Wagner-leder hævder at få flere våben til kampe i Bakhmut: 'Kreml har intet alternativ', mener ekspert

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel er Kreml blevet stillet i en ubehagelig situation.

Det var en rasende Wagner-leder, der forleden krævede flere våben fra Rusland. (Foto: © Uncredited, Associated Press)

Lederen af Wagner-gruppen nåede kun lige at brokke sig og komme med en offentlig trussel om at forlade den symbolsk vigtige ukrainske by Bakhmut, hvor gruppen kæmper for Rusland.

Og så kom der en lovning på våben og mere ammunition fra Kreml.

Sådan lyder meldingen i hvert fald fra lederen selv, Jevgenij Prigozjin, ifølge Reuters, i en meddelelse udsendt på beskedtjenesten Telegram i dag.

Meldingen er ikke bekræftet af den russiske top i Kreml.

For to dage siden proklamerede han ellers, at hans tropper ville trække sig ud af området, fordi de manglede ammunition. Samtidig kritiserede han også den russiske militære ledelse.

- Manglen på ammunition gør, at det ville blive et meningsløst blodbad. Det kan vi takke det russiske forsvarsministerium for, lød det blandt andet fra Prigozjin.

Og beslutningen om at sende mere materiel til Wagner-gruppen er formentlig blevet truffet, fordi Kreml ikke har noget alternativ.

Det er vurderingen fra Flemming Splidsboel, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

- De vil gerne have, at Wagner-gruppen bliver I Bakhmut og kæmper videre. Bakhmut er vigtig for den russiske fortælling om krigen, og det er åbenbart på den baggrund, at man har besluttet at give Prigozjin, hvad han har krævet, siger Splidsboel.

Ville være et stort nederlag

I forbindelse med, at Prigozjin annoncerede den nye forsendelse, benyttede han også lejligheden til at sige, at mængden af våben, han er blevet lovet, er nok til, at man kan fortsætte kampene i Bakhmut i månedsvis.

Om det så er det, Wagner-lederen har tænkt sig at gøre, er endnu uvist. Men ifølge Flemming Splidsboel er byen vigtig for Rusland.

- Når den russiske offentlighed kigger tilbage på udviklingen i krigen de seneste måneder, så har det jo stort set kun handlet om Bakhmut. Derfor er det vigtigt for Rusland at kunne fastholde en form for kontrol med byen.

Ifølge Splidsboel vil det være et alt for stort nederlag for Rusland, hvis de er nødt til at trække sig fra byen.

- Det ville være noget, der ville få den russiske offentlighed til at tænke: "Hvad dælen er det, der er sket? Nu har vi i flere måneder hørt, hvor vigtigt det var, og så ender det alligevel med, at vi må trække os fra byen".

'En ubehagelig situation'

Med sin kontante udmelding om at ville trække sine styrker ud af Bakhmut, har Prigozjin besluttet at eskalere offentligt og stille Kreml i en 'ubehagelig situation', siger Flemming Splidsboel.

Og det er nok også derfor, den russiske top har været så tavs og hverken kommenteret på truslen eller den melding, som Wagner-lederen kommer med i dag, mener Splidsboel.

Ifølge ham har det været et sats, når Prigozjin har truet med at trække sine tropper ud og sige, at det etablerede forsvar må tage over.

- Det har de åbenbart ikke rigtig villet. Og så har man i stedet besluttet at komme ham i møde. Det er en ubehagelig situation for Kreml også, som har valgt ikke rigtig at kommentere det.

Wagner-lederen havde ellers udpeget dem, han mente, skulle afløse hans styrker i Bakhmut. Han havde peget på folk fra den såkaldte ’Akhmut-bataljon’, der allerede har meldt sig klar. En yderst berygtet gruppe mennesker.