Trump og Clinton kan afgøre sagen i Wisconsin

Vinder Donald Trump og Hillary Clinton i staten Wisconsin får deres konkurrenter svært ved at nå dem.

Republikaneren Donald Trump ligger bagud i meningsmålingerne i staten Wisconsin, men han haler ind på senator Ted Cruz. (Foto: © scott olson, Scanpix)

Efter primærvalget i dag i staten Wisconsin bliver de amerikanske vælgere måske lidt klogere på, hvem de kan stemme på til præsidentvalget i november.

Hos Demokraterne kan tidligere udenrigsminister Hillary Clinton med en sejr gøre det praktisk talt umuligt for senator Bernie Sanders at nå de magiske 2.383 delegerede, som det kræver for at blive partiets præsidentkandidat.

Hos Republikanerne kan Donald Trump også sætte et afgørende stød ind mod sine modstandere, hvis han løber med sejren.

Milliardæren har været langt bagud i meningsmålingerne, men ifølge samme målinger har han vundet terræn de seneste dage i forhold til hans hårdeste modstander, senator Ted Cruz.

Wisconsin er fødestedet for Det Republikanske Parti, og staten er af samme grund blevet hjemsted for en stor modstand mod Donald Trump, der har ført en hård kamp mod partitoppen.

Hvis Trump ikke år de afgørende 1.237 delegerede kan Republikanerne holde et såkaldt åbent konvent, hvor nye kandidater kan komme ind fra siden, og de delegerede kan fordele sig anderledes.

/ritzau/