Steffen Gram: Ny front på vej i kampen mellem Donald Trump og FBI

ANALYSE I Washington har FBI sendt præsident Trumps mange advokater på overarbejde, hvis de seneste rapporter om nye undersøgelser mod præsidenten bliver bekræftet.

For præsident Donald Trump vil en udvidelse af FBI’s undersøgelser til også at omfatte ”obstruction of justice” være en alvorlig udvikling. (Foto: © Nicholas KAMM, Scanpix)

Ifølge Washington Post og New York Times har FBI’s særlige efterforsker, Robert Mueller allerede i maj indledt en efterforskning af, om præsident Trump har forsøgt ”obstruction of justice” – forsøg på at lægge hindringer i vejen for en officiel FBI-undersøgelse.

Hvis det er tilfældet, antager FBI’s efterforskning af Trump og hans medarbejdere en helt ny dimension.

Hvem er Robert Mueller?

  • Som særligt udpeget efterforsker står Robert Mueller i spidsen for FBI’s efterforskning af, om russerne påvirkede det amerikanske valg, i hvilket omfang Trumps forhenværende nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, var i uacceptabel forbindelse med russiske agenter og løj om sine forhold og om mulig hvidvaskning af penge fra Rusland, gennemført af Trump-rådgivere.

I kølvandet på fyringen af tidligere FBI-direktør James Comey, lod Comey sig afhøre under ed i Senatet d. 8. juni.

Han talte om samtaler med præsident Trump, hvor Trump ifølge Comey 28 gange udtrykker ”håbet” om, at Comey vil droppe undersøgelsen mod Mike Flynn.

Nu skriver Washington Post og New York Times, at FBI-undersøgeren, Robert Mueller, har bedt om interviews med tre højtstående nuværende og tidligere efterretningschefer om, hvorvidt Præsident Trump har bedt om deres bistand til at få stoppet Comey’s fortsatte undersøgelser af Michael Flynn.

Robert Mueller skal ifølge de amerikanske medier også have bedt NSA, National Security Agency, om at få udleveret alle dokumenter og notater, der er relateret til kommunikationen mellem NSA og Det Hvide Hus om Ruslands-undersøgelsen.

Robert Mueller har tidligere været chef for FBI. Nu leder han efterforskningen af de mulige forbindelser mellem Rusland og Donald Trumps præsidentkampagne. (Foto: © Saul LOEB, Scanpix)

Ikke ensbetydende med beviser

At FBI udvider undersøgelsen betyder ikke nødvendigvis, at der foreligger kriminelle handlinger eller at anklagere i Justitsministeriet er ved at bygge en sag op mod præsidenten.

Men udvidelsen af undersøgelsen viser, at FBI på nuværende ikke mener at have alle de faktuelle informationer, som FBI har brug for.

Oplysningerne om udvidelsen af FBI-undersøgelsen til også at omfatte præsident Trumps eventuelle forsøg på at lægge hindringer i vejen for en officiel undersøgelse bygger på anonyme lækager fra embedsapparatet til Washington Post og New York Times.

Ofte vil medierne kende kildernes identitet, men fastholder deres anonymitet for at beskytte dem. Oplysningerne er derfor ikke baseret på officielle udtalelser og Trump’s advokater kalder lækagerne ”ulovlige, vanvittige og uundskyldelige”.

Den afskedigede FBI-chef James Comey forud for sin høring i Senatet i sidste uge. (Foto: © Jim Lo Scalzo, Scanpix)

Parallele forløb

Men forløbet af tidligere politiske skandaler af samme karakter, hvor en præsident eller hans nærmeste rådgivere bliver undersøgt for at overtræde eller misbruge sin magt og beføjelser, udspiller sig ofte i et parallelt forløb.

Det vil sige et forløb mellem officielle undersøgelser, der foregår i hemmelighed, og medier, der løbende rapporterer om sagerne, baseret på lækager fra det apparat, der forestår undersøgelserne – ofte, hvis man i apparatet oplever, at systemet lægger hindringer i vejen for undersøgelsen.

For præsident Trump vil en udvidelse af FBI’s undersøgelser til også at omfatte ”obstruction of justice” være en alvorlig udvikling.

En seriøs anklage

Hvis FBI har udvidet sin undersøgelse, så er FBI altså i gang med at afdække alle aspekter af Ruslands-sagen, også om hvorvidt præsident Trump kan have misbrugt sin magt til at lægge hindringer i vejen for efterforskningen ved at forsøge at tale FBI fra at forfølge undersøgelsen af Michael Flynn.

Og ”obstruction of justice” er en seriøs anklage i det amerikanske system.

Nu er spørgsmålet, hvordan en uligevægtig præsident Trump vil reagere på undersøgelsen. Rapporter, baseret på hans stab i Det Hvide Hus, siger, at han er rasende og har talt om at få den særlige undersøger, FBI’s tidligere direktør Robert Mueller fyret.

Det skal hans rådgivere have forhindret. Sker det, så står parallellen til Watergate krystal klart. Og Watergate kostede præsident Nixon embedet.