Matilde Kimer: Oppositionen fik folk på gaden over hele Rusland

Over hundrede er anholdt - heriblandt oppositionspolitikeren Alexei Navalnji, under dagens protester i Rusland.

I Rusland har oppositionen opfordret til demonstrationer over hele landet i dag i protest mod korruptionen.

Der er meldt om demonstrationer i snesevis af byer - fra Vladivostok i øst til Sankt Petersborg i vest.

I Moskva er politiet sendt på gaden i meget stort tal, fortæller DR’s Rusland-korrespondent, Matilde Kimer, fra Moskva.

- Det har været svært for demonstranterne af få et sted at gå hen, fordi det meste af centrum simpelthen har været spærret af.

- Der er tusindvis af politibetjente, der har været udstationeret siden i morges, for at monitorere hvem, der kommer frem til, der hvor demonstranterne gerne ville mødes.

Betjente - nogle i almindelig uniform, andre i kampuniform, har været i position i Moskvas gader siden tidligt i morges, fortæller Matilde Kimer. (Foto: © Mladen Antonov, Scanpix)

Anholdt i hoveddøren

Demonstrationerne er arrangeret af oppositionspolitikeren Alexei Navalnij i protest mod den siddende regering og den udbredte korruption i toppen af russisk politik og erhvervsliv.

Navalnij nåede dog ikke selv at deltage i dagens protester. Han blev allerede i formiddag tilbageholdt af politiet, da han ville forlade sit hjem.

Oppositionslederen er ifølge Matilde Kimer den eneste reelle udfordrer til den siddende – og blandt befolkningen utroligt populære præsident, Vladimir Putin, ved det kommende præsidentvalg i 2018.

Billedet her er fra slutningen af marts, som er sidste gang, oppositionslederen Alexei Navalny blev anholdt for at arrangere anti-Kreml-demonstrationer. (Foto: © KIRILL Kudryavtsev, Scanpix)

Grobund for oppositionen

Ifølge flere nyhedsbureauer var der i den russiske hovedstad tusindvis af demonstranter på gaden for at protestere mod korruption blandt landets politikere.

Men det er stadig svært at definere omfanget af demonstrationerne i Moskva, fordi de er spredt ud over hele byen, fortæller Matilde Kimer. Alligevel er det værd at hæfte sig ved, at protesterne også har været spredt ud over hele landet.

- Det har lykkes Navalnij og de folk, der støtter ham og gerne vil have ham som præsident, at gennemføre de her demonstrationer i byer over hele Rusland.

- Sidste melding var, at over 180 byer, der har haft de her demonstrationer. Og det vidner om, at der er en grobund for protest, som han kan bygge videre på.

Fra lovlig til ulovlig

Dagens demonstrationer faldt sammen med Ruslands nationaldag, hvor mange russere i forvejen er på gaden for at fejre. (Foto: © Str, Scanpix)

Ifølge Reuters er mindst 100 personer blevet anholdt i det centrale Moskva, ligesom også adskillige er anholdt i andre store byer.

Og politiet har haft loven helt på sin side - i hvert fald i Moskva, hvor store dele af demonstrationerne var ulovlige. Det på trods af, at Navalnijs bevægelse i går havde søgt og fået tilladelse til at demonstrere, fortæller Matilde Kimer.

- Indtil sent i aftes havde man fået tilladelse til at holde demonstrationen lidt nord for centrum, men så oplyste kampagnen, at de under forberedelserne, hvor de blandt andet var ved at sætte en scene op, alligevel ikke fik lov.

Flere af arrangørernes leverandører blev samtidig udsat for pres for myndighederne. Som protest flyttede arrangørerne demonstrationerne helt ind i byens centrum, fortæller hun.

- Så blev det til en usanktioneret demonstration, hvor politiet har alle rettigheder til at anholde alle dem, de vurderer, deltager i den protest, siger Matilde Kimer.