I nat dansk tid tørnede Hillary Clinton og Donald Trump for sidste gang inden præsidentvalget sammen i en tv-debat.
Selvom der nu kan sættes hak ved de i alt tre tv-debatter, kan de to kandidater på ingen måde slappe af i de sidste knap tre uger af valgkampen. Til gengæld bliver Clinton og Trumps opgaver i den kommende tid vidt forskellige, lyder vurderingen fra Anders Agner, som er USA-ekspert og redaktør på netmediet kongressen.com:
- Clintons opgave bliver at undgå fejl, spille sikkert og undgå at skabe unødigt, negativt fokus omkring sin kampagne, siger han til DR Nyheder.
Donald Trumps situation er derimod en helt anden:
- Han skal i alle tænkelige former for offensiver: Angribe hende (Clinton, red.), være tilstede i svingstaterne og prøve at vende den negative stemning, der er omkring hans kampagne, siger Anders Agner.
Svingstaterne er et afgørende punkt for valgkampens resultat, og her kæmper begge kandidater.
Ifølge Jørn Brøndal, lektor i amerikanske studier på SDU, er klassiske republikanske stater kommet i spil, og derfor vil Clinton-lejren sætte en hård slutspurt ind.
- Det, der har været ret sensationelt i år, er, at Georgia, Arizona og måske endda Texas er kommet i spil som mulige svingstater. De stater plejer at være stærke republikanske bastioner, men det ser ud til at der bliver kamp til stregen – simpelthen fordi Donald Trump er for ekstrem for mange republikanske vælgere.
Talkshows og reklamefremstød i vente
Udover besøg i de mange stater kan amerikanerne også forvente at se de to præsidentkandidater dukke op i diverse talkshows og reklamefremstød, fortæller Anders Agner. En taktik, der er set før:
- I 2008 lige inden valgkampen sluttede, købte Obama en halv times lang reklame, hvor han kunne fortælle alt, hvad han ville med USA, hvis han blev præsident, siger han.
På denne måde kan præsidentkandidaterne ifølge Anders Agner komme ind i bevidstheden i den brede, amerikanske befolkning en sidste gang, inden de skal til stemmeurnerne og sætte kryds.
Men der er stor forskel på hvor mange penge de to kandidater har at rutte med i de resterende små tre ugers valgkamp, siger Jørn Brøndal.
- En oversigt fra Bloomberg Politics viser, at Hillary Clinton har 161 mio. dollar, som hun kan bruge i slutspurten, mens Donald Trump har 92,5 mio. dollar til sin rådighed. Clinton har dermed betydeligt flere ressourcer end Trump, og det betyder noget i de stater, hvor mediemarkedet er dyrt – for eksempel i Florida, som også er en klassisk svingstat, siger han.
Det vigtige kryds
At få vælgerne registreret til at stemme, er noget begge kandidater frem til valgdagen vil fokusere ekstra meget på.
Ifølge Anders Agner kan vi forvente at se Clinton-støtter som Barack Obama, Michelle Obama, Bill Clinton samt forskellige, demokratiske delstatspolitikere bruge de kommende uger på at føre hendes valgkamp færdig. Det kommer blandt andet til at foregå ved, at græsrodsbevægelser banker på døre og sikrer de unge og minoriteternes stemmer.
Fra Trump-lejren har man ifølge Anders Agner set i øjnene, at det kan blive svært at hente flere tilhængere. Derfor er taktikken en anden end Clintons:
- Hans strategi handler nu i højere grad om at gøre demokraterne og især venstrefløjen i det demokratiske parti lede og kede af Hillary Clinton. Få dem til at føle en tilstrækkelig stor grad af afsky ved hende, så de ender med ikke at gide at gå hen og stemme på hende, siger han.
Fælles for begge kandidater er dog ifølge Anders Agner, at deres tid skal bruges klogt. Derfor kommer de for eksempel ikke til at besøge stater, hvor de er fuldstændig sikre på at enten vinde eller tabe.