Her er soldaterne, der måske skal kæmpe Ruslands kamp i Bakhmut, når Wagner-gruppen smutter: 'De er kendt for at være enormt brutale'

Præsidenten for republikken Tjetjenien har meldt sig klar til at sende sine styrker til byen.

Tjetjenske soldater fotograferet i den ukrainske by Mariuopol i april sidste år. (Foto: © CHINGIS KONDAROV, Ritzau Scanpix)

Og det er ikke en mindre berygtet gruppe soldater, der venter i kulissen og tilsyneladende ser ud til at skulle træde ind på scenen i den symbolsk vigtige by, der har fået kaldenavnet "kødhakkeren" på grund af de mange mistede liv på både ukrainsk og russisk side.

- De er kendt for at være nogle enormt brutale personer, fortæller militærforsker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen.

- Det er nogle folk, som man er bange for i den russiske hær. De har blandt andet været brugt som indpiskere over for nogle af de almindelige soldater i den russiske hær. Hvis de er blevet for tilbageholdne eller bange, så har man sat dem ind.

En tjetjensk soldat i et pansret køretøj, der er usmykket med et billede af Akhmed Kadyrov, der var tidligere leder af Tjetjenien og far til Ramzan Kadyrov. (Foto: © ALEXANDER NEMENOV, Ritzau Scanpix)

Akhmat-bataljonen ledes af præsidenten for den russiske republik Tjetjenien, Ramzan Kadyrov, der ofte har kaldt sig selv for Putins "fodsoldat".

I flere år har han brugt sine specialstyrker til at holde den tjetjenske befolkning i et jerngreb.

Men der gik ikke mange dage, fra Rusland invaderede Ukraine, til at hans soldater også befandt sig på jorden og kæmpede på russisk side. Og nu har han meldt sig klar til at sende folk til Bakhmut.

- Dybest set er det Ramzan Kadyrovs private hær. Formelt er de organiseret i den russiske nationalgarde. De er en del af den paramilitære styrke, som er styret fra Moskva, men i praksis er de meget uafhængige og opererer helt på egen hånd, siger Anders Puck Nielsen.

Bliver kaldt 'TikTok-bataljonen'

Ligesom deres leder har Akhmat-bataljonen også ry for gerne at ville fremstå som rå og brutal.

I både slaget omkring den ukrainske hovedstad, Kyiv, og byen Mariupol i den sydlige del af landet, har styrkerne været i kamp, fortæller Anders Puck Nielsen.

I sporet efter bataljonen er der i flere tilfælde fulgt beskyldninger om krigsforbrydelser.

- Det er en enormt hård, brutal og fysisk vold, som de her mennesker kan finde på at udøve, siger militærforskeren.

Også i deres fysiske fremtoning gør styrkerne noget ud af at intimidere fjenden. Flere af de tjetjenske soldater er store, muskuløse mænd med fuldskæg, fortæller Anders Puck Nielsen.

Men selvom udseendet har til formål at sende helt klare signaler, så er det ikke altid, at soldaterne leverer resultater på slagmarken.

- De er ikke kendt for at være topprofessionelle soldater eller specialoperationsstyrker. Rent militært vil jeg umiddelbart tro, at Wagner-gruppen godt kunne være bedre. Den består jo i vid udstrækning af tidligere professionelle soldater.

Ramzan Kadyrov er kendt for at sprede budskaber i videoer på hans egen profil på beskedtjenesten Telegram. Og også denne tilbøjelighed er smittet af på hans styrker, fortæller Anders Puck Nielsen.

- De er kendt for at være nogle, der er rigtig glade for at tage videoer af sig selv, som de deler på sociale medier.

- Nogle har lidt spøgefuldt kaldt dem for TikTok-bataljonen, fordi man nogle gange godt kan få det indtryk, at det mere går ud på at skabe et bestemt indtryk, mere end det går ud på at skabe en reel forskel.

Flere gange har Ramzan Kadyrov beskrevet sig selv som Putins "fodsoldat". Her er de to fotograferet i marts i år. (Foto: © SPUTNIK, Ritzau Scanpix)

Tvivler på tjetjenernes evner

Også Flemming Splidsboel, der er Ruslands-ekspert ved Dansk Institut for Internationale Studier, tvivler på, hvor stor en forskel de tjetjenske styrker kan betyde i en by som Bakhmut.

- Der er ikke nogen grund til at tro, at de vil være bedre trænede, uddannede eller motiverede end Wagner-gruppens soldater.

- De har fået meget opmærksomhed på grund af nogle af de videoer, som de har postet, og desværre også på grund af nogle af de krigsforbrydelser, de har begået i Ukraine. Men der er ikke noget, der vil tilsige, at det er en specielt veltrænet, veluddannet eller veldisciplineret styrke, der nu kommer ind, siger Flemming Splidsboel.

Efter at have været relativt aktive i den første del af krigen i Ukraine har tjetjenerne ikke spillet en markant rolle i krigen. Men nu ser de altså tilsyneladende ud til at skulle på banen igen.

Og det kan ende med, at Ruslands top accepterer et bytte ved Bakhmut, vurderer Anders Puck Nielsen.

- Nu har man fundet nogle nye, der kan komme ind og tage kampen, uden at hæren selv skal gøre det. Fra hærens side har man ikke lyst til at indsætte flere af sine egene styrke, for tabene er meget store inde i byen.

Du kan høre mere om Tjetjenien og Ramzan Kadyrov i DR's podcast 'Genstart' lige her.