DR har mødt britiske vælgere på vej til stemmeboksen: 'Forhåbentlig kan det her blive en ny start for vores land'

Vælgerne valfarter til for at stemme til det britiske valg. Nogle er iklædt partiernes farver, alle fordi de mener, valget er vigtigt.

'The clue is in the colour' - den postkasserøde kjole afslører, at denne britiske vælgers stemme går til Labour-partiet og deres leder, Keir Starmer, der lige nu står til at slå De Konservative.

Briterne drager i dag afsted for at stemme på det parti, de mener, skal stå i spidsen for Storbritannien de næste par år.

DR har blandt andet mødt kvinden Nicki Wood, der slet ikke kan vente med at komme ind og få sat krydset ved Labour, fortæller hun og tilføjer, at De Konservative har fortjent den vælgerlussing, som de lige nu står til at få.

- I min optik har det været en regering, der har tænkt på sig selv og ikke fremtiden for det her land. De har forårsaget så meget ødelæggelse, og Labour har et kæmpe oprydningsarbejde foran sig.

Se Nicki Wood fortælle mere om, hvorfor hun er trukket i den røde kjole for at stemme på det gamle arbejderparti:

Nicki Wood er ikke den eneste, der i dag er begejstret for at kunne stemme på Labour-lederen Keir Starmer.

Det fortæller Tinne Hjersing Knudsen, DR's korrespondent i Storbritannien, der tidligere i dag var ved et valgsted i London, der også til daglig er en sikker Labour-kreds.

- Stemningen er god, og der er heftig aktivitet. Jeg tror, det mest spændende bliver at se, hvor stor sejren til Labour bliver, siger hun.

'Glad for, at jeg stadig stemmer Konservativt'

I en del af det britiske kongerige, i kystbyen Clacton, har DR mødt en vælger, der trods alt synes, at De Konservative har gjort det godt.

- Jeg ved, at de har haft nogle problemer, men jeg tror ikke, at nogen, der havde været i deres sko, ville have gjort det anderledes, fortæller den britiske vælger Iris Thorpe.

Se et klip med den britiske kvinde herunder, hvor hun fortæller mere om dagens tøjvalg:

Men i den gamle ferieby, hvor der normalt er en stærk konservativ dominans, er det i dag ikke svært at finde skuffede konservative vælgere.

Det fortæller Anna Gaarslev, DR's Europa-korrespondent, der selv befinder sig i det gamle konservative højsæde, hvor Nigel Farage, lederen af højrefløjspartiet Reform UK, ser ud til at få et godt valg.

Ham er der mange her i området, der søger til, simpelthen fordi de er skuffede over de konservative, fortæller hun.

En af dem er den britiske vælger Philip Reeve, som i dag stemmer for blot anden gang i hele 68 år. Han har begivet sig ned til stemmeboksen i dag, fordi dette valg er ekstra vigtigt for ham, forklarer han.

Se Philip Reeve fortælle mere om, hvorfor hans stemme landede på Nigel Farage i videoen herunder:

De britiske valgsteder lukker klokken 23.00 dansk tid, og herefter vil den første exitpoll komme. Du kan følge med på dr.dk, hvor vi følger det britiske valg natten igennem.