Normalt plejer rigmanden Jevgenij Prigozjin at holde til i de øverste luftlag i storbyerne Sankt Petersborg og Moskva.
Men i de seneste uger er han igen og igen dukket op på slagmarkerne i det østlige Ukraine iført camouflagetøj og armygrøn kasket.
- Fjenden er slået ned, og de, der nægtede at overgive sig, er blevet dræbt, proklamerede Jevgenij Prigozjin for nylig i en video foran et sønderbombet hus i byen Soledar i det østlige Ukraine, som hans private hær, Wagner-gruppen, i januar indtog efter ugers blodige kampe.
- En elefant kan ikke spises hel. Den skal spises i dele, lød det fra Prigozjin om sejren i Soledar.
Bid for bid har forretningsmanden og den tidligere straffefange Jevgenij Prigozjin gjort sig selv til én af Ruslands mest magtfulde mænd. På trods af, at han aldrig har haft et politisk embede.
Han råder over troldefabrikker, der spytter falske nyheder ud til hele verden, diamant- og guldminer i Afrika, adskillige medier, dyre restauranter og én af verdens mest berygtede militærfirmaer med 50.000 soldater, der lige nu spiller en afgørende rolle i Ruslands krig mod Ukraine.
Og så er Prigozjin sanktioneret af EU og USA, hvor han er efterlyst af FBI.
- Prigozjin har bygget sit imperium ene og alene på korruption, siger projektforsker ved Forsvarsakademiet Niklas Rendboe, der har beskæftiget sig med Prigozjin og Wagner-gruppen siden 2018.
Et imperium, Prigozjin har skabt med en række lukrative forretningsaftaler, godt hjulpet på vej af sin tætte forbindelse til den russiske præsident, Vladimir Putin.
- Han er kynisk, snedig, indsmigrende, foretagsom og kreativ, når det handler om at tjene penge og vinde indflydelse. Kigger man på Prigozjins mimik, ser det ud til, at han altid tænker over, hvad hans næste træk skal være, siger Niklas Rendboe.
Og hvad er så det næste træk for den 61-årige oligark?
Meget tyder på, at Prigozjin, der nu er trådt ud af de skygger, han har opereret i de seneste 30 år, vil videre op i det politiske magthierarki i Rusland. Men spørgsmålet er, om han denne gang har taget munden for fuld og er blevet for stor for styret i Kreml.
Putins kriminelle kok
Jevgenij Prigozjin blev født i Leningrad, det nuværende Sankt Petersborg, i 1961. Som 18-årig begik han svindel og en række voldsomme gaderøverier, der gav ham en dom på 13 års fængsel.
Han blev løsladt i 1990 efter et lille årti bag tremmer, hvorefter Prigozjin begyndte at sælge hotdogs i hjembyen. I løbet af halvfemserne skiftede Prigozjin hotdogs ud med haute cuisine, da han åbnede nogle af Sankt Petersborgs første fashionable restauranter, heriblandt den flydende restaurant New Island på en ombygget båd.
Blandt gæsterne på New Island var landets nye præsident, Vladimir Putin, der selv er født i Sankt Petersborg.
Prigozjins cateringfirma, Concord, blev også Putins foretrukne, når der skulle serveres mad til præsidentielle statsmiddage for prominente folk, som eksempelvis USA's tidligere præsident George W. Bush.
Det gav Prigozjin tilnavnet "Putins kok".
Det gode forhold til præsidenten førte til en række lukrative carteringaftaler, og Prigozjin begyndte herefter at levere mad til offentlige russiske politistyrker, hospitaler, skoler, og ikke mindst det russiske forsvar.
Mens Prigozjins rigdom kommer fra cateringimperiet, får han sin magt via det hemmelige militærfirma PMC (Private Military Company) Wagner, som den entreprenante oligark er med til at starte i 2014.
Selvom Wagner-gruppen bliver omtalt som en privat hær bestående af lejesoldater, er der ifølge medier og eksperter tætte forbindelser til den russiske stat og Ruslands militære efterretningstjeneste GRU.
Gruppen opstod i forbindelse med Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø og krigen i Østukraine. Den har fået sit navn efter gruppens kommandør Dmitrij Utkin, der eftersigende gik under navnet "Wagner" i sin tid i GRU's specialstyrker, da Utkin siges at være fascineret af den tyske komponist Richard Wagner og Det Tredje Rige i Tyskland.
Prigozjins Wagner-hær er ikke kun aktive i Ukraine, men også i Syrien, Libyen, Sudan, Mali og Den Centralafrikanske Republik, hvor gruppens brutale lejesoldater bliver anklaget for at begå massehenrettelser, tortur og voldtægt. Prigozjin og Wagner-gruppen bliver også anklaget for at tage kontrol med afrikanske guld- og diamantminer, der er med til at finansiere gruppens kriminelle aktiviteter – blandt andet i Ukraine.
Rekrutterer 'kriminelle talenter' i fængsler
Selv benægtede Prigozjin hårdnakket sin forbindelse til Wagner-gruppen, og medier, der skrev om hans tilknytning, blev sagsøgt.
Det ændrede sig dog i september sidste år, hvor Prigozjin trådte ud af skyggen, og indrømmede, at han står bag gruppen.
I en video kunne man tilsyneladende se Prigozjin stå i en russisk fængselsgård for at hverve "kriminelle talenter, der kan dræbe fjenden", som han selv senere udtrykte det.
- Jeg repræsenterer et privat militærfirma. I må have hørt om Wagner?, spørger han de indsatte, der står i en stor rundkreds omkring ham.
Fanger, der indvilger i at blive sendt til fronten i Ukraine vil få annulleret deres straf efter seks måneders tjeneste i Wagner-gruppen – uanset, hvad de er dømt for. Størstedelen af Wagner-gruppens soldater består nu af kriminelle hentet fra russiske fængsler.
- Hvis I ombestemmer jer efter, at I er ankommet til frontlinjen, vil I blive anset som desertører og skudt. I har fem minutter til at bestemme jer, meddeler Prigozjin i videoen.
Se videoen fra fængslet her:
Prigozjin og Wagner-gruppen lægger ikke skjul på sin ekstreme brutalitet. I en anden video kan man tilsyneladende se henrettelsen af den 55-årige Wagner-soldat Jevgenij Nuzhin, der bliver slået gentagne gange i hovedet med en forhammer, mens det er tapet fast til en murbrok.
- Jeg synes, at filmen burde hedde 'En hund fortjener at dø som en hund'. Glimrende kameraarbejde, udtaler Prigozjin om videoen.
Prigozjin havde hvervet Nuzhin fra et fængsel, hvor han afsonede en dom på 24 års fængsel for drab. Ved frontlinjen overgav han sig til de ukrainske soldater, men endte i Wagner-gruppens varetægt.
Da Europa-Parlamentet kort efter vedtog, at Wagner-gruppen nu skulle anses for at være en "statssponsor af terrorisme", kvitterede Prigozjin med en video med en forhammer i en violinkasse, med Wagners logo indgraveret på hovedet og blodpletter af rød maling på skaftet, som han ville "give" til parlamentarikerne i Bruxelles.
Det fik Estlands udenrigsminister, Urmas Reinsalu, til at lave en video, hvor han står med et par håndjern til Prigozjin, som Reinsalu agter at sende til Den Internationale Straffedomstol i Haag.
Ved at stå frem forsøger Prigozjin at appellere til de personer i Rusland, der ser Wagner-gruppen som en flok patrioter på mission for Rusland, forklarer projektforsker ved Forsvarsakademiet Niklas Rendboe.
- Personer i de ultranationale veteranmiljøer i Rusland kan godt lide den måde, Prigozjin fører sig frem på med militær magt. De fleste mennesker i Rusland ser ham dog mere som en mørk hemmelighed, som Rusland bør gemme væk.
Ifølge Niklas Rendboe har Putins tætte kreds af allierede i Kreml givet grønt lys til Prigozjins nye, frembrusende stil. Men det har også en bagside.
- Jo mere opmærksomhed Prigozjin får, jo sværere bliver det for Putin at smide ham væk. Det er åbenlyst, at Prigozjin er værdifuld for Putin.
Hybridkrig i troldefabrikken
Prigozjin fører ikke kun krig i Ukraine, Mellemøsten og Afrika, men også i cyberspace.
Han er bagmanden bag den berygtede russiske troldefabrik 'Internet Research Agency' (IRA) i Prigozjins hjemby Sankt Petersborg, hvor hundredvis af ansatte siden 2013 har spredt falske kommentarer og anden desinformation på sociale medier for at promovere Putin og regeringen i Kremls interesser, tilsværte oppositionen - og skabe splid i udlandet.
Prigozjins trolde forsøgte blandt meget andet at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016, hvor Donald Trump slog Hillary Clinton. Det fik det amerikanske forbundspoliti FBI til at efterlyse Prigozjin med en dusør på 1,7 millioner kroner.
Heller ikke dét forsøger Prigozjin længere at skjule.
- Mine herrer, vi blandede os, vi blander os, og vi vil fortsat blande os. Omhyggeligt, præcist og kirurgisk, udtalte Prigozjin via sit firma Concords pressetjeneste på det russiske sociale medie VK dagen før det amerikanske midtvejsvalg i november.
Et valg, Rusland tilsyneladende også forsøgte at påvirke med racistiske tegneserier rettet mod demokratiske kandidater.
Udover 'Internet Research Agency' menes Prigozjin, ifølge undersøgende russiske journalister, også at have tilknytning til mediet 'Federal News Agency' (FAN) og en række pro-russiske medier.
Forretningsmanden i felten
Prigozjins private Wagner-hær er en vigtig og afgørende brik for Rusland i de blodige kampe i og omkring Bakhmut i det østlige Ukraine, og dét faktum lægger Prigozjin ikke skjul på.
- De er nok den mest erfarne hær i verden i dag, pralede en kålhøgen Prigozjin i midten af januar foran et ødelagt hus i saltminebyen Soledar.
- De har fly, heltemodige piloter, der ikke er bange for at dø, de har raketsystemer af alle slags, kampvogne og pansrede mandskabsvogne.
Prigozjin kritiserer jævnligt og åbenlyst den russiske militærkommando og forsvarsministeren, Sergej Sjojgu, som Prigozjin mener, er årsagen til de manglende russiske militære fremskridt i Ukraine.
Da russiske soldater i midten af januar indtog Soledar, den første større militære sejr for Rusland i et halvt år, opstod der et offentligt skænderi mellem Prigozjin og forsvarsministeriet om, hvilke russiske styrker, der reelt havde erobret byen.
- De forsøger konstant at stjæle sejren fra PMC Wagner, rasede Prigozjin på sit cateringfirmas Telegram-kanal, hvor Prigozjin tilføjede, at han frygter "interne stridigheder, korruption, bureaukrati og embedsmænd, der ønsker at blive på deres pladser" mere end USA.
- Prigozjin spiller med musklerne og bruger retorikken til at udbygge sin base af støtter, der også er kritisk over for forsvarsministeriet, siger projektforsker ved Forsvarsakademiet Niklas Rendboe.
OBS: Voldsomme billeder. På denne video udgivet af mediet FAN, der menes at være tilknyttet Prigozjin, kan man se Wagner-lederen inspicere kister med dræbte ukrainske soldater.
Det kan dog være risikabelt at kritisere regeringen i Kreml, når man som Prigozjin ikke har en officiel post, der kan beskytte ham i det politiske system i Rusland.
Derfor kan Prigozjin for eksempel have udset sig posten som forsvarsminister eller som leder af et hemmeligt skyggeforsvarsministerium, hvor han kan blive en del af kommandorækken op til Putin, forklarer Niklas Rendboe.
- Jeg tror, at Prigozjin har ambitioner om at blive en historisk person. Han kan se, at han har en effekt på Rusland og kan ændre ting.
Hør Genstart fra november 2022 om Prigozjin her:
Spørgsmålet er, om Prigozjin er gået for langt i sin kritik af Kreml.
- Prigozjins stjerne er begyndt at falme - efter den tilsyneladende har været stigende i måneder - efter hans manglende indfrielse af løfter om at indtage Bakhmut med sine egne styrker, noterede den amerikanske tænketank Institute of the Study of War, ISW, der følger kampene i Ukraine tæt.
Niklas Rendboe sammenligner Prigozjin med sagnfiguren Ikaros, der måske er fløjet for tæt på solen og nu er på vej til at falde ned.
- Jeg tror, at magten er steget ham til hovedet, og han har fået meget stor tiltro til sig selv.
Prigozjin står dog i et dilemma, da hans magt i Rusland netop består af hans Wagner-soldater og deres indsats – og succes – i Ukraine.
Derfor fortsætter han med at sende lejesoldater fra fængslene til "kødhakkeren" på slagmarken, som Prigozjin har kaldt kampene ved Bakhmut.
- Jeg tror, at Prigozjin har set et behov for at bevare et momentum. Hvis han stopper, vil fjenderne komme efter ham. Prigozjin har haft fjender lige siden han startede, det er ikke noget nyt, forklarer Niklas Rendboe.
Er Prigozjin blevet et problem for Putin?
- Ja, jeg tror, at han er blevet en belastning, fordi han er blevet for ukontrollerbar. Men mon ikke en mand som Putin kan banke ham på plads.
Se eller gense Horisont fra marts 2022 om Wagner-gruppen: