I en sportshal i den russiske by Jaroslavl 260 kilometer nord for Moskva har børnene travlt.
De træner triatlon, så de skal have styr på både svømning, løb og cykling.
Faciliteterne her er gode, så børnene har rig mulighed til at blive dygtige triatlon-deltagere, mener deres træner, Natalija Zijkova, på 33 år.
- Her, hvor vi er, er bevis for, at tingene er blevet bedre under Vladimir Putin, siger hun om sportscenteret.
Sportshallen fylder det meste af hendes hverdag. Hun arbejder her alle ugens dage, hvor hun træner omkring 100 børn.
Uden for sportshallen hænger et stort skilt med Forenet Rusland - regeringspartiet, som støtter Putin.
- Egentlig har Putin eller partiet ikke noget at gøre med, at der er blevet bygget et lokalt sportscenter, fortæller DR’s Ruslands-korrespondent, Matilde Kimer.
- Men med det store partiskilt ved hovedindgangen til centret er det ikke underligt, at folk tilskriver fremskridtet partiet.
Russisk præsidentvalg nærmer sig
Præsidentvalget i Rusland nærmer sig.
På søndag skal russerne til valgurnerne for at afgøre, hvem der skal lede landet de kommende seks år.
Natalija Zijkova er ikke i tvivl om, hvor krydset skal sættes. Det bliver ud for den nuværende præsident, Vladimir Putin, og det er hun langt fra ene om.
Det forventes, at Putin kommer til at løbe med sejren endnu en gang.
Det håber Natalija Zijkova, for hun har været tilfreds med den måde, Putin har ledet landet.
- Jeg føler ikke, at situationen er blevet værre. Der er ikke sket noget, som kunne bekymre mig – som at de stoppede med at udbetale lønninger, fortæller hun.
Frygten for et Rusland uden Putin
Natalija Zijkova tror, det vil påvirke russerne meget, hvis de ikke længere havde Putin i spidsen.
- Det vil helt sikkert have indflydelse på enhver russers psykologiske tilstand, siger hun.
Det er fjerde gang, at Vladimir Putin stiller op til præsidentvalget. Den 65-årige tidligere efterretningschef har stor erfaring på posten.
Han besad præsidentembedet fra 2000 til 2008 og blev genvalgt i 2012.
Mange af de russiske vælgere er bekymrede for et Rusland uden Putin i spidsen, fortæller Matilde Kimer:
- Jeg tror egentlig ikke, det kun er Putins støtter, men de fleste russere, der bekymrer sig over, hvad der kommer efter Putin, og om en fredelig magtoverdragelse overhovedet vil være mulig.
Natalija Zijkova er én af de russere, der frygter kaos uden Putin:
- Hvis Putin pludselig ikke er her, tror jeg, at befolkningen vil opkøbe boghvedekerner, siger hun og griner.
- Efter et par dage vil alle boghvedekerner være væk. Og tændstikker! Så kan vi ikke tænde bål mere.