Steffen Gram: Trump lukker sine smutveje til Det hvide Hus

ANALYSE Vreden blandt Trumps vælgere forsvinder ikke, når Republikanerne taber præsidentvalget den 8. november - men hvad skal der blive af det republikanske parti, spørger DR's internationale korrespondent, Steffen Gram.

Republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump, under et vælgermøde. (Foto: © Mike Segar, Scanpix)

Videobåndet med Donalds Trumps fortælling om, hvordan han seksuelt har forgrebet sig på kvinder, dukkede op for bare en uge siden. Det føles som om, der er gået måneder.

En uge efter står kvinder i kø for at fortælle om Trumps grove seksuelle tilnærmelser og overgreb.

Vælgerne er chokerede – for det meste. Trump er faldet i meningsmålingerne. Hans sidste smutveje til Det Hvide Hus har lukket sig.

Han vil tabe. Det ved hans modstandere i det republikanske parti. Og ledende folk i partiet har haft travlt ved svingdørene – selvom nogle af dem er gået ind igen. Hans rådgivere i Trump-kampagnen kan også læse meningsmålinger – hvad enten de stoler på dem eller ej.

Så hvad stiller man op?

Krigen i blodet

Skal Trump ud for at beklage?

Nej. Det ligger hverken til ham eller de folk, der politisk står ham nærmest – slet ikke hans kampagneleder Steve Bannon. Tværtimod. Bannon kommer fra Breibart News, som han har gjort til Trump-talerør i kampen mod alt liberalt. Og han sender sin kandidat i offensiven. Han går i krig. Det ligger i hans DNA – og det ligger ikke mindst i Trumps DNA.

Så Trump har benægtet alt, siden de første kvinder dukkede op for at fortælle om deres møder med ham. Intet skete. Overhovedet. Og skulle noget være hændt – så ville det ikke være med dem. Underforstået – ikke pæn nok.

Og når Trump reagerer på de faldende tal i meningsmålingerne, er det fordi der er en vældig konspiration i gang mod ham – hvor medierne og Clinton-kampagnen har rottet sig sammen for at nægte ham og vælgerne sejren.

Derfor hævder han nu, at Hillary Clinton var på piller under deres seneste debat, og at hun bør testes for misbrug.

Derfor siger Trump nu, at selve valget ude i de enkelte stater, bliver manipuleret af hans fjender. At Paul Ryan, den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, lader sin talsmand afvise påstanden, er ligegyldigt. Det betyder intet for en valgkampagne, hvor fakta er en by i Rusland og politiske følelser er virkelighed.

Donald Trumps nuværende kampagneleder, Stephen K. Bannon, under en radioudsendelse for Breibart News. (Foto: © Ben Jackson, 2016 Getty Images)

Et splittet parti

Det har splintret det republikanske parti. Det har splintret et parti, hvor tilliden til den etablerede partiledelse er forsvundet, hvor tilliden til institutioner er forsvundet, og hvor vælgerne føler sig koblet af fra enhver indflydelse.

Donald Trump blev kandidat for det republikanske parti efter en lang og rå primærvalgkamp. Og det blev han, fordi han som udefrakommende kunne kanalisere vreden og frustrationen blandt vælgerne – nye som gamle.

Havde Donald Trump været en ”normal” politiker, var partiet ikke faldet fra hinanden. Det var haltet videre ind i valgkampen, og kampene mellem de forskellige fraktioner var fortsat.

Men – nu tårner det store spørgsmål sig op: Hvad bliver der tilbage af det republikanske parti, når Donald Trump har tabt? For Trumps tilhængere har ikke til sinds at hænge boksehandskerne på knagen, lige så lidt som Tea Party-bevægelsen smed de brugte the-poser ud, da den ikke fik flertal for sin totalt kompromisløse kurs.

Og vreden forsvinder ikke med et nederlag til Donald Trump.

Trumps vælgere vil også fremover føle sig ekskluderet af det etablerede, ignoreret i en globaliseret verden og løbet over ende af indvandringen, af den teknologiske udvikling og af en regering i Washington, der ”ved bedre” i stedet for at spørge vælgerne.

Ja, der er racisme i begrebet ”Trumpism”. Der er populisme. Der er et fundament, der bygger på løgn – nemlig, at Barack Obama, USA’s første sorte præsident, er en illegitim præsident. Og Donald Trump var manden, der om nogen promoverede den påstand.

Grænsen trækkes onsdag nat

Men Trumps budskaber rækker langt videre end til racister og fremmedhadere.

Hvor langt Trump vil gå i sin kamp mod fjenden, får vi en ide om natten til torsdag dansk tid, når den sidste debat mellem Clinton og Trump løber af stablen.

Donald Trump vil gå til angreb på Hillary Clinton. Han vil sige, at hun er korrupt, at hun formentlig er på stoffer, at hun er som en edderkop i den store sammensværgelse med den internationale finansverden, der stjæler sejren fra Trump og fra hans vælgere.

Men vil han gå planken ud? Vil han erklære, at det demokratiske system i USA er korrumperet? At han ikke vil acceptere resultatet? Vil han virkelig anfægte hele USA's demokratiske system? Måske. Hvem ved? Nogle af hans støtter taler om væbnet opstand, hvis han taber.

Demokraternes Hillary Clinton og Republikanernes Donald Trump under den seneste præsidentielle debat. (Foto: © Paul J. RICHARDS, Scanpix)

Trump har muligheden og midlerne

Under alle omstændigheder ligger det republikanske parti i ruiner efter denne valgkamp.

Hvis Donald Trump beslutter sig for at fortsætte kampen efter valget, så har han midlerne og grundlaget. Han har pengene til at etablere sin egen medie-virksomhed, der som en anden FOX-station, vil føre den ideologiske kamp videre. Han vil tage millioner af vælgere med sig – de vælgere, der i dag føler, at deres samfund bliver taget fra dem.

Og Trump-fløjen vil søge ud til det yderste højre, i hvert fald for en periode. De moderate vil søge mod midten, mod de uafhængige. GOP – the Grand Old Party, Abraham Lincolns parti – vil være splittet. Og som en bekendt sagde til mig: GOP vil være blevet til ”Groping our Privates” – ”at tage på vores kønsorganer”.

Det vil koste det republikanske parti dyrt. Det vil splitte USA's konservative fløj – og ende med at gøre det republikanske parti overflødigt.

Det vil – som jeg skrev for en uge siden – være usundt for det amerikanske demokrati.

Men efter den sidste uges valgkamp her i USA må jeg erkende, at det vil være mere end usundt. Det kan ødelægge det amerikanske demokrati, vi har kendt indtil nu.

Og i et samfund som det amerikanske, hvor den politiske debat hele tiden søger fodfæste i fortiden hos forfatningens fædre, har jeg fundet John Adam’s brev til Jonathan Jackson i oktober 1780 frem. Og John Adams var en af nationens fædre – den første vicepræsident og så USA's anden præsident.

Med skrattende penneskaft skrev John Adams:

“Der er intet, jeg frygter så meget som opdelingen af Republikken i to store partier, under hver sin leder, som organiserer deres politiske beslutninger i modsætning til hinanden. Det må, ifølge mine ydmyge bekymringer for fremtiden, frygtes at blive det største politiske onde under vores forfatning”.

Og John Adams kendte hverken Donald Trump eller Hillary Clinton.

Steffen Gram analyserer udviklingen i den amerikanske valgkamp hver uge i resten af oktober. Og i november analyserer han den daglige udvikling frem til den store valgdag – d. 8. november.