Donald Trump skal være glad for, at han ikke skal arbejde tæt sammen med de ansatte hos sine republikanske partimedlemmer i Kongressen i Washington.
For kun et fåtal af dem tror på, at Trump bliver præsident.
Sølle 13 procent af de republikanske politikeres rådgivere i Kongressen troede på en Trump-sejr, da rådgiverne til både de demokratiske og republikanske Kongresmedlemmer i den sidste uge af oktober blev spurgt om deres holdning til præsidentvalget.
Ikke en eneste ansat hos demokratiske medlemmer af Kongressen troede, at Trump vil vinde.
Og da 212 af de ansatte i Kongressen havde svaret på deres spørgsmål, stod mindst én ting krystal klart blandt republikanerne: Der er afgrundsdyb kløft mellem de republikanske vælgere ude i landet og deres politiske establishment i Washington!
83 procent af de republikanske rådgivere støtter deres formand i Repræsentanternes Hus, Paul Ryan – som Trump gør alt, hvad han kan for at undergrave. Og kun 6 procent siger, at Ryan burde træde tilbage.
Og endnu værre: Trods Trumps klare sejr over hele det republikanske establishment og dets kandidater under primærvalgkampen, så siger 38 procent af de republikanske rådgivere, at de vil stemme på en præsidentkandidat fra et tredje parti. 18 procent siger, at de vil stemme på Hillary Clinton – og kun 30 procent vil stemme på Trump.
Uenighed fortæller alt om kommende problemer
Nu er det ikke rådgiverne for politikerne i den amerikanske Kongres, der afgør et valg. Men håndværkerne i det politiske maskinrum har en ret god fornemmelse for, hvordan maskinen kommer til at køre. Og hvis de er uenige med deres mulige kommende præsident, så fortæller det alt om de problemer, der tårner sig op i den amerikanske Kongres efter valget.
Og en præsident kommer ikke langt med sine planer, hvis Kongressen ikke vil samarbejde. Så lad mig parkere person-dramaet mellem Donald Trump og Hillary Clinton og se på kampen om den amerikanske Kongres.
Kongressen har to kamre – Senatet og Repræsentanternes Hus. De 100 senatorer er valgt for seks år ad gangen med 34 på valg i år. Repræsentanternes Hus har 435 medlemmer, som alle er på valg hvert andet år. Og i dag har Republikanerne flertal i både Senatet og Huset.
Palet af kampe breder sig ude i delstaterne
Men demokraterne har solide chancer for at vinde Senatet tilbage – specielt, hvis Hillary Clinton bliver præsident. Det har de, fordi der er 24 republikanske senatorer i spil og kun 10 demokratiske.
I dag har demokrater og deres allierede 46 pladser i Senatet. Republikanerne har 54. Så demokraterne skal vinde mindst fire pladser. Så står det 50-50 og vicepræsidenten får den afgørende stemme. I skrivende stund ser meningsmålingerne ud til at give demokraterne mellem fire og seks pladser.
Og nu breder der sig en palet af lokale konflikter og kampe ude i delstaterne.
I New Hampshire kæmper den republikanske senator Kelly Ayotte for eksempel for at holde balancen mellem sine støtter i våben-lobbyen og de meget rige Koch-brødre på den ene side og en tvivlsom Trump på den anden.
For hvad stiller man op som kvindelig senator, når man den ene dag siger, at Trump er en ”rolle-model” for sin datter – og båndet med fortællingen af de seksuelle overgreb bliver spillet den næste dag? Man ror baglæns!
Men det har hendes demokratiske modkandidat Maggie Hassan ikke givet hende lov til – og nu står de nærmest lige.
I North Carolina – som begge præsidentkandidater rejser tyndt – handler senatsvalget om et vældigt tilbageslag mod en lokal republikansk-inspireret lov, der kræver, at transseksuelle skal bruge det toilet og det badeværelse, som deres oprindelige køn tilsiger!
I Pennsylvania er den republikanske senator Toomey i vanskeligheder over for demokraten Katie McGinty – der tilsammen har brugt 117 millioner dollars. Toomey har stemt for reformer af våbenlovgivningen og har fået støtte blandt antivåben-aktivister, hvad der koster stemmer blandt republikanerne. Men McGintys kampagne er ikke specielt fængende – og det er endnu uvist, om Hillary Clinton kan trække en sejr hjem til McGinty.
I Indiana troede republikanerne, at senatspladsen var hjem – indtil demokraterne opstillede deres tidligere senator Evan Bayh, der tilfældigvis havde 10 millioner dollars på kistebunden til at føre valgkamp for. Men Bayh’s tætte forbindelser til lobby-industrien i Washington koster ham samtidigt i et år, hvor den slags er mere end almindeligt upopulært.
I stat efter stat blandt de 34 stater raser kampen om en plads i Senatet – for det parti, der kontrollerer Senatet, kontrollerer dels udnævnelsen af amerikanske forbundsdommere (med Højesteret som toppen af hierakiet), dels lovgivningen i den amerikanske Kongres. For der skal 60 medlemmer af Senatet til at godkende, at behandling af lovforslag overhovedet bliver bragt i spil.
Republikanerne langt foran i kampen om Huset
Repræsentanternes Hus, med de 435 medlemmer, er en anden sag for demokraterne. De havde flertal i Obamas første to år. Så gik det galt. Med teaparty-bevægelsen i spidsen vandt republikanerne i 2010 et af de største flertal i nyere tid – og alt samarbejde mellem Det hvide Hus, demokrater og republikanere i Kongressen gik i stå.
I dag har republikanerne 247 pladser i Huset mod demokraternes 188. Og det forspring kan demokraterne ganske enkelt ikke indhente – hvor gerne demokraternes Nancy Pelosi end vil være forkvinde igen for Repræsentanternes Hus. Demokraterne vil indhente noget af det tabte – men spørgsmålet er hvor meget og fra hvem? Bliver det fra de få moderate republikanere, der er tilbage, eller bliver det fra de hårdkogte konservative?
Kampen mellem Trump og Clinton, kampen mellem Trump og det etablerede republikanske parti – og Clintons kamp mod sin egen Bernie-venstrefløj og de mange dæmoner, der har hærget hendes valgkampen – alt dette peger på en afslutning af valget 2016, hvor en sejr vil blive snæver, ligegyldigt, hvem der vinder.
Og når ingen af præsidentkandidaterne er i stand til at udrydde den anden for alvor – og dermed sende en bølge af nye politikere ind i Kongressen – så vil den kommende Kongres blive mere eller mindre som den nuværende: Handlingslammet af politikere, hvis første prioritet ikke er at lede og lovgive for nationens bedste – men at forhindre modstanderen i at skaffe resultater til befolkningens bedste.