Sverige har måtte bede EU om hjælp til at slukke de omfattende skovbrande i centrale dele af landet.
- Fire af brandene betragtes nu som alvorlige. De er blevet så store, at de ikke kan slukkes i øjeblikket, siger Marcus Årskog, talsmand for Sveriges centrale beredskab MSB’s særlige organisation for skovbrande, til nyhedsbureauet TT.
- Vi kan nu arbejde for at begrænse dem, så de ikke kommer til landsbyer eller større bysamfund, forklarer han.
Krisehåndteringen bliver kritiseret
Fire svenske oppositionspartier kritiserer regeringens håndtering af situationen og kræver både et ekstraordinært møde i Rigsdagen og i den svenske forsvarskomité.
Men nu har både den svenske forsvarminister og statsminister udbedt sig arbejdsro.
- Nu arbejder vi for at løse nødsituationen. Derefter vil vi evaluere og analysere, hvad vi skal implementere for en mere robust fremtid, har forsvarsminister Peter Hultqvist (S) sagt på et pressemøde her til eftermiddag, ifølge Aftonbladet.
Samme toner lyder fra den svenske statsminister:
- Lige nu er fokus på det vigtigste arbejde, som gøres ude i felten. Først skal brandene slukkes, dernæst finder vi tid til evaluering, har Stefan Löfven (S) udtalt på et pressemøde tidligere i dag.
Her annoncerede han samtidig, at regeringen styrker det civile forsvar og beredskab med 1,3 milliarder kroner, som kan bruges allerede fra i år.
Forsker: Skovbrandene puster gang i valgkamp
Oppositionens kritik af regeringen skal ses i lyset af, at det er valgår i Sverige, mener Hans Mouritzen, seniorforsker i udenrigspolitik ved DIIS.
- Der er valg til Rigsdagen 9. september. Oppositionen vil gøre alt, hvad den kan, for at kritisere regeringen for, at den ikke har bekæmpet brandene effektivt nok, forklarer han i P1 Morgen.
Dog anerkender han kritikken af, at Sverige for eksempel ikke har sine egne brandslukningsfly.
- Man havde en tilsvarende skovbrand i 2014, den her er dog endnu større. Men dengang fik man et varsel om, hvad der kunne ske. Og med de klimaforandringer, vi kan iagttage, vil der komme mere og mere ekstreme vejrsituationer. Så det lyder som en rimelig kritik, konkluderer han.
Der er kommet brandslukningsfly og -helikoptere fra både Norge, Italien, Letland og Frankrig.