Med tilbageerobringen af Aleppo har Assads regime nu igen kontrol med næsten alle større syriske byer, og dermed har han vundet en afgørende propagandasejr.
Aleppo, der inden krigen var Syriens største by – målt på antallet af indbyggere – var også landets økonomiske centrum,og oprørernes exit fra byen, som de har haft fodfæste i siden 2012, er et sindbillede på, hvordan krigslykken er vendt for præsident Assads styrker.
Men selv om generobringen af Aleppo er en vigtig symbolsk og strategisk sejr for regeringshæren og tilsvarende et alvorligt psykologisk knæk for oprørere, så er krigen i Syrien dog langt fra ovre.
Idlib kan blive næste mål
En del af de oprørere, der nu har fået frit lejde til at forlade byen, er taget til de oprørskontrollerede områder omkring Idlib, der ligger sydvest for Aleppo, og mange af de oprørere, der tidligere er flygtet fra byen, er taget samme vej.
Derfor kan Idlib meget vel blive den næste store slagmark i konfrontationen mellem oprørsstyrkerne og regeringenshærens og dens allierede, hvis de altså har tænkt sig at fortsætte offensiven.
Om det sker, afhænger måske ikke så meget af det syriske regime, som det afhænger af Assads allierede, og forklaringen på det, finder vi ved at springe halvandet år tilbage i tiden.
Hjælp udefra
I foråret 2015 var Assad helt på hælene, hans hær var hårdt presset på flere fronter, og havde lidt alvorlige nederlag i Idlib, Homs og Deraa. Samtidig voksede presset på regeringsstyrkerne i Aleppo og i Deir ez-Zur.
Men få måneder efter gik Rusland aktivt ind i krigen på diktatorens side, de iranske revolutionsgardister optrappede deres indsats, og iransk-støttede irakiske militser strømmede ind i Syrien for at kæmpe for Assad.
De fremmede styrker er ikke kommet Assad til undsætning, bare fordi de gerne ville hjælpe den hårdt pressede syriske præsident, men i mindst lige så høj grad for at pleje deres egne strategiske interesser i Mellemøsten.
Syrien er et stort og centralt placeret land, og det spiller en vigtig rolle i regionen. Derfor har hverken russerne eller iranerne, eller for den sags skyld den libanesiske Hizbollah bevægelse, der for de to sidstnævnte vedkommende begge er shiamuslimer, lyst til at se Syrien i hænderne på en række sunni-muslimske oprørere støttet af de konservative Golfstater og USA.
På den baggrund tegner der sig umiddelbart to scenarier for fremtiden i Syrien: Den ene er, at offensiven fortsætter. Den anden er, at regimet erkender sin begrænsede styrke og stiller sig tilfreds med at kontrollere, det man kan kalde "kernelandet".
Scenarie 1: Generobre hele landet
Præsident Assad insisterer på, at han vil generobre hele Syrien fra oprørsstyrkerne. Men spørgsmålet er, hvor realistisk det er.
Den syriske hær er alvorligt svækket, den råder over for få soldater til at kunne kæmpe mange steder på en gang, og selv om den var en af Mellemøstens største og mest veltrænede hære, da konflikten brød ud, er den i dag blot en skygge af sig selv.
Hjemmesiden Global Firepower regner med, at kun 180.000 aktive frontkæmper er tilbage ud en formidabel kampstyrke, der før krigen talte 325.000 soldater.
Se TV Avisens indslag om evakueringen af Aleppo i går:
Samtidig er en stor del af enhederne gået i opløsning og fungerer i dag reelt som regeringsloyale militser med lokale og regionale interesser, snarere end som en samlet national hær.
Derfor er Assad helt afhængig af fortsat opbakning fra russiske kampfly, iranske revolutionsgardister og kamphærdede Hizbollah-krigere for at kunne holde skansen i de territorier, han har tilbageerobret.
Scenarie 2: Mini-Syrien
En anden mulighed er, at holde fast i det mini-Syrien, Assad allerede nu kontrollerer. Kan regimet konsolidere sit greb om Aleppo, så kontrollerer det på nuværende tidspunkt det, man kunne kalde de væsentligste dele af Syrien. Det vil sige den vestlige del af landet, alle de større byer og kyststrækningen ud mod Middelhavet.
Ruslands indstilling bliver helt afgørende for, hvad der kommer til at ske fremover, for selv om de ikke kan styre Assad, så bliver det svært for ham at kæmpe uden at have russisk militærstøtte til sin rådighed.
Og spørgsmålet er så, om de vil stille sig tilfreds med et Assad-kontrolleret mini-Syrien, eller om de vil fortsætte konflikten. Noget tyder på at præsident Putin vil stille sig tilfreds med løsning 2. Her til morgen sagde den russiske præsident, at Rusland og Tyrkiet nu forsøger at forhandle en "total våbenhvile over hele Syrien."
Når det er sagt, så er russerne selvfølgelig fortsat interesseret i at nedkæmpe den militante islamistiske gruppe Islamisk Stat - et mål de deler med store dele af det internationale samfund - og ligesom IS ikke har været omfattet af tidligere våbenhviler, vil den foreslåede våbenhvile formodentlig heller ikke gælde dem.
En anden vigtig joker i slutspillet om Syrien er, hvordan den indkommende amerikanske regering under Donald Trump vil se på Irans voksende indflydelse i Syrien. Men den er det endnu for tidligt at sige noget om.
Slaget om Aleppo - tidslinje
2012
- •
Juli: oprørerne erobrer de østlige dele af Aleppo. Byen deles.
2013
- •
Juni: Regeringen indleder offensiv nordpå fra Hama mod Aleppo, genvinder territorium fra oprørerne, der slås indbyrdes. IS vinder indpas i byen.
- •
December: De første tøndebomber falder over Aleppo.
2014
- •
Indbyrdes kampe mellem oprørerne fortsætter. Regeringen blokerer de oprørskontrollerede områder.
- •
FN forsøger for første gang at bringe nødhjælp ind til indbyggerne. Våbenhvile mislykkes.
2015
- •
September: Russerne går ind i konflikten - angriber oprørsstillinger i Aleppo.
2016
- •
Februar: Med russisk luftstøtte rykker den syriske hær ind i det nordlige Aleppo og afskærer de oprørskontrollerede områders sidste forsyningslinje nordfra.
- •
Maj: 48 timers våbenhvile tillader livsvigtig hjælp at komme ind i byen, men kampene genoptages og parterne beskylder hinanden for at bruge klorgas.
- •
Juli: Regimet belejrer de oprørskontrollere områder. Der bliver åbnet korridorer for civile, der ønsker at flygte fra byen og militante, der vil overgive sig.
- •
September: Oprørerne lancerer modoffensiv for at bryde belejringen.
- •
Ny våbenhvile træder i kraft for at give adgang for nødhjælp. Den holder en uge. 20 mennesker bliver dræbt, da en nødhjælpskonvoj bliver bombet.
- •
November: To kortvarige våbenhviler.
- •
Regeringshæren indleder en storstilet offensiv og generobrer ti kvarterer på få dage.
- •
12. december: Regeringshæren siger, den har tilbageerobre næsten alle dele af Aleppo fra oprørerne.
- •
FN melder om civile, der bliver "skudt ned på stedet" af regeringsstyrker.
- •
15. december: Oprørere og civile evakueres fra den sidste lille oprørskontrollerede enklave i Aleppo.