Dagbog fra valget: Gabriel Keller har en skilteskov i forhaven: 'Hver anden bilist gav mig fingeren'

Et besøg i staten Pennsylvania understreger, at amerikansk politik er i opbrud.

(Foto: © Jakob Vinde Larsen, (c) DR)

Vi er ikke i tvivl om, at der bor en republikaner i huset, da vi parkerer vores lejede Chevrolet udenfor på landevejen i den lille by Mars lidt uden for Pittsburgh i Pennsylvania.

Græsplænen foran det røde murstenshus er sået med skilte, der ivrigt signalerer, hvem beboeren holder med i amerikansk politik.

”Drain the swamp” udbasunerer et skilt i rødt, hvidt og blåt. Andre skilte promoverer lokale republikanske kandidater til det valg, som finder sted den 6. november. Dels til den amerikanske Kongres - Senatet og til Repræsentanternes Hus – og dels til Pennsylvanias eget Senat.

- Så skulle I have set huset ved præsidentvalget i 2016, siger Gabriel Keller, den venlige og trinde ejer af de mange skilte foran murstenshuset på den lille sidevej.

- Da havde jeg hele taget dækket af skilte på 2,5 gange 1,25 meter, der reklamerede for Trump og Pence. Halvdelen af dem, der kørte forbi her på vejen, dyttede. Den anden halvdel gav mig fingeren, siger han med et smil under sin hvide kasket med et stort blåt ”USA” på fronten.

Gabriel Keller henter et af skiltene, så vi kan fotografere det sammen med de to store græskar, som han har placeret foran huset. For han og familien er som mange andre amerikanere allerede helt klar til Halloween.

Bliver en gyser

Ganske som Halloween tegner midtvejsvalget den 6. november til at blive en gyser. Vil demokraterne fravriste republikanerne flertallet i Repræsentanternes Hus? Og måske det samme i Senatet? Og dermed sætte en bremse på præsident Trump?

Ikke hvis det står til Gabriel Keller.

- Præsidentvalget i 2016 var en ublodig revolution. Vi fik magten tilbage over regeringen. I 2018 handler valget om at bevæbne vores præsident med de værktøjer, som han behøver for at gøre ændringerne permanente, siger den 41-årige it-ingeniør.

En udvalg af Gabriel Kellers skilte, der blandt andet promoverer kandidater ved midtvejsvalget.

I hans øjne er der ingen tvivl om Donald Trumps største bedrift. Nemlig at han fik ryddet op i det morads, som amerikansk politik ifølge Gabriel Keller er i dag: Vennetjenester på kryds og tværs, og hvor det gælder om at få så meget som muligt ud af det selv. Den holdning præger både demokrater og republikanere, og det har Trump fået grundigt ryddet ud i.

- Når Trump har brugt vendingen ”At dræne sumpen”, er det vigtigt at vide, at han ikke talte om oppositionen. Men i stedet om ”fællespartiet” - både traditionelle republikanere og demokrater med fælles tankegang. Blandt Trump-støtter er der ikke stor forskel på demokrater og republikanere, siger han.

Flydende grænser

Dermed er Gabriel Keller bare ét eksempel på, at amerikansk politik har brudt med alle indgroede forestillinger. Politik handler i dag ikke kun om republikanere og demokrater, rød eller blå, højre- eller venstreorienterede. Grænserne er flydende.

Det gælder staten Pennsylvania, der engang var en solid demokratisk bastion. Det skyldtes de mange kul- og stålarbejdere i staten. I dag er stålindustrien en skygge af det, den var engang. Og i 2016 stemte staten for første gang i næsten 30 år på en republikansk kandidat: Donald Trump.

Den største by i det vestlige Pennsylvania, Pittsburgh, er dog stadig solidt demokratisk. Ikke på grund af stål- og kularbejderne, men i stedet på grund af Apple, Google, Uber og de andre 1.600 it-selskaber, der har slået sig ned i byen.

Steffen Gram i samtale med Gabriel Keller. (Foto: © Jakob Vinde Larsen, DR)

Nær ven er kommunist

Men vi skal ikke længere end 25 km væk fra Pittsburgh, før vi møder et andet Amerika. Og republikanere som Gabriel Keller, der ikke tøver et sekund, når vi spørger ham om, hvad der kendetegner en god republikaner.

- America First. I så lang har begge partier været skyldige. Der er en klar fornemmelse af, at USA er blevet solgt til stanglakrids, når det gælder forholdet til andre lande, siger han.

- Jeg tror på det gamle ordsprog, at du skal kunne elske dig selv, før du kan elske andre, fastslår Gabriel Keller med et skævt smil.

Mens vi sidder der i det røde murstenshus og tror, at vi har placeret demokrater og republikanere i faste kasser, vender Gabriel Keller så det hele på hovedet. Da vi spørger ham, om USA er blevet en splittet nation efter Trump, smiler han i de daggamle skægstubbe.

- En af mine allernærmeste venner er erklæret kommunist. Vi hænger ud sammen hele tiden, og hvad, der er mere interessant, er, at vi faktisk er mere enige, end I nogensinde kunne forestille jer. Det er bare interessant, hvordan det hele i politik kan hænge sammen.