Ræverød kandidat ligner vinder af britisk formandsvalg

Labour i Storbritannien får ny formand i morgen. Venstreorienteret kandidat er storfavorit.

Jeremy Corbyn har været med i britisk politik siden 1980'erne. Først for få måneder siden kom han på alles læber i Storbritannien. (Foto: © Justin Tallis, Scanpix)

Da Jeremy Corbyn i juni i sidste øjeblik meldte sig i kampen om at blive ny leder af det britiske arbejderparti Labour, gav bookmakerne pengene 200 gange igen, hvis det skulle lykkes ham at vinde formandsvalget.

De, der tog chancen dengang, kan godt begynde at glæde sig til, at resultatet af afstemningen blandt medlemmerne bliver afsløret i morgen. For meget tyder nu på, at Jeremy Corbyn vinder.

Sejren synes sikker, selvom Corbyn beundrer Karl Marx og vil ud af Nato, selvom højtprofilerede Labour-folk indtrængende har advaret mod ham, og selvom politiske eksperter siger, at Labour står til betydelig tilbagegang med ham som leder.

Ingen poster

Før han blev formandskandidat, var 66-årige Jeremy Corbyn en temmelig perifer politiker på Labours yderste venstrefløj. Han politiske arbejde har mest foregået i græsrodsbevægelser mod atomkraft og for afrustning.

- Han er en veteran i britisk politik. Han har aldrig haft nogen tillidsposter for alvor i partiet - han har ikke været minister, han har ikke været ordfører, fortæller Ole Helmersen,der er lektor på CBS med speciale i britiske forhold.

Han forklarer Jeremy Corbyn forbløffende popularitet med, at der findes et dybt ønske om en ny politisk linje i Labours bagland.

- En del af Labours vælgere ønsker en helt anderledes Labour-profil - en meget mere klassisk socialdemokratisk, venstrefløjsprofil, siger Ole Helmersen.

Old Labour

I britisk politik taler man ofte om et venstreorienteret "Old Labour" som modsætning til det midtersøgende "New Labour", som den tidligere leder Tony Blair - med succes - lancerede i 1990'erne.

Nu ser det altså ud til, at Old Labour gør comeback.

- Det er folk, som ønsker en helt anderledes politisk profil, og som forkaster den sparekurs og neoliberale økonomiske politik, som blandt andet De Konservative har ført med voldsomme nedskæringer på de offentlige budgetter og gældsnedbringelse. Der vil Jeremy Corbyn og de folk, der støtter ham, simpelthen noget andet, siger Ole Helmersen.

Risiko for splittelse

Lektoren vurderer, at Labour har kurs mod splittelse, hvis Jeremy Corbyn bliver ny leder - selvom det ikke vil ske lige med det samme.

- Jeg tror, at han vil række hænderne ud og forsøge at samle partiet. Så jeg tror ikke, man skal forvente, at de tre andre formandskandidater vil marchere ud af partiet lige med det samme. Men man kan ikke udelukke, at der kan ske noget i den retning i de kommende år, fordi et stort parti som Labour har selvfølgelig som overliggende ambition at generobre regeringsmagten, siger Ole Helmersen:

- Og hvis dele af partiet på et tidspunkt i de kommende år opfatter det som håbløst, at man med Jeremy Corbyn som leder kan genvinde regeringsmagten i 2020 - eller måske først i 2025 - så er det ikke udelukket, at nogle af dem kan finde på at forlade partiet, og at partiet så kan blive splittet.