Lavrov klar til atomvåben-snak med Trump

Rusland mener indsættelsen af Nato-styrker i Baltikum er "en dårlig idé", siger russisk udenrigsminister.

- Vi er parate til at tale med Trump-administrationen om overlydsvåben, amerikansk missilskjold i Europa, rumvåben og atomprøvesprængninger, siger Lavrov. (Foto: © Sergei Karpukhin, Scanpix)

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, siger ifølge Reuters, at han venter en dialog med den nye Trump-administration om strategisk stabilitet - blandt andet om atomvåben.

Han understreger samtidig, at Rusland finder indsættelsen af Nato-styrker i de baltiske stater for "en dårlig idé".

Russerne har længe klaget over, at USA og dets allierede er trængt ind i Østeuropa og derfra truer Ruslands nationale interesser.

- Vi er parate til at tale med Trump-administrationen om overlydsvåben, amerikansk missilskjold i Europa, rumvåben og atomprøvesprængninger, siger Lavrov.

Lavrov kommenterer også udtalelser fra Trump om nedrustning af atomvåben til gengæld for en ophævelse af sanktioner indført mod Moskva i forbindelse med konflikten i Ukraine.

Kremls talsmand, Dmitrij Peskov, sagde mandag, at Rusland vil vente med at kommentere udspillet fra Trump, indtil han er indsat som præsident.

Til et spørgsmål om, hvorvidt Rusland ligesom Trump opfatter Nato som forældet, siger Peskov, at Moskva længe har givet udtryk for den holdning.

/ritzau/Reuters