Det begyndte med et simpelt slogan spraymalet på en skolemur for seks år siden.
"Det er din tur, doktor", skrev en 14-årig dreng på muren. "Doktoren" var en henvisning til Syriens leder Bashar al-Assad, som er uddannet øjenlæge. "Turen" var det, som kort forinden var sket med Tunesiens og Egyptens ledere: At blive væltet af sit folk.
Andre drenge skrev andre slogans på muren i byen Deraa, indtil den syriske efterretningstjeneste opdagede, hvad der skete. 15 drenge blev arresteret. Og blev tæsket og tortureret.
Den 15. marts 2011 for præcis seks år siden gik syrere på gaden i flere byer i protest mod Assads styre, fængslingerne og torturen – og for at støtte drengene fra Deraa. Det blev startskuddet til et oprør, der i dag er endt i en katastrofe. Over 400.000 er dræbt i en blodig borgerkrig. 11 millioner syrere er på flugt – enten internt i Syrien eller uden for landet.
Dengang i 2011 voksede de fredelige demonstrationer. Men demonstranter blev slået ihjel, og sikkerhedsapparatet fængslede i tusindvis.
I byen Yabrud lidt nord for Damaskus var den kæderygende engelsklærer Nasser Khaled vidne til, hvordan regimet brutalt og uforsonligt slog sine egne borgere ihjel, mens andre forsvandt sporløst i fængslerne, inklusive hans bror.
Engang havde Nasser Khaled været medlem af Assads Baath-parti, men siden 2009 havde han været på regimets sorte liste - fordi han havde givet udtryk for, at Syrien trængte til forandring. Der var for ham, som for så mange andre syrere, ingen vej tilbage. Revolutionen blev nødt til at lykkes.
Se Puk Damsgårds reportage fra Yabrud, fra 21Søndag marts 2013:
Styret svarer igen
Mens demonstrationerne voksede, svarede Bashar al-Assad igen. Demonstranterne var "kriminelle" og en del af en "sammensværgelse" for at beskytte arvefjenden Israel, sagde han i flere taler i 2011.
Store demonstrationer blev arrangeret for at støtte præsidenten, hvis familie på det tidspunkt havde siddet på magten i 40 år i Syrien.
- Allah, Syrien og Bashar! blev der råbt til de fredelige demonstrationer, som DR overværede i 2011, mens kritikere hviskede om, hvordan oppositionens demonstrationer blev angrebet. Overgreb, som Assads støtter afviste blankt.
- Det hele er løgne fra udenlandske medier og fremmede regeringer. Bashar al-Assad er en god mand, der kan holde sammen på landet, sagde en demonstrant, husmoren Nabila, under en demonstration i efteråret 2011.
På det tidspunkt var oprøret blevet væbnet. Soldater deserterede fra den syriske hær og tog våben med sig. De store golflande Saudi-Arabien og Qatar, som altid havde betragtet Assad som en fjende, sendte med amerikansk billigelse dollar og våben til oprørerne, der nu kaldte sig Den Frie Syriske Hær, mens Tyrkiet åbnede sin grænse for alle, der ville kæmpe imod det syriske styre.
Styret introducerede samtidig stadig tungere våben i sit forsøg på at stoppe oprørerne. Kampfly og scudmissiler blev dagligdag i de oprørskontrollerede områder, og især civilbefolkningen blev ramt.
Fra studerende til oprører
I en lille by nord for Aleppo, Marea, sad den unge universitetsstuderende Mohannad Khatieb og rensede sit gevær sammen med sine kammerater i oprørsgruppen, Mareas Martyrer.
Det var tydeligt, at Mohannad Khatieb ikke var den fødte soldat. Men efter krigen var nået til Aleppo, var hans studier stoppet, krigen havde adskilt ham og hans kæreste, der boede i den regeringskontrollerede del af byen. Og det syriske styre havde dræbt mange civile i hans lille by. Derfor så han ingen anden udvej end at forsøge at forsvare byen og hans familie.
- Jeg kan ikke sidde herhjemme og se mine venner og brødre blive dræbt i gaderne, det kan jeg ikke holde ud, fortalte Mohannad, da DR Nyheder mødte ham, dagen inden han skulle til fronten i Aleppo og kæmpe.
Se Puk Damsgårds besøg hos Mohannad Khatieb. Fra Horisont, september 2012:
Men den altoverskyggende følelse var, at han var bange for at dø.
- Jeg er 25 år, og jeg ved ikke om jeg skal leve eller dø. Jeg har intet håb, sagde han.
I Aleppo var fronten livsfarlig. Mohannad holdt vagt ved en tjekpost, mens kampfly fløj over ham og artilleri hamrede mod jorden. Sammen med sine kammerater tog han civile til fange, selvom de ingen konkrete beviser om overgreb havde mod dem. Krigen forrådte alle implicerede og drev en kile ned mellem venskaber og nabosammenhold, selvom syrerne havde en lang tradition for at leve sammen uanset, hvilken trosretning og etnicitet de tilhørte.
Hadet vokser
Sådan var det også i Yabrud, hvor engelsklæreren Nasser Khaled boede. Yabrud husede både kristne og sunnimuslimer, kirker og moskeer. Da oprørerne tog kontrollen med byen, flygtede en del af byens kristne, der frygtede for deres liv og støttede op om præsidenten. Men andre blev tilbage, og byens nye lokale råd der opstod, da regimet forsvandt, bestod både af sunnimuslimer og kristne.
I drengeskolen, hvor Nasser Khaled underviste, forsøgte lærerstaben at indstille sig på de nye tider med respekt for alle elever. Uden at sige det til ministeriet i Damaskus droppede de den ellers obligatoriske undervisning om Baath-partiet. Men samtidig holdt de revolutionen ude af skolen, der både skulle rumme elever fra pro- og anti-regime-familier.
- Vi er mennesker og vi lever sammen uanset vores holdninger, fortalte Nasser Khaled, og skolen var et eksempel på, hvilke bånd der stadig knyttede syrerne sammen. Sådan var det dog langt de færreste steder i Syrien, hvor hadet voksede.
Ekstremisternes fremmarch
Rundt om og over byen buldrede krigen. Fra skolegården så Nasser Khaled og drengene scud-missiler på vej mod Aleppo. Og endelig kom krigen til Yabrud, da en flybombe smadrede Nasser Khaleds vinduer. Det var forvarslet om, at han snart ville blive en del af flygtningestatistikken og flygte med sin familie til Libanon. Og samtidig var oprørerne med de sorte pandebånd, der begyndte at vise sig i Yabruds gader, et forvarsel om islamiseringen og radikaliseringen af en del af oprørsgrupperingerne.
Det mærkede Mohannad Khatieb, der kæmpede i Aleppo, også. Al-Qaeda i Syrien, Jabhat al-Nusra, voksede og mange ellers moderate oprørere tilsluttede sig Nusra og andre islamistiske grupperinger. Ikke nødvendigvis fordi de delte samme overbevisning, men af nød. De havde våben og mandskab, og oprørerne var konstant underlegne i forhold til regimets flybombardementer.
- Jeg kan ikke kende min revolution længere, fortalte Mohannad Khatieb, der efter kort tid ved fronten besluttede sig for at lægge sit våben. Han ønskede ikke at være en del af den islamistiske indflydelse, der trængte frem blandt oprørerne, og han forlod kamppladsen, rejste tilbage til sin hjemstavn og underviste på en skole, indtil den blev bombet.
De ekstreme islamister satte yderligere dagsordenen i Syrien, da det vi i dag kalder terrororganisationen Islamisk Stat i 2013 og 2014 indtog store områder. Civile blev nu klemt mellem det syriske styre og IS. Og IS’ fremtog skulle blive et afgørende vendepunkt i krigen.
Hæren bløder
Mens oprørskontrollerede områder nærmest blev jævnet med jorden af luftangreb, artilleri og granater, så steg tabstallene også i de regeringskontrollerede områder.
- Alle her i byen kender en dræbt soldat, eller også har de sårede i familien. Hvert hus har en historie, sagde butiksejeren Sami Uthman til DR i sommeren 2015.
Hans by, Tartous i det vestlige Syrien, er højborg for støtter af præsident Assad. Byens gader var allerede dengang plastret til med plakater med billeder af syriske soldater, der havde mistet livet i borgerkrigen. Den syriske hær offentliggør ikke tabstal, men titusinder har mistet livet i kampe, likvideringer eller som ofre for selvmordsangreb.
Det syriske styre havde for længst allieret sig med udenlandske shiamuslimske-militser for at klare kampen. Den libanesiske Hizobollah-milits kæmpede i det vestlige Syrien, irakiske militser bevogtede områder i Damaskus – og iranske specialstyrker hjalp den syriske hærs pressede specialstyrker.
Alligevel vandt oprørerne frem i en offensiv, hvor mere moderate grupper arbejdede sammen med al-Qaeda-krigere, der med deres selvmordsbomber brød igennem styrets forsvarslinjer flere steder. Og selvom en koalition ledet af USA begyndte at bombe Islamisk Stats krigere i Syrien i september 2014, var gruppen stadig i stand til at erobre oldtidsbyen Palmyra et halvt år senere.
Den 30. september 2015 ændrede slagets gang sig drastisk.
- Vi vil bekæmpe og ødelægge terroristerne i de områder, de kontrollerer, og ikke vente på, at de kommer til os, sagde Ruslands præsident, Vladimir Putin, der igennem borgerkrigen havde været en tæt allieret af Assad.
Russerne begyndte at bombe oprørerne. Og det syriske styre og dets allierede militser gik i offensiven.
Oprørets støtter på flugt
Engelsklæreren Nasser Khaled og hans familie måtte flygte fra Syrien, da det syriske styre og den libanesiske Hizbollahmilits genindtog byen. Han ville være slået ihjel, hvis han var blevet. I lang tid levede han og familien i bjergbyen Arsal i Libanon, inden de endelig flygtede videre til Antakiya, der ligger ikke langt fra den tyrkisk-syriske grænse.
Se indslag med Nasser Khaled, fra TV-Avisen november 2015:
Nasser Khaled insisterer på, at "man ikke kan holde op med at leve". Så ligesom i Yabrud og Libanon har han og hustruen involveret sig i undervisning af syriske børn i Tyrkiet, og parrets egne tre børn går i skole i Tyrkiet. På mange måder er det en lettelse for dem, at de nu har en dagligdag. Og de ønsker at blive i Tyrkiet til de en dag kan vende hjem. Men det har lange udsigter, mener Nasser Khaled.
- Én ting er at nå dertil hvor der ligger en fredsaftale. Noget andet er, hvordan Syrien derefter udvikler sig. Og hvorvidt syrere som jeg selv kan vende tilbage uden at skulle være bange for at blive fængslet af regimet. Jeg har svært ved at se en fremtid, der indebærer Assad ved magten, siger han.
"Revolutionen er død"
Mohannad Khatieb måtte flygte fra Marea, da IS pludselig stod tæt på byen. Han bor i dag sammen med sin hustru - kvinden han var kæreste med, da krigen brød ud. De bor i et oprørskontrolleret område vest for Aleppo, hvor han arbejder i en nødhjælpsorganisation.
- Dengang, da oprøret begyndte, var der ingen anden udvej end at kæmpe. Men det nyttede ikke. Og vores revolution lever ikke længere af mange grunde, fortæller han.
- Som jeg lever nu, er det fint. Jeg er i mit hjemland, jeg har et job. Men vi er alle bekymrede her. Hvis regimet begynder at indtage området er mit og mange andres liv i fare, siger han og henviser til begivenhederne i Aleppo i december sidste år, hvor det syriske styre pressede oprørerne ud med mange civile tab til følge.
- Hvis det sker, og det gør det jo nok på et tidspunkt, så må jeg flygte til et andet sted og højest sandsynligt ud af Syrien.
Tilbage i byen Deraa, hvor det hele begyndte i 2011, fortsætter kampene. Byen er delt mellem oprørere og styret, mens Islamisk Stat også har blandet sig i kampene.
Seks år efter graffitien på skolemuren har ingen vundet byen endnu.