Valgkampen i Storbritannien er slut, valgstederne er nu åbne, og nu er der ikke mere at gøre end at vente på, at stemmerne er talt op. Dommen bliver efter alt at dømme ganske hård over De Konservative, som står til at lide et historisk stort nederlag.
Det store spørgsmål, briterne stiller om det gamle, stolte parti, er faktisk ikke, om det taber, men blot om hvor stort. I går aftes kom den sidste af tre såkaldte "megameningsmålinger" lavet af YouGov, som bygger på interviews med over 42.000 personer, og den var grum læsning for De Konservative.
Hvis det går, som målingen viser, kan Labour sætte sig til rette i det britiske parlament med et flertal, der ikke er set større siden 1832. De Konservative står derimod til at miste 70 procent af deres pladser i parlamentet og kan næsten ikke regne med, at der findes nogle "sikre" kredse.
Det vil være nedslående for det konservative kampagnehold, for de har i de seneste dage slået benhårdt på, at det er vigtigt at standse et "superflertal" til Labour. På den måde har de altså nærmest accepteret nederlaget med det samme, men håbet, at de kunne standse blødningen.
Megameningsmålingen viser dog, at det modsatte tilsyneladende er sket: De Konservative er kun gået yderligere tilbage, og der er en Labour-supermajoritet på vej, hvis meningsmålingerne bliver til virkelighed.
Men det er langt fra kun stemmer på Labour, der bringer dem til magten. Det gør den helt særlige udformning af det britiske valgsystem også.
Storbritannien følger europæisk tendens
I Storbritannien anvender de flertalsvalg i enkeltmandskredse, der kort og forsimplet betyder, at det parti, der bliver størst, tager mandatet i hver enkelt kreds. Resten af stemmerne på de andre partier bliver ikke omsat til mandater, men går så at sige "til spilde".
På den måde bliver de store partier favoriseret, koalitionsregeringer bliver undgået, og det er meningen med systemet. Det er bygget til at skabe stærke og stabile regeringer. Alle, der har fulgt britisk politik, særligt det seneste årti, vil sikkert trække på smilebåndet over det, for de konservative regeringer har ofte været alt andet end stabile.
De små partier bliver til gengæld holdt nede, og derfor kan det ved første øjekast godt se ud til, at briterne strømmer til de gamle, traditionelle partier. Det gør de ikke – faktisk er opbakningen til henholdsvis Labour og De Konservative på sit laveste siden 1918.
Når Labour alligevel kan få en rekordstor sejr, skyldes det, at de vil blive størst i de fleste valgkredse. Ifølge en beregning lavet af Financial Times kan det føre til et skævvredet resultat, hvor Labour kan ende med at sidde på 72 procent af pladserne i Underhuset, selvom de "kun" får 42 procent af stemmerne.
Men meget tyder på, at Storbritannien vil se samme tendens ved valget i dag.
Reform UK kan blive den store overraskelse
De Konservatives værste mareridt og onde ånd, brexit-mageren Nigel Farage og hans parti Reform UK, bliver nemlig spået et rigtig godt valg. Meningsmålinger giver partiet omkring 15 procent af stemmerne og dermed pladsen som Storbritanniens tredjestørste parti efter Labour og De Konservative.
Men det er højst usikkert, i hvilken grad Reform bliver i stand til at omsætte vælgernes støtte til daglig parlamentarisk indflydelse. Partiet kan meget vel stå tilbage med en perlerække af lokale sølv-og bronzemedaljer, som ikke kan bruges parlamentarisk.
Men Reform UK udgør ikke desto mindre et anseligt problem for De Konservative og gør nedturen endnu dybere for dem.
- De Konservative har gennem hele deres kampagne forsøgt at presse Reform UK – i stedet er der sket nøjagtig det modsatte. Partiet er steget og steget i meningsmålingerne, og det er grunden til, at det ser så alvorligt ud for De Konservative. Nigel Farage har gjort tingene meget vanskelige set med konservative øjne, siger James Johnson, der er stifter og indehaver af J.L Partners, et britisk meningsmålingsfirma.
En kandidat spås nemlig tæt på 100 procent chance for at vinde en plads i parlamentet: Nigel Farage. Han stiller op i kredsen Clacton-on-Sea, en kystby blot 140 kilometer nordøst for London – men en verden til forskel. Engang en lille ferieperle i kongeriget, i dag en af Storbritanniens nedslidte og fattige byer: Hver anden står uden for arbejdsmarkedet, en ud af fem har aldrig været i nærheden af at have et job.
Clacton-on-Sea er samtidig en kreds, der plejer at stemme den konservative kandidat ind i Underhuset, men nu er det et sted, der vrimler med utilfredse konservative vælgere, og deri består mulighederne for Reform UK – både i Clacton-on-Sea og en lang række andre steder i landet: Hvis det går som meningsmålingerne spår, vil langt de fleste af partiets vælgere være tidligere konservative.
Det betyder, at stemmerne på Reform UK vil trække stemmer fra den lokale konservative konkurrent og forære sejren til Labour – selv om de politisk ligger milevidt fra Labour og ikke aktivt ønsker en Labour-regering.
Det fascinerende er, at det ved Reform-vælgere godt – og de gør det alligevel. De begrunder det med, at der ikke er forskel på Labour og De Konservative. Det viser, hvor massivt regeringen har fejlet i forhold i eksempelvis immigration, den offentlige sektor og så videre.
Disse vælgere tænker at de kan lige så godt stemme med hjertet, så ja, det kommer til at koste De Konservative pladser i parlamentet, siger James Johnson, der også har en fortid som særlig rådgiver for den tidligere konservative premierminister Theresa May.
Reform UK vil altså forstærke den konservative nedtur, uden at Nigel Farage og hans tropper af den grund kan indkassere pladser i parlamentet. Men politisk kan partiet alligevel ende med at få enorm politisk indflydelse efter valget.
De Konservative vil efter valget stå uden politisk leder – til gengæld med et bastant internt slagsmål om, hvordan den fremtidige politik skal se ud. Og her bliver det svært at komme uden om Nigel Farage.