Trump og Musk vil effektivisere USA: Her er bud på, hvad det vil betyde

Planen er at komme af med unødigt bureaukrati og overflødige omkostninger i den føderale regering.

Elon Musk og Vivek Ramaswamy har begge offentligt støttet Donald Trump under hans valgkamp.

Rettelse kl. 15:35: Det fremgik tidligere, at det er et ministerium, som Elon Musk og Vivek Ramaswamy skal stå i spidsen for. Efter alt at dømme bliver det dog ikke et ministerium, da en af pointerne fra Donald Trump er, at organisationen skal arbejde udenfor administrationen og rådgive derfra.

Når Donald Trump overtager nøglerne til Det Hvide Hus den 20. januar, bliver det med en plan om et helt nyt effektiviseringsinitiativ. Det skal verdens rigeste mand, Elon Musk, stå i spidsen for sammen med iværksætteren og rigmanden Vivek Ramaswamy.

Elon Musks rolle bliver at gøre de offentlige myndigheder mere effektive og på den måde spare penge.

Og den administrerende direktør i blandt andet Tesla og SpaceX har ifølge DR's udsendte reporter i USA, Anne Alling, kritiseret regeringen for at bruge for mange penge og for, at det offentlige bureaukrati får tingene til at gå for langsomt.

- Musk effektiviserede selv, da han overtog Twitter, hvor han fyrede en masse folk for at gøre tingene mere effektive, siger hun.

Anne Alling fortæller også, at man på nuværende tidspunkt ikke har fuldkommen klarhed over hvilken form initiativet vil tage.

Trump har oplyst, at organisationen vil operere uden for den føderale regering, og vil arbejde sammen med blandt andet Det Hvide Hus for at implementere sine anbefalinger.

Hvis det ikke bliver godkendt, vil det snarere fungere som en form for konsulentafdeling for regeringen.

- Præcis hvilke afdelinger og myndigheder, der skal effektiviseres, ved vi ikke på nuværende tidspunkt, siger Anne Alling.

Mål om nedskæringer er usandsynlige

Trump har allerede nu meddelt, at planerne om afbureaukratisering og effektivisering af den offentlige sektor skal føres ud i livet senest 4. juli 2026 - kort inden det næste midtvejsvalg finder sted.

Selvom Trump ser ud til at få et flertal i Repræsentanternes Hus og i Senatet, skal alle føderale budgetter og ændringer heri godkendes af Kongressen.

Derfor er det ifølge lektor ved Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet Niels Bjerre-Poulsen usandsynligt, at Musk når i mål med sine to billioner dollar nedskæringer i den offentlige sektor.

- Problemet med at hævde, at man kan finde enorme beløb at spare i det føderale budget, er, at omkring 86 procent af det ikke umiddelbart kan røres. Det er militæret, såkaldte velfærdsprogrammer - Medicare, Medicaid, Social Security. Og så er der renter på USA's nationale gæld.

- Hvis Trump er parat til at angribe disse programmer, så kan man forestille sig, at han endnu engang vil forsøge at tage livet af 'Obamacare', der sikrer mange millioner amerikanere sygesikring. Det forsøgte Trump også sidste gang, han var præsident, siger Niels Bjerre-Poulsen.

Flere motiver bag planerne om et nyt initiativ

Han tilføjer, at selvom der sandsynligvis vil blive forsøgt fjernet eller skåret i konkrete tiltag, kan der også være tale om en større plan med det nye effektiviseringsinitiativ - at der kan være et ønske om at afvikle, hvad Trumps tidligere rådgiver Steve Bannon har kaldt "den administrative stat".

- I både "Project 2025" og Trumps valgprogram er der planer om at erstatte tusinder af professionelle upolitiske embedsmænd, med folk, som primært kan forventes at være loyale over for præsident Trumps ønsker, mener Niels Bjerre-Poulsen.

Han fremhæver, at det ikke er første gang, at regeringer har forsøgt at effektivisere den offentlige sektor. For eksempel så man det under Bush-regeringen i 2004, hvor han ville privatisere den del af Social Security, der svarer til folkepension i Danmark.

Niels Bjerre-Poulsen forestiller sig, at det er muligt, at Trump og Musk vil forsøge at gøre det samme.

- Og ellers handler det om, at folk som Musk og Ramaswamy først og fremmest er interesserede i at fjerne reguleringer.

- Altså miljøreguleringer, miljøkrav - alle de ting, som lægger en begrænsning på virksomhedsejere som dem, vurderer Niels Bjerre-Poulsen.

Du kan høre mere om, hvilke ministre Donald Trump har udnævnt, og hvilken betydning de har, i dagens afsnit af Verden ifølge Gram: