Når kendte blander sig i valget: Oprah vandt én million stemmer til Obama

Noget af Donald Trump og Hillary Clintons tungeste skyts i valgkampen henter de på den røde løber.

Det amerikanske valg er ikke kun en afgørende politisk begivenhed, men også et kæmpe, populærkulturelt fænomen, hvor kendisser og kunstnere blander sig.

Der er rift om USA's superstjerner i valgkampen, hvor præsidentkandidaterne hvirvler kendisserne ind i deres valgkampagner.

Præsidentkandidaterne håber at kunne veksle stjernernes berømmelse og folkelige popularitet til personlige stemmer.

I USA har de politiske partier langt mindre magt, end vi er vant til i Danmark. Og derfor stemmer vælgerne i højere grad på politikerne som enkeltpersoner.

Det forklarer Anne Mørk, adjunkt i amerikanske studier ved Syddansk Universitet:

- Derfor er det oplagt at inddrage kendisser, som giver kandidaterne et lys af glamour, men det tiltrækker også en masse medieopmærksomhed.

Andejæger for Trump

På det republikanske konvent tiltrak Trumps kendte støtter masser af medieopmærksomhed. Men det var af den negative slags.

De fleste kommentatorer græmmede sig nemlig over b-stjernerne, der slog på tromme for Trump. En af dem var realitystjernen Willie Robertson, kendt fra reality-programmet 'Duck Dynasty' om ham og resten af den outrerede Robertson-familie, der har slået sig op på at sælge udstyr til andejagt.

Men også i sportsverdenen har Trump fundet støtter.

Bokseren Mike Tyson, der måske er bedst kendt for engang at have bidt et stykke øre af sin modstander, håber på Trump som præsident.

Og i august trådte endnu en kampsportsstjerne frem og bekendtgjorde sin opbakning til Trump.

- Jeg vil være Trumps 'running-mate'. Kan I høre det for jer? Vicepræsident Hogan, lød det kækt fra den verdensberømte wrestler Hulk Hogan.

Kendisser som selv-branding

Hillary Clinton kan ikke bryste sig af støtte fra særlig mange kampsportsstjerner. Hun har til gengæld fundet opbakning blandt mange af USA's kvindelige berømtheder:

Og det er helt bevidst, forklarer Anne Mørk.

- Når en amerikansk præsidentkandidat får støtte fra kendte, så bruger kandidaten det til at sælge et billede af sig selv og præsentere sig som et symbol på en vis del af USA.

Når Trump for eksempel optræder med kampsportsstjerner og realitystjerner, så sender han også et signal om, hvad det er for en type amerikaner, han gerne vil appellere til – det kan for eksempel være typen, der går til wrestling i weekenden, siger hun.

– Med støtten fra boksere og wrestlere fremstår han selv mere maskulin og aggressiv, og det er et image, han gerne vil sælge. Det er en verden og nogle værdier, han gerne vil identificeres med, siger Anne Mørk.

Blandt USA's kvindelige berømtheder, der støtter Hillary Clinton, er blandt andre sangeren Katy Perry, komikeren Amy Schumer, det feministiske koryfæ Lena Dunham og ikke mindst skuespilleren Meryl Streep.

- Gennem 40 år har Hillary Clinton kæmpet for kvinder og børn, brølede Streep foran et jublende publikum på det demokratiske konvent.

Robert De Niro: Trump er en idiot

Ser man tilbage på valgkampen mellem Clinton og Trump, er det ikke kendissernes opbakning til de to kandidater, der har været mest iøjefaldende. Det har været kendisser i opposition til de to kandidater.

Blandt andre har Susan Sarandon kritiseret Clinton, og Robert De Niros udfald mod Trump var en historie, som verdens medier hoppede på.

- Han er en idiot, en gris, en national katastrofe. Han er en ydmygelse for dette land, og det gør mig så vred, at et fjols som ham er endt, hvor han er, lød det blandt andet fra De Niro.

Hør skuespiller Robert De Niros mening om Trump her:

http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a581c3ad7a11fa00ed819594a

Oprahs stemme

Det store spørgsmål er så; hvor meget betyder det egentlig, at kendisser støtter eller tilsviner politikerne?

Amerikanske forskere har undersøgt, hvor mange stemmer politikere kan hente hjem med hjælp fra berømtheder. Forskerne tog udgangspunkt i Oprah Winfreys støtte til præsident Barack Obama i 2008.

Oprah er en af de mest magtfulde kvinder i USA, og hun har i flere år nægtet at støtte nogle kandidater.

Gennem tiden har Oprah stemt både på republikanere og demokrater.

- Jeg er her på grund af min personlige overbevisning, der fortæller mig, hvad Barack Obama kan gøre for USA, sagde hun under valgkampen i 2008.

- Amerikanske forskere fandt ud af, at Oprahs støtte til Obama flyttede cirka 1 million stemmer til Obamas fordel. De vurderede dog også, at det var fordi, hun var så stort et navn, siger Anne Mørk.

Så fordi det er så unikt, at hun støtter en kandidat, kan man ikke nødvendigvis sammenligne Obamas valg i 2008 med andre kendis-støtter for præsidentkandidater.

Om P1-serien 'Trump, Clinton og Kulturen'

  • I 'Trump, Clinton og Kulturen' undersøger P1 valgets kulørte vinkler og blotlægger populærkulturens rolle i præsidentkapløbet mellem Donald Trump og Hillary Clinton.

  • Første episode hedder 'Kendte på kampagnesporet' og følger fodsporene af de kendisser, der er trådt ud på kampagnesporet. P1 undersøger, hvilken indflydelse de reelt har på valgresultatet.

  • De andre afsnit har titlerne; 'Det satiriske valg', 'Det virale valg', 'Kandidaterne i kunsten' og 'Det kommercielle valg' og kan alle findes her.