May i tale: Vil have overgangsperiode på to år efter Brexit

Den britiske premierminister afviser norsk eller canadisk EU-ordning for Storbritannien.

Premierminister Theresa Mays tale i Firenze ses som et forsøg på at få Brexit-forhandlingerne på gled. (Foto: © Alessandra Tarantino, Scanpix)

Den britiske premierminister, Theresa May, siger i en tale i den italienske by Firenze, at hun ønsker en overgangsordning på omkring to år efter Storbritanniens udtræden af EU.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ifølge premierministeren vil en tidsbegrænset overgangsperiode nemlig give virksomheder en vis sikkerhed og afbøde problemer, når briterne forlader unionen i marts 2019.

- I implementeringsperioden vil folk fortsat kunne komme og leve og arbejde i Storbritannien, men der vil være et registreringssystem, siger hun.

- Lige nu og i dag peger disse overvejelser i retning af en periode med implementering på omkring to år, tilføjer den britiske regeringschef.

- En global handelsnation

Talen i Firenze har i de britiske medier været beskrevet som Theresa Mays forsøg på at sætte fart på Brexit-forhandlingerne med konkrete udspil.

Theresa May afviser i talen en norsk eller canadisk ordning som model for et fremtidigt britisk samarbejde med EU. Hun vil i stedet gå efter en ny type økonomisk partnerskab og opfordrer til "en kreativ løsning".

- Det britiske folk har besluttet at forlade EU og at være en global handelsnation, som kan tegne sin egen kurs i verden, siger hun.

Hvis det ikke lykkes at nå til enighed om en Brexit-aftale, vil det være "et ødelæggende slag" for Europas fremtid, siger Theresa May.

Vil ikke vil stå i vejen for reformer

Premierministeren understreger, at Storbritannien ikke vil stå i vejen for reformer i EU.

Hun går desuden efter at få skrevet de tre millioner EU-borgere i Storbritanniens rettigheder ind i britisk lovgivning.

Den britiske premierminister mener, at der i de tre forhandlingsrunder om Brexit allerede er gjort store fremskridt blandt andet om status for den fremtidige grænse mellem det britiske Nordirland og EU-landet Irland.

/DR Nyheder/