Donald Trump sætter Elon Musk i front for effektivisering

Verdens rigeste mand skal nu være en del af præsidentens administration. Han skal stå i spidsen for ny indsats.

Elon Musk har været til stede ved arrangementer under Trumps valgkampagne flere gange. (Foto: © Anna Moneymaker, Ritzau Scanpix)

Rettelse kl. 07.20: Det fremgik tidligere af artiklen, at Elon Musk er Tesla- og SpaceX-ejer. Dette er retteligt ændret til administrerende direktør i blandt andet Tesla og SpaceX. Derudover er forkortelsen på det ministerium han skal stå i spidsen for ændret fra Moge til Doge i billedtekst, der også er navnet på en krytovaluta, Musk er tilhænger af.

Rettelse kl. 15:14: Det fremgik tidligere, at det er et ministerium, som Elon Musk og Vivek Ramaswamy skal stå i spidsen for. Efter alt at dømme bliver det dog ikke et ministerium, da en af pointerne fra Donald Trump er, at organisationen skal arbejde udenfor administrationen og rådgive derfra.

I øjeblikket er kommende præsident Donald Trump ved at sætte navne på de personer, der skal indgå i eller rådgive hans administration.

En af dem bliver verdens rigeste mand, administrerende direktør i blandt andet Tesla og SpaceX, Elon Musk. Det skriver Trump på sit sociale medie Truth Social.

Musk skal stå i spidsen for et nyt amerikansk initiativ for effektivisering af den offentlige sektor. Det skal han sammen med iværksætter og rigmand Vivek Ramaswamy.

Og den rolle er der rigtig meget for Musk at vinde i, lyder det fra DR's journalist i USA, Malthe Sommerand.

Musk er kendt som en mand, for hvem tingene skal gå hurtigt, og som har store kontrakter med det offentlige. Derfor har han også tidligere sagt, at det offentlige arbejder for langsomt og er for tungt at danse med.

- Han har en hulens masse penge i klemme i det amerikanske offentlige system forstået på den måde, at han med sine mange firmaer - Tesla, SpaceX og så videre - har store kontrakter med offentlige institutioner og myndigheder i USA, siger Malthe Sommerand.

Både Vivek Ramaswamy (på billedet) og Elon Musk deltog ved Trumps vælgermøder under valgkampen. Musk iværksatte også et lotteri, hvor han tilfældigt udvalgte en amerikaner, der støttede Trumps valgkamp, med en million dollars. Arkivfoto (Foto: © CHIP SOMODEVILLA, Ritzau Scanpix)

Musk har satset stort på valgkampen

Ifølge Trumps udmelding skal organisationen skære overflødigt bureaukrati og udgifter i statsapparatet og omstrukturere føderale myndigheder. Organisationen vill operere uden for den føderale regering, har Trump oplyst, og vil arbejde sammen med blandt andet Det Hvide Hus for at implementere sine anbefalinger.

Det fremgår dog ikke, hvilke myndigheder, der er tale om.

- Alle afdelingens handlinger vil blive offentliggjort online for maksimal gennemsigtighed, skriver Elon Musk selv på X.

De skal også gennemføre strukturreformer i samarbejde med eksterne parter og ledelses- og budgetkontoret i Det Hvide Hus. Det er det kontor, der udarbejder budget- og politikforslag for en siddende præsident.

Elon Musks har en yndlings-kryptovaluta ved navn Doge. Forkorter man det nye ministeriums navn - Department of Government Efficiency -, DOGE, ja, så får man altså samme betegnelse. (Foto: © RYAN COLLERD, Ritzau Scanpix)

Idéen om Musk som en, der skulle være på sidelinjen af Trumps administration blev flere gange luftet i valgkampen - indimellem lidt som en joke.

Men samtidig satte Musk mange kroner og ører i, at valgsejren skulle gå til Trump.

- Elon Musk har doneret 111 millioner dollar til en 'Super PAC', som havde til opgave at få Donald Trump valgt som præsident og som også lykkedes med at få Donald Trump valgt som præsident i onsdags, siger Malthe Sommerand.

Og allerede dagen efter valget kunne man se, at hans Tesla-aktier steg med omkring 10 procent.

- Han (Elon Musk, red.) har simpelthen satset stort på det her, fordi han har kunnet se, at det også ville være en god forretning for ham, siger Malthe Sommerand.

Natten til onsdag satte Donald Trump også navn på flere andre i sin nye administration og regering.

Det nye arbejde med afbureaukratisering skal ifølge Trump være færdigt 4. juli 2026. Den dato markerer 250. året for USA's uafhængighed.

- Det er altså ikke kun et departement, der skal arbejde for effektivitet, men også arbejde effektivt for at komme i mål, siger Malthe Sommerand.