Russisk politi tilbageholder Putin-modstander ved demonstration

Aktivist Aleksej Navalnij er pågrebet af politiet i Rusland. Han er en åbenmundet kritiker af præsident Putin.

Den russiske oppositionsleder Aleksej Navalnij er tidligere dømt tre og et halvt års betinget fængsel for underslæb. Nu har russisk politi igen fat i ham i forbindelse med en større demonstration i Moskva. REUTERS/Sergei Karpukhin (Foto: © Sergei Karpukhin, Scanpix)

Russisk politi har tilbageholdt oppositionsleder og aktivist Aleksej Navalnij i forbindelse med en demonstration i det centrale Moskva søndag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der har vidner på stedet.

Navalnij er en af præsident Vladimir Putins skarpeste kritikere. Han blev i februar idømt fem års betinget fængsel og kan ikke stille op ved det russiske præsidentvalg efter en sag om svindel.

Demonstrationen søndag finder sted på Navalnijs initiativ. Budskabet er at komme korruption til livs.

En Reuters-journalist så politiet tilbageholde Navalnij og sætte ham ind i en politibil.

Hundredvis af demonstranter samlede sig efterfølgende rundt om politivognen i et forsøg på at forhindre, at Navalnij kunne køres væk.

Navalnij, der tidligere har kaldt præsident Vladimir Putin for "korruptionens zar", har været fængslet for kritik af styret og for politisk aktivisme.

Han har været en central figur i protesterne mod præsident Putin i vinteren 2011-2012 før Putins genindsættelse som præsident.

Putin ventes at genopstille ved valget i 2018.

Den 40-årige Navalnij har flere partier bag sig. De spænder fra højrefløj til venstrefløj.

/ritzau/