Regeringsparti: Militæret tilbageholder præsident Mugabe

Men partiet fastholder, at der ikke har fundet et militærkup sted i Zimbabwe.

Præsident Robert Mugabe med sin hustru, Grace Mugabe, som var kørt i stilling til at overtage posten som vicepræsident. (Foto: © Philimon Bulawayo, Scanpix)

Der har ikke været et militærkup i Zimbabwe, men præsident Mugabe og hans hustru er tilbageholdt af militæret.

Sådan lyder forklaringen på nattens begivenheder ifølge Zimbabwes regeringsparti, Zanu-PF.

I en hel serie af tweets forklarer partiet, at der har været en ”ublodig overdragelse af magten”, og at den fyrede vicepræsident, Emmerson Mnagnagawa, vil overtage ledelsen i partiet.

https://twitter.com/zanu_pf/status/930687337222361088?ref_src=twsrc%5Etfw

"I går aftes blev præsidentfamilien tilbageholdt, og de er i sikkerhed. Det var nødvendigt - både for forfatningen og vores lands sindstilstand. Hverken Zimbabwe eller ZANU er ejet af Mugabe og hans kone. I dag begynder en ny start og kammerat Mnangagwa vil hjælpe os med at få et bedre Zimbabwe", står der i tweetet.

Indlysende, hvis Mnangagwa står bag

Ifølge DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen, er det tydeligt, at den ellers stillestående Twitter-konto er blevet overtaget af nye kræfter.

Men selvom informationerne fra Zimbabwe stadig er sparsomme, så er der meget, der indikerer, at oplysningerne om tilbageholdelsen af Mugabe og vicepræsidentens tilbagevenden er korrekte, siger han.

- Det er også ret indlysende, at det er afsatte vicepræsident, der står bag militærets aktion. Det ville være mærkeligt, hvis der var andre end ham, der har iværksat det.

- Man skal også bemærke, at der ikke er andre, der har udtalt sig - inklusive Mugabe. Han er jo væk - og hvis nogen sagde, at de havde overtaget magten i det land, hvor du var præsident, så ville du nok gå ud at dementere det, hvis det var ikke var rigtigt, siger Søren Bendixen.

Ifølge The Guardian er Mnangagwa ankommet i Zimbabwe tidligere i morges.

Militærkøretøjer og soldater i gadebilledet i Harare her til morgen. (Foto: © Philimon Bulawayo, Scanpix)

"Ikke et militærkup"

Tweetsene kommer, efter militæret tidligere i morges meddelte, at nattens overtagelse af den statslige tv-station og tilstedeværelsen af tanks i gaderne og lyden af eksplosioner og skud i hovedstaden Harare, ikke var ensbetydende med, at der var et kup i gang.

Men uanset, hvad man kalder det, så ligner det til forveksling et militærkup, vurderer Søren Bendixen.

- Det er en strid om ord. For når man har taget magten, man har tilbageholdt folk, og i øvrigt også tilbageholdt præsidenten for hans egen sikkerheds skyld og har opereret mod hans ønsker, så ligner det her altså lige nu et militærkup.

Det er præsident Mugabes fyring af vicepræsident Emmerson Mnangagwa, der har udløst den anspændte situation i Zimbabwe.

Fyringen fik efterfølgende kritik af landets hærchef, som truede præsidenten med militær indgriben.