Det siger noget om, hvor presset den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton, er blevet, når hun blot få dage før valgdagen drager til industribyen Detroit for at kapre vælgere.
Det siger DR’s USA-korrespondent, Johannes Langkilde, som selv befinder sig i storbyen i delstaten Michigan.
Historisk set har Detroit nemlig været en ærkedemokratisk by. Og ved de seneste seks præsidentvalg pegede et flertal af vælgerne i Michigan på de demokratiske præsidentkandidater.
Men efter at FBI valgte at genoplive hendes omstridte e-mailsag for en uge siden, har Hillary Clinton tabt en del af sit forspring i meningsmålingerne over sin modkandidat, den republikanske Donald Trump. Ikke blot i svingstater som Florida og Pennsylvania, men også i en ellers demokratisk stat som Michigan.
- Hillary Clinton er presset, og derfor har hun set sig nødsaget til at komme til Michigan, som ellers kan betegnes som hendes hjemmebane. Donald Trump står nu godt i meningsmålingerne, og han har fået en reel mulighed for at vinde præsidentvalget, siger Johannes Langkilde.
Symbolsk baggrundskulisse
Temaet for det demokratiske vælgermøde er vækst og jobskabelse, og her kommer Detroit også til at spille en særlig symbolsk rolle, forklarer Johannes Langkilde.
I 2013 gik storbyen nemlig konkurs efter årtier med økonomiske problemer og udflytninger fra de store bilproducenter som Ford og General Motors, som førhen holdt til i byen. Hvor der i 1950’erne boede 1,8 millioner mennesker i byen, er der i dag blot 700.000 tilbage, og titusindvis af boliger står tomme langs vejene.
Men i de seneste er år er der dog sket fremskridt i den hårdt prøvede by, fortæller DR’s USA-korrespondent.
- Folk har på forskellige kreative manerer fundet nye måder at arbejde på. Der er opstået nye forretningsmuligheder, og både forretningsdrivende og kunstnere har fået rimelig meget gang i den og er begyndt at sælge varer igen, siger Johannes Langkilde og fortsætter:
- Detroit er på den ene side eksemplet på alt, der kan gå galt med den amerikanske økonomi. Men den er også eksemplet på, hvad der skal til for at få gang i økonomien igen, og derfor kommer byen til at spille en vigtig birolle, når Hillary Clinton senere på dagen vil fortælle, hvor hun er bedst til at skabe job i USA, siger han.
Den amerikanske valgdag er tirsdag den 8. november.