Det svenske beredskab arbejder i disse dage på højtryk for at få voldsomme skovbrande i det centrale Sverige under kontrol.
Særligt i området Älvdalen står det slemt til. Og netop her bliver slukningsarbejdet besværliggjort på grund af store mængder ammunition, der endnu ikke er eksploderet.
- Der er et militært skydeområde i skoven, hvor der ligger en del ammunition, der stadig ikke er detoneret. Derfor tør vi ikke sende folk derind, siger redningsleder Per-Erik Jonsson og understreger, at man ikke vil risikere, at ammunitionen eksploderer, mens brandfolk er til stede.
Større risiko for spredning
Ifølge Per-Erik Jonsson betyder udfordringen med ammunitionen, at slukningsarbejdet går betydeligt langsommere, end det ellers ville have gjort.
Samtidig understreger han, at risikoen, for at branden spreder sig, er større, når brandfolkene ikke har mulighed for at være fysisk til stede der, hvor branden er værst.
- Indtil vi har sikret ammunitionen, vil vi kun kaste vandbomber med helikoptere og slukke yderkanten af området, siger Per-Erik Jonsson.
Mur af vandkanoner
Som led i det store slukningsarbejde har det svenske beredskab skabt en 700 meter lang mur af vandkanoner, der skal inddæmme branden i Älvdalen.
Arbejdet er blevet yderligere udfordret af ekstremt lav luftfugtighed kombineret med kraftig vind og op imod 30 graders varme.
- Jeg kan sige, at situationen er meget anstrengt, siger Per Erik-Jonsson.
Skovbrandene i Sverige har presset beredskabet så meget, at myndighederne har bedt om hjælp hos deres norske naboer.
Det fik tidligere i dag Norge til at sende seks helikoptere til Sverige, som skal bistå det svenske beredskab i slukningsarbejdet. To af helikopterne er specifikt afsat til at hjælpe til med brandene i Älvdalen.