Da briterne stemte ja til at Storbritannien skal forlade EU ved folkeafstemningen den 23. juni sidste år, var der ingen, der havde udarbejdet nogen plan for, hvordan den europæiske skilsmisse skulle gennemføres.
Premierminister David Cameron meddelte sin afgang og efter en kort brutal intern kamp i det konservative parti flyttede David Cameron ud af Downing Street nr 10 – og Theresa May flyttede ind.
I Bruxelles meddelte de tilbageværende 27 EU-lande, at de var parate til at begynde forhandlingerne med Storbritannien om landets EU-exit. Briterne skulle bare sende en formel skilsmisse-ansøgning. Men den lod vente på sig. For EU-reglerne er enkle og klare. Fra det øjeblik et land indleverer meddelelsen om, at landet vil forlade EU-samarbejdet, så går der præcis to år – derefter er landet ude.
Lang tid om formel EU-skilsmisse
Theresa May havde ingen appetit på at indlevere skilsmisse-ansøgningen. Hun var nødt til at først at få udarbejdet en strategi for Storbritanniens fremtid. Hvad skal briterne leve af? Hvilket forhold skal landet have til EU og til resten af verden? Masser af spørgsmål var fuldstændig uafklarede.
Det tog ni måneder fra folkeafstemningen til Theresa May endelig var klar til formelt at bede om en EU-skilsmisse. Det skete i marts.
På det tidspunkt var de overordnede linjer for den britiske EU-skilsmisse lagt fast. Theresa May bestemte sig for det, der er blevet karakteriseret som en ”hård Brexit”.
Storbritannien vil ud af EU´s indre marked. Storbritannien vil ud af EU´s toldunion. Storbritannien vil ikke lade EU-Domstolen afgøre mulige fremtidige juridiske tvister mellem Storbritannien og EU. Storbritannien vil ikke betale til EU-kassen for at deltage i forskellige EU-politikker.
Med sådan en skilsmisse fra EU måtte Theresa May nødvendigvis samtidig vise både briterne og omverdenen, hvordan Storbritannien ville se ud efter skilsmissen.
Det skulle være et Storbritannien med færre regler og mindre regulering som kunne skabe problemer for virksomheder. Det skulle være et Storbritannien med lavere skat – især for virksomheder. Et Storbritannien, hvis marked var åbent for omverdenen – uden handelshindringer.
Drømmevalget blev til mareridt
EU-skilsmissen og de grundlæggende samfundsforandringer som Theresa May havde planlagt for et Storbritannien udenfor EU kunne være svære at gennemføre i et britisk parlament, hvor Theresa May kun havde et flertal på 17 mandater. Så da meningsmålingerne viste et gigantisk konservativt forspring over Labour slog hun i april til og udskrev valg.
Resultatet lå klart fredag morgen. Theresa May har mistet sit flertal i parlamentet.
Men ikke alene har hun mistet sit flertal – hun har også mistet opbakningen til og muligheden for at gennemføre sin Brexit strategi.
Theresa May skal nu regere i et samarbejde med det lille nordirske parti Democratic Ulster Party (DUP). På overfladen ser det måske overkommeligt ud. DUP støttede nemlig en Brexit ved folkeafstemningen.
Men graver man blot et par centimeter ned under overfladen, så er det klart for enhver, at Theresa Mays Brexit-plan ligger i ruiner.
DUP ønsker f.eks. at Storbritannien skal blive i EU's toldunion. For partiet er fri bevægelighed for både varer og personer mellem Republikken Irland og Nordirland fuldstændig afgørende. DUP ønsker ingen toldbehandling af varer.
Problemet for Theresa May er, at hvis Storbritannien forbliver medlem af EU's toldunion, så sætter det meget store begrænsninger på, hvordan Storbritannien skal kunne lave handelsaftaler med omverdenen. Og ambitiøse globale handelsaftaler var ellers en af de ting, som skulle hjælpe Storbritannien til at gøre EU-skilsmissen til en succes.
DUP ønsker også, at Storbritannien efter Brexit skal fortsætte med at deltage i forskellige typer af EU-samarbejde og i forskellige EU-fonde. F.eks. når det gælder forskning. Her er DUP på kollisionskurs med det konservative Brexit-løfte om, at der ikke længere skal betales penge til EU-kassen. Alle lande, som er med i f.eks. et forskningssamarbejde, skal betale for at deltage.
Hård Brexit ser umulig ud
Theresa Mays plan om, at Storbritannien skal forlade EU´s indre marked er også truet. DUP vil kun forlade det indre marked, hvis en sådan exit ikke skaber problemer i forhold til den frie bevægelighed mellem Nordirland og den Irske Republik. Det betyder blandt andet, at det næppe bliver muligt for Theresa May at få opbakning til en hård linje overfor fri bevægelighed for EU-borgere. For i det britiske parlament har Labour også lagt op til, at EU-borgeres ret til at bo og arbejde i Storbritannien skal fortsætte stort set uforandret.
Internt i det konservative parti står Theresa May også med problemer. De konservative i Skotland vandt 12 pladser – altså 2 pladser mere end DUP. Og godt nok er de konservative i Skotland med i det konservative parti. Men partiet vil ikke nødvendigvis følge de konservative fra England og Wales i alle spørgsmål.
Formanden for de konservative i Skotland, Ruth Davidson, overvejer om de skotske konservative bør være mere selvstændige fremover. Og Ruth Davidson har allerede markeret, at hun ikke er enig i Theresa Mays Brexit linje. For hende er det vigtigere for Skotland at have adgang til det indre marked end det er at kunne begrænse migrationen af EU-borgere.
Efter valgnederlaget, så er der et voksende antal aktører i britisk politik som argumenterer for, at valgnederlaget var et klart signal til det britiske parlament om, at vælgerne ikke ønsker et såkaldt hårdt Brexit.
Den mest fremtrædende politiker som har sagt præcis det er faktisk Theresa Mays egen Brexit minister, David Davis. Han konstaterede på valgaftenen, at Theresa May netop gik til valg på at få stærkt mandat til at gennemføre sin Brexit politik. Det var selve begrundelsen for udskrivelsen af valget. Så hvis vælgerne ikke giver de konservative flertal, så har partiet heller ikke fået vælgernes mandat til at gennemføre den Brexit-politik som Theresa May havde planlagt.
Problemet for Theresa May er, at hun ikke bare kan skifte Brexit-strategi. For internt i det konservative parti sidder stadig en række hårdkogte Brexit-tilhængere. Og på trods af valgresultatet, så holder de hårdnakket fast i, at Theresa May skal gennemføre en Brexit, hvor Storbritannien forlader indre marked og toldunion og i øvrigt vender EU-samarbejdet ryggen på en række områder.
Theresa May havde lagt op til en hård forhandling med EU. En forhandling hvor hun allerede inden det første forhandlingsmøde har været afholdt allerede flere gange har truet med, at hun er parat til at forlade forhandlingsbordet.
Et helt afgørende element i Theresa Mays forhandlingsstrategi er, at den trussel kun er troværdig, hvis hun har et fungerende alternativ.
For at kunne forlade EU-forhandlingerne, så skal Theresa May have vedtaget en lang række love hjemme i Storbritannien, sådan at landet faktisk kan fungere øjeblikket, hvis hun vælger at smække med døren i Bruxelles og sige farvel og tak – uden nogen aftale.
Men nu er det højst usikkert om det overhovedet vil være muligt for Theresa May at få vedtaget de love i det britiske parlament, som er nødvendige for, at hun troværdigt skal kunne true med at gå. F.eks. er der næppe flertal i parlamentet til de skattesænkninger til britisk erhvervsliv som er en del af exit-pakken.
Theresa Mays erhvervsminister, Greg Clark, holdt i går et hemmeligt møde med ledende personer fra britisk erhvervsliv for at drøfte med dem, hvordan Storbritannien nu bør håndtere Brexit efter valgnederlaget. Selv om alle dele af ikke er enige, så var budskabet ved det møde også klart. Hård Brexit bør undgås.
”Hård Brexit er en død and” sagde en af Theresa Mays ledende ministre anonymt til erhvervsavisen Financial Times.
For Theresa May er valgresultatet et enormt problem i forhold til Brexit. Det første Brexit-forhandlingsmøde er fastsat til mandag den 19. juni. EU har været klar til at forhandle i månedsvis. Storbritannien var langt om længe også ved at være parat til at indfinde sig ved forhandlingsbordet. Men det store spørgsmål er nu, hvilke krav briterne skal stille i forhandlingerne.
Med et flertal på kun to mandater i parlamentet, så kan den britiske Brexit-forhandler, David Davis, aldrig vide sig sikker på, om han faktisk har flertal i det britiske underhus for de kompromisser, som han skal forhandle på plads i Bruxelles. Det gør det utroligt svært for Davis at forhandle.
Først skal den britiske regering nu bestemme sig for om den – trods valgresultatet – vil fastholde kursen mod en hård Brexit. Hvis ikke – hvordan skal skilsmissen fra EU så se ud?
Derefter skal der indgås aftale med EU på en utrolig masse områder.
Og processen haster. For efter planen skal Storbritannien være ud af EU fra april 2019. Hvis forhandlingerne skal forlænges, så kræver det enstemmighed blandt de 27 EU-lande. En beslutning, som ikke nødvendigvis er let, fordi EU-landene ønsker Storbritannien ude af EU inden valget til Europa-Parlamentet i maj 2019, og inden et nyt EU-budget skal være plads for 2020.
Med kun ni dage til det første formelle Brexit-forhandlingsmøde ligger hele Theresa Mays Brexit strategi i ruiner.