Når Prigozjin siger, at Wagner-gruppen vil trække sig fra Bakhmut, 'så er det spin'

I går annoncerede Wagner-leder Jevgenij Prigozjin, at hans soldater vil trække sig fra Bakhmut.

Jevgenij Prigozjin, stifter af Wagner-gruppen, har ofte brokket sig over manglende ammunition. (Foto: © handout, Ritzau Scanpix)

Der blev ikke lagt fingre imellem, da Jevgenij Prigozjin, stifter af Wagner-gruppen, gav sit besyv om situationen i kampene om Bakhmut i det østlige Ukraine.

På det sociale medie Telegram harcelerede Prigozjin i går over, hvordan det russiske forsvarsministerium ikke leverer ammunition nok til Wagner-gruppen, der derfor vil trække sig fra Bakhmut 10. maj.

Det er langt fra første gang, at Prigozjin lufter sin utilfredshed eller kommer med markante udmeldinger på Telegram.

Han har også været nødt til at æde sine egne ord og trække udtalelser tilbage ved flere lejligheder, så om Wagner-gruppen reelt kommer til at trække sig fra Bakhmut 10. maj, som Wagner-lederen bedyrer, må tiden vise.

Ifølge den ukrainske viceforsvarsminister Hanna Maljar er der ingen tegn på, at Wagner-gruppen er ved at trække sig tilbage fra Bakhmut.

- Vi ser dem trække soldater fra hele frontlinjen, hvor der var Wagner-soldater, og de bliver sendt i retning af Bakhmut, siger hun ifølge Al Jazeera.

Et stillbillede fra videoen, hvor Prigozjin - forrest i billedet med papir i hånden - annoncerer Wagner-gruppens tilbagetrækning fra Bakhmut. (Foto: © PRESS SERVICE OF CONCORD, Ritzau Scanpix)

Derfor kan der sagtens være tale om spin fra Prigozjins side, vurderer Niklas Rendboe, som er projektforsker ved Forsvarsakademiet og har speciale i Wagner-gruppen.

- Det betyder ikke, at det ikke er sandt. Det er spin forstået på den måde, at man også hører fra frontlinjen i Ukraine, at der er andre militærselskaber og andre frivillige korps, som siger, at de også er afhængige af ammunition fra forsvarsministeriet, og i over et år har set, at Wagner fik meget mere ammunition end alle andre.

- Så når Wagner siger, at de ikke får nok ammunition, så er det spin, det er i virkeligheden bare dem, der bliver sat ned til det almindelige niveau, siger Niklas Rendboe.

Prigozjin havde tidligere lovet, at hans Wagner-gruppe ville have erobret Bakhmut inden 9. maj, som er en vigtig mærkedag i Rusland, hvor sejren i Anden Verdenskrig over nazisterne markeres.

Derfor er Prigozjins stjerne falmende i det russiske politiske landskab, men det er set før, at Wagner-gruppens, og dermed Prigozjins, popularitet har varieret, påpeger Niklas Rendboe.

- Det har gruppen sådan set gjort ad flere omgange. Den har haft en evne, størrelse og popularitet i Rusland, der er gået op og ned, siger han.

Wagner-gruppen er en magtfaktor i den russiske krigsførelse, og den har stadig en lomme af fronten, påpeger Rendboe.

- Men det ser ud til nu, at deres popularitet er dalende, og de har en konflikt med forsvarsministeriet, der går hårdt ud over deres evne til at øge deres indflydelse.

Der er blevet spekuleret mangt og meget i Prigozjins ambitioner om at opnå magt og indflydelse, og tilsyneladende er Wagner-lederen i konflikt med toppen af det russiske militær.

I videoen, hvor han annoncerer, at Wagner-gruppen vil trække sig fra Bakhmut, retter han skarp kritik mod både forsvarsminister Sergej Sjojgu og Valerij Gerasimov, som er hærchef.

- Jevgenij Prigozjin har tilsyneladende sat sig for at få en masse magt, og han har benyttet sig af Wagner-gruppen til at øge sin status.

- Hvis tæppet nu bliver trukket væk under det projekt, så har han stadig Wagner-gruppen, en masse selskaber og en række andre grupper, der kan benyttes til - nu uden så meget hjælp fra forsvarsministeriet – at prøve at få magt på en anden måde, siger Niklas Rendboe.

Magtkampen med toppen af den russiske militærledelse kan føre til, at Prigozjin må ty til andre metoder for at øge sin indflydelse.

- Når det officielle etablissement så ikke gider hjælpe ham så meget med det, så bliver det nok noget med at prøve nogle metoder, som de ikke er så glade for - at søge indflydelse på bekostning af det etablerede politiske apparat, siger Niklas Rendboe.