Donald Trumps seniorrådgiver og svigersøn Jared Kushner bliver efterforsket af det amerikanske forbundspoliti FBI.
FBI mener, at Kushner ligger inde med vigtig information i forbindelse med efterforskningen af de mulige forbindelser mellem Donald Trumps kampagnestab og Rusland, oplyser tv-stationen NBC.
Efterforskningen, som nu har fået svigersønnen på radaren, er bare en af en stribe undersøgelser, der tager afsæt i Ruslands forsøg på at påvirke valget i USA i 2016.
Amerikanske efterretningstjenester har for længst konkluderet, at Rusland forsøgte at påvirke valgresultatet til Donald Trumps fordel ved at angribe modkandidaten Hillary Clinton med blandt andet hacking, falske nyheder og lækager. Det store spørgsmål er nu, om nogen i Trump-lejren kendte til eller ligefrem assisterede russerne.
Det kan være svært at holde styr på alle undersøgelserne, men de kan inddeles i tre kategorier. Her er et hurtigt overblik:
1) Justitsministeriet og forbundspolitiet FBI
Hvem: Særlig anklager Robert Mueller.
Hvad: Forbindelser og/eller koordinering mellem Rusland og medlemmer af Donald Trumps kampagnestab - samt forbrydelser, der er kommet frem i lyset i forbindelse med efterforskningen.
Hvordan: Strafferetlig efterforskning.
Mulig konsekvens: Robert Mueller kan tiltale alle i Trumps stab, i teorien også Trump selv. Mueller afleverer også en rapport til justitsministeriet, som kan vælge at holde den hemmelig.
2) Efterretningsudvalg
Hvem: Efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus og Senatets efterretningsudvalg.
Hvad: De to udvalg laver hver sin undersøgelse af Ruslands forsøg på at påvirke valget i USA i 2016 - samt Trump-kampagnens påståede bånd til Rusland.
Hvordan: Udvalgene kan fremskaffe dokumenter ved stævning samt indkalde vidner og personer, der er interessante for undersøgelsen, til at afgive forklaring. Man kan holde både åbne og lukkede høringer.
Mulig konsekvens: I værste fald - for Donald Trump - kan undersøgelserne ende med en rigsretssag mod præsidenten. Men de kan også ende med ingenting.
3) Andre udvalg
Hvem: Senatets retsudvalg og kontroludvalget i Repræsentanternes Hus.
Hvad: De to udvalg laver hver sin undersøgelse af Donald Trumps mulige forsøg på at presse FBI-direktør James Comey til at stoppe en efterforskning af tidligere national sikkerhedsrådgiver Michael Flynn - samt den efterfølgende fyring af Comey. Undersøgelserne er udløbere af undersøgelser af Michael Flynns bånd til fremmede magter.
Hvordan: Fremskaffelse af dokumenter, forklaring fra vidner og høringer.
Mulig konsekvens: I værste fald - for Donald Trump - kan undersøgelserne ende med en rigsretssag mod præsidenten. Men de kan også ende med ingenting.