Forud for dagens vigtige primærvalg i staten Wisconsin udspillede der sig i weekenden en mini-udgave af Donald Trumps værste mareridt - et mareridt der kan koste ham nomineringen som Republikanernes præsidentkandidat.
I staten Tennessee, som har holdt primærvalg, skulle det republikanske parti nemlig vælge hvilke personer, der skal med som delegerede til Republikanernes konvent i juli.
Listen med delegerede fra Tennessee blev pludselig ændret kort før deadline, og Trump-lejren protesterede vildt og påstod, at det republikanske parti har plantet personer blandt de delegerede, som er villige til at gå imod Donald Trump på konventet i juli.
Kamp om pladserne
Kampen om at blive Republikanernes præsidentkandidat er nemlig gået fra at være en kamp om at få flest delegerede til også at være en kamp om hvilke personer, som bliver sendt afsted som delegeret til konventet.
Årsagen er, at de delegerede potentielt set kan ende med at være frie til at stemme imod den kandidat de oprindeligt skulle støtte. Dermed har de også mulighed for at stoppe Donald Trump i at blive nomineret - hvilket mange fra den republikanske partielite ønsker inderligt.
Konvent kan blive afgørende
Donald Trump har stadig absolut størst chance for at få de 1.237 delegerede, der skal til for at blive kåret som Republikanernes præsidentkandidat.
Men mangemillionæren er ifølge amerikanske medier håbløst bagud i kampen om at få valgt sine egne støtter som delegerede til det republikanske konvent. Og det kan altså gå hen og koste ham nomineringen.
Hvis ingen af kandidaterne når op på 1.237 delegerede inden konventet, vil valget af partiets præsidentkandidat nemlig foregå ved afstemning på selve konventet.
I første afstemningsrunde er 95 procent af de delegerede bundet til at stemme på den kandidat, som resultatet fra deres stat byder dem. Men hvis ikke der er fundet en vinder i første afstemningsrunde, bliver en lang række af de delegerede "frie" til at støtte den kandidat, de har lyst til.
Altså kan mange oprindelige Trump-delegerede nu stemme på Ted Cruz eller John Kasich og omvendt.
Online-mediet Politico fortæller, at rigtig mange delegerede, som er bundet til at støtte Donald Trump i første afstemnings runde, er klar til at stemme på en anden kandidat, når de er blevet "sat fri".
Trump: De stjæler!
Hvis man er interesseret i at stoppe Donald Trump, så giver det altså god mening at øve indflydelse på, hvem som faktisk ender med at få en billet til Cleveland i Ohio, hvor konventet skal holdes.
Amerikanske medier fortæller, at specielt Ted Cruz skal have lagt stort arbejde i at få hans støtter valgt som delegerede. Og Donald Trump ved godt, at han har et problem.
- Der er en fyr, som går rundt og stjæler folks delegerede. Det, der foregår i Det Republikanske Parti, er en skandale, har Donald Trump udtalt til tv-stationen ABC.
Partiet bestemmer
Hvem, som faktisk ender med at blive delegeret, afgøres af partireglerne hos det republikanske parti i de forskellige stater. Og næsten hver stat har deres egne regler.
Men grundlæggende har partiledelsen i de enkelte stater rigtig meget at skulle have sagt. Ledelsen består oftest af trofaste og loyale partisoldater, som har lavet græsrodsarbejde i årevis.
Store dele af den republikanske partielite er imod Donald Trump. Derfor spår flere amerikanske medier, at de er villige til gå meget langt for at få placeret deres loyale støtter blandt de delegerede til konventet.
Eftersom Donald Trump er langt foran i antallet af delegerede, mener mange amerikanske iagttagere, at den eneste mulighed, ledelsen hos Republikanerne har for at stoppe Donald Trump, er ved selve konventet.
Hvis de får placeret loyale støtter, som er villige til at skifte side, blandt delegerede, som i første omgang er bundet til at stemme på Donald Trump, kan rigmanden faktisk tabe nomineringen, selvom han ankommer til konventet med flest delegerede.
Trump truer med enegang
Donald Trump har flere gange truet med at stille om som uafhængig, hvis ikke det republikanske parti behandler ham ordentligt.
- Det er et spørgsmål om, hvordan jeg bliver behandlet. Jeg skal behandles fair, sagde Donald Trump til Fox News søndag.
Hvis Republikanerne vælger at gå planken ud med deres plan om at "stjæle" nomineringen fra Donald Trump på konventet, så ligner det rigmandens værste mareridt.
Men Donald Trump kan stadig afværge det potentielle mareridt ved "bare" at skaffe sig 1.237 delegerede inden konventet.
Sådan kan Donald Trump miste nomineringen på konventet:
- •
Hvis ikke en af kandidaterne har 1.237 delegerede inden konventet, skal partiets præsidentkandidat findes ved en eller flere afstemningsrunder.
- •
Ved hver ny afstemningsrunde gøres en række af de delegerede "frie", så de IKKE behøver at stemme på den kandidat, som de oprindeligt skulle stemme på.
- •
Man fortsætter med gradvist at "frigive" flere delegerede i hver afstemningsrunde, indtil der er fundet en vinder.
- •
Det er parti-reglerne i de enkelte stater, som afgør hvem der skal med som delegeret. Ofte har den lokale partiledelse meget stor indflydelse på, hvem som kommer med.
- •
Hvis en modkandidat eller den republikanske partielite har held til at placere loyale støtter blandt delegerede, der er bundet til Trump i første valgrunde, kan en stor del af Trumps delegerede potentielt set stemme imod ham, hvis der kommer flere afstemningsrunder på konventet.