TIDSLINJE Verdens ældste statsleder har regeret i 37 år

Det er ikke første gang, at nogen forsøger at skubbe Mugabe af Zimbabwes præsidenttrone.

Efter at have kørt sin kone, Grace Mugabe, i stilling til at overtage magten i landets, har Zimbabwes militær svaret igen med noget, der kan ligne et militærkup. (Foto: © Jekesai Njikizana, Scanpix)

Efter 37 år kan det være slut med præsident Robert Mugabes styre af af det sydøstafrikanske land Zimbabwe.

Tirsdag kørte militæret kampvogne ind i hovedstaden Harare, hvor de overtog regeringsmagten. Hæren understreger, at der ikke er tale om et militærkup, fordi den 93-årige Mugabe sidder i husarrest.

I husarrest sidder også Mugabes 52-årige hustru, Grace Mugabe, der i sidste uge blev kørt i stilling til at overtage magten efter sin mand.

Hærchef, Constantino Chiwenga, har kritiseret præsidenten for at afsætte den tidligere vicepræsident Emmerson Mnangagwe og har truet med militær indgriben.

Det er dog langt fra fra første gang, at Mugabe er blevet kritiseret og udfordret af sine politiske modstandere.

- Der har dog ikke været seriøse forsøg på at komme af med Mugabe. Han har altid formået at holde streng kontrol med regeringen og haft opbakning fra militæret, siger Henning Melber, der er professor ved det Nordiske Afrika Institut i Uppsala i Sverige, og fortsætter:

- Forskellen denne gang er, at Mugabe har tilladt sin kone at køre sig selv i stilling som hans arvtager, og det har været uacceptabelt.

Her følger en tidslinje over Robert Mugabes regeringstid.

1980 Parlamentsvalg

Pro-selvstændighedsleder Robert Mugabe og partiet Zanu vinder valget. Mugabe bliver premierminister og med i den nye regering er også Zapu-partiet Joshua Nkomo.

Robert Mugabe (tv.) og Joshua Nkomo. (Foto: © Alexander Joe)

1982

Robert Mugabe fyrer Nkomo og beskylder ham for at planlægge at vælte regeringen. Nkomo flygter siden ud af landet, men vender tilbage og bliver senere premierminister.

1985 Parlamentsvalg

Det første senatsvalg i det uafhængige Zimbabwe afholdes. Robert Mugabe og Zanu bliver genvalgt med majoriteten af stemmerne.

1987 Forfatningsændring

Robert Mugabe ændrer forfatningen og bliver valgt som landets præsident for en fire-årig periode. Zanu og Zapu bliver slået sammen til partiet Zanu PF.

1990 Præsidentvalg

Tidligere medlem af Mugabes parti, Edgar Tekere, udfordrede præsidenten i valget i 1990. Siden har han udtalt, at han er overbevist om, at Mugabe aldrig vil tillade et valgnederlag. (Foto: © Alexander Joe)

Det første præsidentvalg. Robert Mugabe vinder over modkandidaten Edgar Tekere og bliver valgt for en seks-årig periode.

Tekere er tidligere medlem af Zanu PF, men bliver smidt ud efter at have anklaget partiet og Mugabe for korruption.

- En et-parti-stat var aldrig ideen bag Zanu PF, og erfaringen i Afrika har vist, at det kun bringer nepotisme, korruption og ineffektivitet, sagde han blandt andet.

1996 Præsidentvalg

Ndabaningi Sithole blev i december 1997 fundet skyldig i at lægge planer om at snigmyrde Robert Mugabe. (Foto: © CHRIS WILKINS)

Robert Mugabe bliver ikke overraskende genvalgt. På valgsedlerne står der dog tre navne, men de to andre kandidater, Abel Muzorewa og Ndabaningi Sithole, trækker sig i dagene op til valget.

I december 1997 bliver Sithole dømt for at planlægge at myrde Mugabe.

2002 Præsidentvalg

EU og USA udsteder sanktioner mod Robert Mugabe og enkelte medlemmer af Zanu PF efter rapporter om overtrædelse af FN's menneskerettighedskonvention i landet.

Mugabe vinder over modkandidat Morgan Tsvangirai og genvælges for endnu en seks-årig periode. Flere internationale observatører kritiserer dog måden, valget bliver gennemført på.

2004

Morgan Tsvangirai bliver frikendt for anklager om forræderi i forbindelse med et påstået plot om at dræbe Robert Mugabe.

2005 Parlamentsvalg

Parlamentsvalg, hvor overhuset, senatet, i parlamentet bliver genoprettet.

Zanu-PF vinder med to tredjedele af stemmerne.

2008 Præsidentvalg

  • Aviserne efter valget i 2008. (Foto: © Philimon Bulawayo, Scanpix)
  • Oppositionsleder Morgan Tsvangirai under en demonstration i Gweru under valget i 2008. (Foto: © EMMANUEL CHITATE, Scanpix)
1 / 2

Tre kandidater stiller op til præsidentvalget: Robert Mugabe, Morgan Tsvangirai og den uafhængige Simba Makoni. Den første runde anerkendes ikke med begrundelsen, at ingen af kandidaterne vinder majoriteten af stemmerne.

Derfor bliver der holdt en anden valgrunde mellem Tsvangirai - der vandt første runde - og Mugabe. Tsvangirai trækker sig dog og begrunder det med vold og trusler mod ham og partiets vælgere.

Mugabe og Morgan Tsvangirayi underskriver dog en aftale om at styre landet sammen. Mugabe fortsætter som præsident, mens Tsvangirayi bliver premierminister.

2013 Præsidents - og parlamentsvalg

En ny forfatning bliver vedtaget efter afstemning.

Fremtidige præsidenter kan herefter kun sidde to fem-årige perioder. Mugabe vinder det, der bliver hans syvende periode som præsident, mens Zanu-PF vinder tre fjerdedele af sæderne i parlamentet.

Oppositionspartiet beskyldes for valgsvindel.

2014 Planer om snigmord

Landets vicepræsident Joice Mujuru bliver smidt ud af Zanu-PF efter beskyldninger om, at hun har været med til at planlægge snigmord på præsidenten. Hun afviser alle anklager og kalder dem "latterlige". Yderligere syv ministre bliver også anklaget for at have medvirket i plottet.

2017 Vicepræsident bliver fyret

Præsident Mugabe's portræt bliver holdt op under en demonstration i Harare for at vise støtte til præsidenten. (Foto: © STRINGER, Xinhua/Avalon.red. All rights reserved.)

To ledende oppositionsfigurer går i alliance for at danne en reel udfordrer til næste års valg: Oppositionsleder Morgan Tsvangirai og tidligere vicepræsident Joice Mujuru.

Mugabe fyrer vicepræsident Emmerson Mnangagwa og gør det muligt at udpege sin hustru som efterfølger.

Kilder: Reuters, CNN,BBC og Telegraph