Når Putin til formiddag sætter sig på scenen foran mere end 1600 journalister og deres rullende kameraer, så er det startfløjtet i en præsidentvalgskampagne, hvor den største trussel for den siddende præsident er, at det hele bliver så forudsigeligt og modstandsfrit, at de russiske vælgere simpelthen ikke gider at deltage.
To årtier ved magten
Ruslands 18-årige førstegangsvælgere har aldrig kendt til andet end den netop Vladimir Putin, der indtog embedet i 2000 og kun mellem 2008-2012 blev formelt erstattet af nuværende premierminister Dmitrij Medvedev.
Der er ikke mange, der forventer andet end en overbevisende sejr til den siddende præsident, og friske meningsmålinger fra analyseinstituttet Levada Centret viser, at 61 procent af de adspurgte russere vil sætte deres kryds ved Putin.
Men når Kreml alligevel er bekymret, så handler det om den store andel af russere, der slet ikke gider at tage del i valget. Lige under 40 procent ved ikke, eller ønsker ikke at stemme til valget i marts måned.
Om det er fordi, de anser Putins sejr for at være givet på forhånd, eller fordi politisk apati er voksende i dagens Rusland, er ikke angivet, men for Kreml er det en prioritet, at vælgerdeltagelsen ikke bliver for lav.
Stærk mand – svag konkurrence
En af Moskvas nye byrådspolitikere, Dmitrij Gudkov, der gør sig ambitioner om at blive hovedstadens nye borgmester, fortalte i et radiointerview, at mens oppositionen tidligere havde kæmpet for at få retfærdige og lige valg, så kæmper man nu for, at der overhovedet er et valg.
Og spørgsmålet, som nok vil brænde på manges læber, og som måske får lov at blive udtalt, er, hvorfor det russiske styre med den markante styrkeposition Putin sidder i, ikke vil tillade en rigtig modkandidat til præsidentvalget.
Manden, som mange vil tænke på, er oppositionsleder Aleksej Navalnij, der selvom han helt officielt er blevet nægtet adgang til valget, fortsætter sin kampagne over hele Rusland og evner at trække store tilskuerflokke til sine møder rundt om i den russiske provins.
Putins modkandidat deltager som journalist
Men svaret på det spørgsmål vil formentlig sidde på tilskuerrækkerne. For Putin og Kreml har tilladt en kandidat, der beskriver sig selv som opposition.
Den 36-årige Ksenia Sobtjak, hvis far var Putins læremester i de unge politiske år i Sankt Petersborg, stiller op under parolen ”kandidaten mod alle” er akkrediteret som journalist til pressemødet og fik som en af de få udvalgte ordet sidste gang, hun var med.
Rusland under angreb
For præsident Putin har det altoverskyggende tema i den tredje præsidentperiode været Vestens forsøg på at underminere ham og straffe Rusland. Det vil formentlig fortsætte, og blandt spørgsmålene ved dagens pressemøde vil der med garanti være endnu en omgang omkring den Internationale Olympiske Komites (IOC) udelukkelse af Rusland til Vinter-OL og Putins opfattelse af dét, som en politisk vendetta.
Man kunne også godt forestille sig, at Putin vil blive spurgt om, hvordan Rusland vil reagere på de forventede nye sanktioner fra USA's side, der vil ramme en række russiske firmaer indenfor bla. våbenindustrien.
De hjemlige, russiske journalister vil have god grund til at spørge præsidenten om, hvornår han forventer, at den russiske økonomi for alvor kommer på fode igen. For selvom Rusland formelt er trukket fri af recession og oplever en moderat økonomisk fremgang, så er landet stadig sat voldsomt tilbage af det massive slag, man oplevede i kølvandet på økonomiske sanktioner og stærkt faldende olie- og gaspriser i 2014.
Succeshistorien Syrien
Da Putin i sidste uge valgte at lave et overraskende lynvisit i Syrien, var det for at meddele, at Rusland sejrrigt kunne trække de fleste af sine tropper hjem, nu hvor man har nedkæmpet terrororganisationen Islamisk Stat. Der er dog ikke nogen detaljer på, præcis hvor mange soldater Rusland trækker hjem, og hvornår de tænkes at forlade Mellemøsten.
Og Putin møder styrket op til pressemødet med en ny vigtig aftale netop underskrevet. I denne uge har han præsenteret det russiske underhus, Dumaen, for en aftale indgået med Damaskus, om at Rusland får lov at forstærke sin flådebase i den syriske havneby Tartous og har underskrevet en 49 år lang lejeaftale.
Pressemødet ventes at starte kl. 10 dansk tid.