Sekundanter, sikkerhed og håndtryk: Guide til topmødet i Singapore

Intet er overladt til tilfældighederne, når det gælder rammen om historisk møde mellem Trump og Kim.

Alt kan ske, når USA's præsident Donald Trump i nat dansk tid sætter sig til forhandlingsbordet i Singapore med Nordkoreas diktator, Kim Jong-un.

Trump har antydet, at forhandlingerne i værste fald kan være dødsdømt inden for det første minut.

Anderledes forholder det sig med selve rammen om topmøde - her er intet overladt til tilfældet og usikkerhed.

Her er en guide til logistikken for det historiske møde:

Hvor foregår mødet?

Der var mange bud og spekulationer, men det endte med at blive bystaten Singapore, som skal lægge scene til det største diplomatiske teaterstykke i mange år.

Den tidligere britiske kronkoloni huser omtrent det samme antal mennesker, som Danmark - 5,6 millioner - på et areal, der kun er lidt større end Bornholms.

Singapore er berygtet for at være et kontrolsamfund. Staten bliver jævnligt anklaget for at indskrænke befolkningens civile og politiske rettigheder, mens pressefriheden hører til blandt de ringeste i verden.

Til gengæld scorer Singapore topkarakter, når det gælder sikkerhed, og det har vejet tungt, da USA og Nordkorea skulle vælge værtsland.

Betoningen af sikkerhed bliver ekstra tydelig, når man ser på det hotel, hvor topmødet skal foregå. Det femstjernede Capella Hotel ligger på øen Sentosa, som udover golfbaner og forlystelsesparker udmærker sig ved, at der kun er én vej, som fører ud til øen fra selve Singapore by.

Det gør det relativt let at spærre adgangen til øen under topmødet. Havet omkring Sentosa vil være beskyttet af krigsskibe fra Singapore.

Hvornår sker det?

Mødet mellem Donald Trump og Kim Jong-un er programsat til klokken 9 om morgenen lokal tid i Singapore. Det vil sige klokken 3 om natten i Danmark.

Som tidligere nævnt kan mødet i teorien være overstået efter et minut, men ifølge nyhedsbureauet AP er planen, at Trump og Kim først mødes alene - kun assisteret af tolke - i op til to timer. Først derefter kan de to lederes rådgivere eventuelt slutte sig til forhandlingerne.

Der har tidligere i forløbet været spekulationer om, at topmødet kunne blive forlænget til onsdag, hvis der virkelig kom skred i forhandlingerne. Den seneste melding fra Det Hvide Hus lyder dog på, at Trump vil flyve hjem tirsdag aften lokal tid.

Hvem deltager i mødet?

Med mindre Trump eller Kim stormer ud af døren, inden topmødet rigtig er kommet i gang, kan deres sekundanter slutte sig til forhandlingerne i løbet af natten.

Donald Trump vil først og fremmest være assisteret af sin udenrigsminister Mike Pompeo, der to gange har været i Nordkorea for at møde Kim Jong-un for at forberede topmødet.

Den amerikanske delegation i Singapore tæller også stabschefen i Det Hvide Hus, John Kelly, flere Nordkorea-specialister og USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton. Hvorvidt sidstnævnte kommer i spil er dog usikkert, eftersom han i optakten til topmødet påkaldte sig Nordkoreas vrede ved forslå en "Libyen-model" for afvikling af landets atomvåben.

På sin side af mødebordet vil Kim Jong-un kunne trække på sin spionchef, Kim Yong-chol. Han har været Nordkoreas frontfigur i den hektiske slutfase op til topmødet, hvor han blandt andet besøgte Det Hvide Hus og overbragte et kæmpe brev fra Kim Jong-un til Donald Trump.

Kim Jong-un har desuden medbragt en række topfolk fra landets udenrigsministerium og ikke mindst sin betroede søster, Kim Yo-jong, som har spillet en nøglerolle i Nordkoreas kursskifte i forhold til omverdenen. Det var således hende, som nærmest sensationelt mødte op til åbningen af vinter-OL i Sydkorea.

Tidligere var der forlydender om, at Sydkoreas præsident Moon Jae-in kunne blive inviteret med til topmødet, men det betegner sydkoreanerne nu som "højest usandsynligt".

Det samme kan siges om den tidligere basketballstjerne Dennis Rodman, selvom han befinder sig i Singapore og som et af de få mennesker i verden kan prale af at være venner med både Donald Trump og Kim Jong-un.

Hvordan er sikkerheden?

Singapore tager som tidligere nævnt ingen chancer, når det kommer til sikkerheden på topmødet.

Selvom tiden til forberedelse ikke har været optimal, har bystaten både solid erfaring med store begivenheder og et velvoksent sikkerhedsapparat.

Cirka 5.000 politifolk er udkommanderet til at passe på Trump og Kim, mens de befinder sig i Singapore. Dertil kommer et ukendt antal soldater.

Singapore har indvilliget i at betale regningen for at holde topmødet. Den lyder på omkring 100 millioner kroner, og sikkerhed udgør omkring halvdelen af beløbet.

Derudover kan Singapore meget vel ende med også at hænge på Nordkoreas hotelregning, som landet har for vane tørre af på andre, når de tager til udlandet, skriver Washington Post.

Hvad ved vi ikke endnu?

De seneste uger har delegationer fra USA og Nordkorea holdt daglige møder i Singapore, hvor de har lagt arm om selv de mindste detaljer i afviklingen af topmødet.

En lang række af disse små, men meget vigtige, punkter i drejebogen er endnu ukendte.

Det gælder for eksempel indretningen af stedet, hvor det historiske første håndtryk mellem en siddende amerikansk præsident og lederen af Nordkorea vil finde sted.

Håndtrykket er i sig selv en kolossal propagandasejr for Kim Jong-un, men den bliver endnu større, hvis Nordkoreas flag kommer med på billedet side om side med Stars and Stripes - eller hvis Trump fremstår meget venskabelig, mens kameraerne snurrer.

På samme måde har vi stadig til gode at finde ud af, hvad de to ledere skal spise, om de medbringer gaver til hinanden, og i hvilket omfang de mindst 2.000 pressefolk, der dækker begivenheden i Singapore, overhovedet vil komme i nærheden af begivenheden.