Donald Trump bliver først USA's 45. præsident på fredag. Men hans udtalelser og tweets i de seneste uger sender allerede rystelser verden over.
Mens Theresa May forsøger at definere, hvad den britiske exit fra EU betyder, og hvordan skilsmissen skal spænde af, siger Trump, at flere lande vil forlade EU.
Mens amerikanske marineinfanterister går i land for at styrke forsvaret af det nordlige Norge mod Rusland, siger Trump, at NATO er forældet.
Hvor både republikanske og demokratiske præsidenter i de sidste 70 år har set Tysklands forbundskansler som nær allieret, så er det lykkedes Trump at nedgøre kansler Merkel – og sidestille hende med præsident Putin.
Kina: Trump leger med ilden
Mens debatten om, hvorvidt Trump er i lommen på og er blevet hjulpet af Putin, fortsætter, senest fra Putin selv, så stiller debatten i sig selv spørgsmål om den kommende præsidents legitimitet. Alligevel kan Trump hverken få sig selv til at tweete eller tale kritisk om Putin. Han taler om samarbejde med Putin om blandt andet atomnedrustning og bekæmpelse af de terrorister, som Rusland indtil nu kun har bekæmpet sporadisk.
Kineserne siger, at Trump ”leger med ilden” og truer med at ”tage handskerne af”. For dem handler det om Trumps ouverturer til Taiwan, om hans overvejelser om at droppe USA's og det internationale samfunds et-Kina-politik. Og så handler det om Trumps trusler om at lægge importafgifter på 45 procent på kinesiske varer.
Verden over forsøger Obamas udgående ambassadører at berolige deres respektive befolkninger: ”Lad nu Trump blive præsident, før man lader sig skræmme.” ”Han mener ikke alt, hvad han siger.” ”Vent nu og se, hvem han får med i sin regering.” Meget af, hvad Trump siger, er taktik, beroliger de.
Plejer er død
Men Trump har sine fundamentale grundholdninger. Spørgsmålet bliver, hvor meget og hvor længe de stærkeste af hans ministre kan holde ham i snor.
Han ser stort på begrebet ”fælles værdier”, ser stort på ”alliancer”, ser stort på ”plejer, fordi sådan har vi altid gjort”. Han hader tanken om, at de europæiske NATO-lande efter hans opfattelse har ”nasset” på USA. Han hader tanken om, at Kina har ”stjålet amerikanske arbejdspladser” Han kan ikke fordrage FN. Han foragter den internationale position, USA er blevet efterladt i af Obama.
Han vil gøre USA stort igen. Det vil han gøre ved at ”vinde”.
Og det skal ske ved at sikre USA bedre aftaler end tidligere både demokratiske og republikanske præsidenter har hentet hjem. For at hente de sejre hjem, er han parat til at bryde aftaler ned, alliancer op, glemme sine allierede og ignorere fælles værdier. Den nordamerikanske frihandelsaftale NAFTA skal forhandles om. TPP – Obamas frihandelsaftale over Stillehavet – er lagt på is. TTIP – frihandelsaftalen mellem EU og USA – er historie.
Jordskred i gang
For Trump handler det om den personlige tillid. Og så om en meget snæver definition af, hvad USA's nationale interesser er.
Derfor er et jordskred i gang i det internationale system. Det transatlantiske samarbejde bygger først og fremmest på traditioner, på en lang alliance og på fælles værdier – som Trump ikke nødvendigvis føler sig bundet af mere.
Trump interesserer sig ikke for EU, slet ikke hvis kommissionsformand Juncker skal bruge dage på at forklare, hvordan EU fungerer – eller ikke fungerer. Og når Trump alligevel ikke kan ignorere EU, dels på grund af samhandlens størrelse, dels på grund af måden den amerikansk-europæiske samhandel er strikket sammen på, så vil EU blive en modstander.
Og når Donald Trump taler om ”EU som et redskab for Tyskland”, så gentager han den vurdering af EU, som hans rådgiver og tidligere republikanske præsident-kandidat Newt Gingrich har argumenteret for i årevis i sine tirader mod EU.
Når Trump skælder Angela Merkel ud over, at hun lod flygtninge og indvandrere marchere ind i Tyskland, og når han raser over den tyske bilindustri og truer med 35 procent importafgifter på Mercedes og BMW, så lægger han sig ud med det største land i USA's største handelspartner, EU. Det er en partner, der ikke bare lægger sig ned. Som den tyske socialdemokratiske leder Sigmar Gabriel sagde, da han blev spurgt, hvordan amerikanerne kunne sælge flere biler i Tyskland: ”De kan lave nogle bedre biler.”
Trump kan hverken ignorere Merkel eller den enorme tyske bilproduktion – også i USA. Men han kan skabe kaos i striden om at sikre bedre aftaler for USA - på bekostning af den årtier gamle alliance.
Verden banker på
Når Trump priser Brexit, vil have Nigel Farage som britisk ambassadør i USA, og når Anthony Scaramucci, pengemand fra Wall Street og en af Trumps nærmeste rådgivere, i Davos siger, at USA og Storbritannien kan have ny handelsaftale på plads i løbet af et år, så tager Trump stilling mod EU og for Storbritannien i de kommende skilsmisseforhandlinger.
Men i sine bestræbelser på at ”gøre USA stort igen” - på bekostning af alliancer og allierede - vil Trump også gøre USA mere sårbart. For USA har brug for sine allierede. Og det ved hans kommende ministre godt.
For ude i verden er der en virkelighed, der har det med at trække USA tilbage i konflikter, som amerikanerne gerne vil undgå eller ud af. Præsident efter præsident har lært, at selvom de satser på den indenrigspolitiske dagsorden – så banker verden på.
16 år efter angrebet på World Trade Center og mange fejlslagne indsatser senere, har Nato og amerikanerne stadig tusinder af soldater engageret i Afghanistan, trods forsøg på at trække sig ud.
14 år efter den amerikanske invasion af Irak er der stadig amerikanske og Nato-soldater i Irak – og som Sigmar Gabriel gjorde opmærksom på forleden, så er den flygtningestrøm fra Mellemøsten til Europa i høj grad et resultat af den amerikanske krig i Irak.
Vildrede i Israel
Hvis Donald Trump vil gøre USA stort igen ved at satse på USA’s interesser på bekostning af årtiers alliancer og rimelig stabilitet, så er det værd at se på den virkelighed, der vil ramme Trump.
For hvad er det egentlig for ”handler” Trump kan vinde og gøre USA's stærkt igen?
I Mellemøsten kan Trump ikke gøre så meget ved de lokale realiteter. I konflikten mellem israelere og palæstinensere prøver han at flytte på virkeligheden. Det sker med beslutningen om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Det betyder, at USA med flytningen anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Dermed dropper Trump to-stats-løsningen i den israelsk-palæstinensiske konflikt.
Det vil vende op og ned på årtiers internationale forsøg på at skabe en løsning i konflikten. Men bortset fra det er israelerne lige så meget i vildrede om Trumps strategi som så mange andre.
I Fjernøsten har Trump rystet kineserne med sin kontakt til Taiwan og ved at stille spørgsmål ved den vedtagne et-Kina-politik. Det skærper ikke bare rivaliseringen mellem den nuværende og kommende supermagt. Det skaber regional usikkerhed, også på Taiwan. Dertil kommer Trumps anklager om, at Kina kurs-manipulerer og hans trusler om handelssanktioner.
Hvad mere er: Trumps manglende interesse for begreber som menneskerettigheder kan ganske vist fjerne en af tornene i det kinesisk-amerikanske forhold – men til gengæld kan det bremse andre asiatiske landes gradvise drejning mod demokrati, mod USA. Hvorfor satse på det besværlige demokrati, hvis Trump er ligeglad?
Ingen gevinster
I Trumps meget specielle syn på Ruslands præsident Putin kan der ligge den grundlæggende antagelse, at et godt forhold til Rusland og Putin vil forhindre et svækket Rusland i at falde i armene på Kina. Men hvis det er tilfældet, vil Trumps pris for at holde Putin ude af Kinas favntag være enorm.
Og med en Trump, der vil sikre sig ”handler”, som gavner USA, er det værd at se på, hvad Putin har at tilbyde en Trump, der skal have noget med hjem.
I Mellemøsten kan Putin og Trump gå sammen om knuse Islamisk Stat. Men det sker allerede – blot med den hage, at russerne reelt ikke deltager, med mindre det er til gavn for præsident Syriens præsident Bashar al-Assad. I Syrien kan Assad nu blive siddende, men det er ikke en gevinst for Trump. For samtidig må Trump acceptere, at hans ærkefjende Iran står stærkere end nogensinde før i nyere tid, med direkte shia-adgang fra Iran, via Irak over Syrien til Hizbollah ved Middelhavet i Libanon. Her er ingen gevinster at hente for Trump.
I Europa kan Putin undlade at destabilisere et af de tre baltiske lande. Han kan lægge låg på destabilisering og kampe i det østlige Ukraine. Krim beholder han. Og indrømmelser til Putin i forbindelse med Ukraine vil ske på bekostning af EU’s interesser og være en fjer i hatten for Putins ambitioner. Her er heller ingen gevinster at hente for Trump.
Her i Washington er Trumps kommende ministre i disse dage til høringer i Senatet, hvor de skal godkendes. Der har til dato ikke været en af de nominerede - slet ikke den kommende forsvarsminister James Mattis eller kommende udenrigsminister Rex Tillerson - der ikke har taget afstand fra Putin og erklæret Putin en modstander af USA.
Men ingen ved, hvor megen magt de får i Trumps administration. Man kan kun håbe - og satse - på, at de kommende års opbrud og usikkerhed i både USA og Europa ikke fører katastrofer med sig. Det vil kræve lederskab – også i Europa. Så der er al mulig grund til at være bekymret.