En ny dokumentar på svensk tv hælder benzin på bålet i et af den svenske valgkamps mest betændte emner.
Tv-programmet Uppdrag Granskning på SVT har undersøgt samtlige domme for voldtægt og forsøg på voldtægt, der er fældet i Sverige de seneste fem år.
Blandt de mange konklusioner er, at 490 ud af 843 dømte er født i udlandet. Det svarer til 58 procent.
Når det kommer til overfaldsvoldtægter er 97 ud af 129 gerningsmænd født uden for Europa.
Presser de svenske Socialdemokrater
Historien fra SVT er endnu et bidrag til valgkampens helt store tema, fortæller Europa-korrespondent Anna Gaarslev.
- De nye tal leder igen diskussionen i valgkampen over på udlændingepolitikken. Det samme skete i sidste uge, da et stort antal biler blev sat i brand i Gøteborgs forstæder, siger hun.
Diskussionen kommer på et ubelejligt tidspunkt for flere af de politiske partier, fortæller korrespondenten.
- Blandt andre de pressede socialdemokrater har det rigtig svært med denne diskussion. Derfor har de forsøgt at begrave debatten om udlændinge og i stedet bringe velfærdstemaet i fokus.
- Indvandringskritikerne i Sverigedemokraterne kan derimod bare læne sig tilbage. De har kæmpet meget hårdt i tidligere valgkampe for at få dette emne op på dagsordenen, men nu sker det nærmest helt af sig selv, fortæller Anna Gaarslev.
Diskussionen om etnicitet fylder mere
Den ansvarlige for udsendelsen, Ulf Johansson, udtaler, at programmet har valgt at offentliggøre tallene for at sikre, at diskussionen om voldtægt og etnicitet kan føres på et mere faktuelt grundlag end hidtil.
Tv-programmet understreger dog, at de dømte voldtægtsmænd kun udgør en lille del af alle mistænkte for disse forbrydelser, og man derfor ikke med sikkerhed kan drage slutninger om alle voldtægtsmænd.
SVT's afsløring kommer efter en stigende interesse for emnet, fortæller Anna Gaarslev.
- Det seneste halve år har diskussionen om disse kriminelles etnicitet taget fart. Det skyldes især, at store aviser som Aftonbladet og Expressen har taget emnet op, siger hun.
- Medier og myndigheder har mest af alt fokuseret på socioøkonomiske faktorer indtil nu, når det gælder forbryderes baggrund, fortæller Europa-korrespondenten.
Den seneste officielle undersøgelse af kriminaliteten blandt indvandrere udkom i 2005.
Tidligere har Sveriges socialdemokratiske justitsminister, Morgan Johansson, blankt afvist at lade de svenske myndigheder lave nye undersøgelser.
Sveriges holdningskorridor
SVT’s kortlægning vækker opsigt, fordi den er langt mere grundig end de undersøgelser, som andre medier har lavet i år, men også af andre årsager.
Alene det faktum, at en historie af denne karakter bliver bragt i et stort svensk medie op til valget den 9. september, får svenskere til at spærre øjnene op, mener Anna Gaarslev.
- I de svenske medier eksisterer der en tradition for selvcensur. Man har været forsigtig med at tage ømtålelige emner som indvandring op, fordi man ikke vil promovere politisk ukorrekte synspunkter.
Ifølge Anna Gaarslev findes der i Sverige et begreb, som kaldes holdningskorridoren. Den har lagt beslag på, hvad man kan ytre i offentligheden. Den korridor er ikke så smal, som den har været, mener Europa-korrespondenten.
- I svenske medier breder der sig i stigende grad en erkendelse af, at man bliver nødt til at behandle disse spørgsmål på en helt anden måde, hvis ikke man vil miste yderligere troværdighed hos en stor del af befolkningen.
- Flere lederskribenter i svenske medier har nu også erkendt, at man har fejlet på dette punkt, udtaler Anna Gaarslev.
Dokumentaren Uppdrag granskning bliver vist onsdag aften kl. 20 på SVT1.