- Det her er en katastrofe, og vi kan ikke håndtere det lige nu. Vi bliver nødt til at få hjælp fra alle hold; forsvaret, Sveriges beredskabsstyrelse og fra andre lande.
Sådan lyder det Sveriges redningschef, Johan Szymanski, der i øjeblikket står i spidsen for arbejdet med at holde mere end 40 voldsomme skovbrande nede.
Det er de store skovområder nord for Stockholm, som lige nu er hårdest ramt, og flere steder bliver indbyggere nu evakueret fra deres hjem.
Redningschefen har her til aften besluttet at evakuere alle 100 indbyggere, som bor i byen Kårböle nord for Stockholm, hvor skovbranden også raser.
Den svenske indenrigsminister, Morgan Johansson (S), sagde tidligere i dag, at han håbede på, at EU oprettede et større centralt brandslukningsberedskab, så man hurtigere kan rykke ud og hjælpe medlemslandene med brandslukning.
Indenrigsministeren har nu talt med EU's kommissær for udviklingsbistand og krisestyring, Christos Stylianides.
- Vi vurderede situationen sammen, og vi har aldrig set noget lignende i Sverige. Jeg informerede den svenske minister om, at Frankrig har tilbudt at sende to slukningsfly, som flyver til Sverige i morgen tidlig, siger Christos Stylianides til SVT.
Flere steder betegnes situationen som 'akut', hvor man både mangler personale og ressourcer i det svenske beredskab.
Det på trods af, at det svenske hjemmeværn også hjælper beredskabet.
Danske brandmænd hjælper
I morgen rejser 22 danske brandmænd til Sverige for at hjælpe med at slukke skovbrandene, der bliver ved med at brede sig.
De kommende tre dage skal brandfolk fra den danske beredskabsstyrelses centre i Hedehusene og Herning og fra kommunale brandvæsener assistere det svenske brandvæsen i de ramte områder.
Danmark bidrager også med komplet slukningsudstyr, køretøjer, uniformer og øvrigt udstyr primært fra Beredskabsstyrelsens tekniske skole i Tinglev.
Hele dagen i dag har himlen har været dækket af helikoptere, der forsøger at dræbe flammerne, og Italien har sendt to slukningsfly til Sverige.
- Vi har ikke kontrol over brandene, og de fortsætter med at sprede sig mod nord, fortæller Johan Szymanski.