handler om. Vi har en forpligtelse på ethvert plan til at handle nu - og vi ved, hvad der skal til. Der er ingen undskyldning, siger Anne Olhoff, seniorrådgiver i Concito og medforfatter til FN-rapporter om verdens klima.
Kampen mod kul, olie og gas - i et land bygget på olie og gas
Behovet for at skære i udledningerne peger især i én retning. For på globalt plan står brugen af fossile brændsler - kul, olie og gas - for langt størstedelen af de drivhusgasser, vi udleder.
Det er altså her, der ifølge klimaforskningen skal ske noget.
Det er faktisk "helt afgørende" at udfase brugen af kul, olie og gas. Det fortæller Troels Dam Christensen, der er sekretariatsleder i 92-gruppen, et netværk af danske klima- og miljøorganisationer.
- Hvis vi skal have en chance for at nå klimamålene, så skal vi, langt hurtigere end vi gør i dag, udfase vores brug af de fossile brændsler. Man kan håbe, at der kommer en eller anden form for beslutning på COP28, som er er noget mere progressiv og noget mere ambitiøs end i de tidligere år, lyder det fra Troels Dam Christensen.
Der er dog lande, der ikke nødvendigvis deler den ambition. Blandt andet fordi de selv lever af at sælge kul, olie og gas.
Værten for COP28 tilhører også den gruppe: De Forenede Arabiske Emirater er nemlig et af verdens allerstørste olie- og gaslande.
Stort set hele landets velstand - fra kunstige øer over verdens højeste skyskraber - er bygget på at sælge fossile brændsler.
Og som formand og forhandlingsleder for klimatopmødet har landet udpeget Sultan Al Jaber, der til daglig er chef for Emiraternes statslige oliefirma.
Det er en modsætning, der er til at få øje på.
Derfor frygter mange, om værtsnationen bag kulisserne vil kæmpe imod, at verden skal skrue ned for den olie og gas, som landet selv er en af verdens største eksportører af.
- Selv om en COP-vært formelt set skal være neutral, så ved vi bare fra tidligere klimatopmøder, at det har en betydning, hvem der er vært, siger Jens Mattias Clausen fra tænketanken Concito.
Han er skeptisk over for Emiraternes sande intentioner.
- Vi har jo brug for en global omstilling (væk fra fossile brændsler, red.), men det kræver jo, at de tager den rolle seriøst og lægger deres særinteresser til side. Der må man sige, at det ser det desværre ikke ud til, at de gør, siger Jens Mattias Clausen.
Han henviser blandt andet til, at Emiraterne ifølge BBC News planlagde at bruge formandskabet til at slå handler af om at sælge mere olie og gas.
De fattige vil se penge - og ikke flere tomme løfter
Kravet om at skrue ned for brugen af kul, olie og gas fremføres især af mange af de rige lande i Vesten.
Men i verden findes der også lande, der har brug for adgang til nem og billig energi, hvis de skal kunne nå bare i nærheden af samme velstand som os.
Derfor stiller de et klart modkrav: Der skal sendes flere penge til de lande, der ikke har lige så stor en andel af verdens historiske klimaforurening, og som samtidig rammes hårdest af klimaforandringerne. Det synes de i hvert fald selv.
- Mange af de fattigste og mest sårbare lande har øjnene stift rettet mod at få mere økonomisk støtte. For dem er det et helt afgørende resultat, der skal nås, siger Troels Dam Christensen fra 92-gruppen.
Et af de største konkrete emner på COP28 er en fond til "tab og skader" fra klimakatastrofer, som skal komme de fattige lande til gode.
På sidste års klimatopmøde blev det besluttet, at fonden skulle oprettes. Men ikke hvordan den skulle fungere.
- Hvor stor skal den være? Hvem skal have adgang til pengene? Hvem skal betale til fonden? Og hvem skal bestemme? Det bliver ret interessant at se, om man kan få det klappet af og vedtaget, siger Troels Dam Christensen.
Her skal der også arbejdes på at bygge tillid, fortæller han.
For verdens rige lande lovede for mange år tilbage, at de ville sende mindst 100 milliarder dollar om året i klimastøtte til de fattige i 2020.
Men det mål er stadig ikke nået.
- Derfor skal der ske fremskridt, for at de rige lande kan bevare troværdigheden over for de fattigste lande, siger Troels Dam Christensen.
Det hele hænger sammen - og Danmark kan spille en rolle
Det er nemlig ikke helt ligegyldigt, om de fattige lande bliver stillet tilfredse eller ej.
Alle de knap 200 lande til klimatopmødet skal nemlig med ombord, før en endelig aftale kan falde på plads.
- Det skal være en samlet, balanceret pakke, hvor alle verdens lande kan se sig selv i den på den ene eller anden måde. Det betyder så også, at hvis du ikke får fremgang på ét område, så får du det heller ikke på et andet, og så bliver det hele låst fast, fortæller Jens Mattias Clausen fra Concito.
Ergo kan de fattige lande stille sig i vejen for en aftale om at bremse forureningen med drivhusgasser, hvis de ikke synes, at de får nok økonomisk støtte i gengæld.
- Så det kræver, at de rige lande rækker hånden ud og viser, at de faktisk mener det alvorligt, når de siger, at de vil yde noget støtte, siger Troels Dam Christensen fra 92-gruppen.
I den forbindelse har Danmarks toppolitikere og diplomater også en rolle at spille, mener han.
- Nøglen er jo, at de mest progressive lande, både de rige og de fattige, får dannet nogle alliancer og holder sammen. Der har Danmark en nøglerolle, fordi vi kan være med til at bygge bro mellem de mest ambitiøse og progressive blandt både fattige og rige lande, vurderer Troels Dam Christensen.
I løbet af topmødets to uger deltager i alt fire danske ministre: statsminister Mette Frederiksen (S), udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), minister for global klimapolitik Dan Jørgensen (S) og klimaminister Lars Aagaard (M).