Sådan kan frontløber Trump ende som den helt store taber

BAGGRUND: Donald Trump er den præsidentkandidat i moderne tid, som har flest amerikanere imod sig.

Donald Trump er både ekstremt populær og ekstremt upopulær. (Foto: © EDUARDO MUNOZ ALVAREZ, Scanpix)

Kan man have føringen og så samtidig være den dårligste i årtier?

Ja, sagtens - for selvom den selvbevidste Donald Trump nok ikke bryder sig om at høre det, så er han nemlig både den mest populære og den mest upopulære kandidat.

Mens Donald Trump netop nu nyder hjemmebane-fordelen i New York forud for kæmpestatens primærvalg i nat dansk tid, så ser de historiske tal nemlig ikke synderlig gode ud for milliardæren.

Selvom han stadig fører klart i kapløbet om at blive republikanernes præsidentkandidat, så er han nemlig også den mest upopulære præsidentkandidat i den moderne tids primærvalg.

Meningsmålinger foretaget af en række amerikanske medier, for eksempel Washington Post og ABC, viser nemlig at hele 67 procent af amerikanerne ser negativt på Donald Trump.

Nixon var værre

Ifølge LA Times skal man helt tilbage til Richard Nixon for at finde en toneangivende amerikansk politiker med flere amerikanere imod sig.

Men det var vel at mærke efter, at Nixon var blevet afsat på grund af Watergate-skandalen.

På nuværende tidspunkt i primærvalgkampen er Donald Trump den mest upopulære kandidat.

Ifølge Washington Post går målingerne på, om vælgerne vurderer en kandidat positivt eller negativt, og er blevet foretaget på samme måde i 32 år.

I den tidsperiode er milliardæren fra New York altså den mest upopulære kandidat.

Svageste Republikaner i årtier

Som om det ikke var nok dårligt nyt for Donald Trump, så er han på nuværende tidspunkt også den førende republikanske præsidentkandidat med de svageste procentmæssige stemmetal i nyere tid.

En opgørelse foretaget af webmediet Five Thirty Eight viser, at Donald Trump har 37 procent af de republikanske primærvalgs stemmer. Det tal er lavere end nogen anden republikansk præsidentkandidat, som på nuværende tidspunkt i primærvalgkampen har siddet på føringen.

Sammenligningen går helt tilbage til 1980. Ifølge Five Thirty Eight er Trumps opbakning blandt de republikanske vælgere lavere end for eksempel opbakningen til John McCain, der stillede op mod Barack Obama i 2008, og Mitt Romney, der tabte til Obama fire år efter.

Donald Trumps tal er også en hel del lavere end de republikanske præsidentkandidater, som endte med at vinde præsidentposten.

For eksempel havde Ronald Reagan i 1980 48 procent af de republikanske stemmer på dette stadie af valgkampen.

Five Thirty Eight mener, at medmindre noget drastisk sker, så vil Donald Trump ende sin primærvalgkamp som den førende kandidat.

Det vil være tilfældet på trods af de historisk set laveste stemmetal og delegerede i moderne tid, og som den svageste republikanske præsidentkandidat siden 1972, hvor det nuværende amerikanske primærvalgkamps-system blev indført.

Kaos venter på konventet

På grund af Donald Trumps lave stemmetal og antal delegerede vil han muligvis ikke nå de 1.237 delegerede, som det kræver for at få nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat.

Det er derfor muligt, at afgørelsen først falder på det republikanske konvent i juli.

Her ser det også dårligere ud for Donald Trump, end man egentlig skulle tro, eftersom han jo besidder en klar førsteplads, og burde være selvskreven til at få de sidste få delegerede en kåring kræver.

Men reglerne er sådan, at en lang række delegerede bliver "sat fri", hvis ikke der er en kandidat med de magiske 1.237 delegerede i første afstemningsrunde. De vil så være frie til at stemme på en anden kandidat.

De nu "frie" delegerede kan så for eksempel stemme på Ted Cruz, som er Donald Trumps største rival til at ende med nomineringen.

Og Ted Cruz har været rigtig god til at få sine trofaste folk valgt som delegerede, hvorimod Donald Trump slet ikke har været forberedt til den del af valgkampen.

Ifølge mange amerikanske medier, for eksempel Politico, er en stor del af de delegerede, som skal støtte Donald Trump, klar til at stemme på en anden kandidat, når og hvis de bliver "sat fri" på konventet.

Donald Trump har ført igennem hele primærvalgkampen, har absolut flest delegerede og størst stemmetal.

Men fordi tallene - i forhold til tidligere primærvalgskampagner - ikke er høje nok, så kan rigmanden ende med at skulle gå fra konventet og primærvalgkampen som den helt store taber.