Den republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, svarer nu igen på de seneste dages beskyldninger mod ham.
Medier som New York Times, People Magazine og Palm Beach Post har bragt historier om kvinder, der har kunnet berette om, hvordan præsidentkandidaten har befalmet dem mod deres vilje.
Men de historier passer kort og godt ikke, siger han nu.
- De her ondskabsfulde anklager mod mig om upassende omgang med kvinder er totalt og absolut falske. Og Clinton-parret ved det, sagde Donald Trump ifølge nyhedsbureauet AP ved et vælgermøde i Florida tidligere i dag.
Donald Trump hentyder til, at den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton står bag påstandene, der ifølge ham alle er fabrikerede.
- Det er ren og skær fiktion, og det er direkte løgn. De her begivenheder har aldrig fundet sted, slog den republikanske præsidentkandidat ifølge AP fast.
Samtidig hentydede han ifølge netmediet Politico.com til, at kvinderne var for uattraktive til hans smag.
- Se selv. Se på hende. Læs hendes ord. Fortæl mig, hvad du tænker. Det tror jeg ikke, sagde han ifølge Politico.com.
Han brugte udtrykket "forfærdelige, forfærdelige løgnere" om de kvinder, der har anklaget ham for upassende seksuel adfærd.